Kurland

I middelalderen blev kun området vest for Riga kaldt for Kurland. Landskabet var oprindelig beboet af finsk-ugriske og baltiske stammer, heriblandt liverne, kurerne og letterne. I 1200-tallet erobrede tyske korsriddere området og kristnede det. Territoriet blev delt mellem et fyrstbispedømme, Pilten (på lettisk Piltene), og Den Tyske Orden.

Kurerne og liverne blev i tidens løb assimileret ind i den lettiske befolkning. Det kuriske sprog var et baltisk sprog og dermed beslægtet med lettisk. Sproget forsvandt sandsynligvis i løbet af 1500-tallet. Livisk derimod er et finsk-ugrisk sprog, og dets nærmest beslægtede sprog er estisk. Det liviske sprog uddøde først i begyndelsen af 2000-tallet, men havde været på konstant retur siden middelalderen, da det aldrig var blevet kirkesprog.

Da det gamle Livland med sin konføderation af ordensstat og fyrstbispedømmer blev opløst i 1561, blev dets sydlige del sekulariseret. Det betød, at det ikke mere var et gejstligt territorium, men en stat med en verdslig fyrste. Det samme var allerede sket med Preussen i 1525.

Kurland (dvs. området vest for Riga) blev nu sammen med Semgallen (Zemgale) et hertugdømme under polsk overherredømme, og navnet Kurland blev i det følgende ofte brugt for disse to lande tilsammen. Den sidste ordensmester Gotthard Kettler blev Kurlands første hertug. Hans efterkommere skulle regerede Kurland indtil 1737.

I 1561 gav den polske konge Kurland følgende garantier: fri religionsudøvelse ifølge Den Augsburgske Bekendelse, selvforvaltning efter tysk lov og ved den indfødte tyske adel.

Siden 1617 var Jelgava (på tysk Mitau) hertugernes residensby.

Fyrstbispedømmet Pilten bestod af tre fra hinanden isolerede landområder ved eller nær Østersøkysten. Ved det gamle Livlands opløsning i 1561, blev også Pilten sekulariseret. Ny fyrste blev – ved køb – den danske konge Frederik 2.s yngre bror, hertug Magnus, der allerede var blevet indsat som fyrstbiskop af Øsel-Wiek (i nuværende Estland). Han havde ikke heldet med sig i sin politik, men kunne i det mindste fastholde magten i Pilten indtil sin død i 1583.

Derefter kom Pilten til Polen, hvor det omsider blev en adelsrepublik med en stor grad af autonomi. Fra 1660 til 1717 blev Pilten underlagt hertugen af Kurland, men gik derefter tilbage til sin tidligere status.

Ligesom Kurland kom Pilten ved Polens 3. deling til Rusland. I 1817 blev det indlemmet i provinsen Kurland og delte sidenhen dens skæbne.

I 1918 blev Kurland en del af Letland, men det blev splittet op i Semgallen (på lettisk Zemgale) og en vestlig del kaldet Kurland. Siden 2. verdenskrig findes der ingen administrativ enhed mere ved dette navn.

Mens Kurland eksisterede som hertugdømme og russisk provins, bestod befolkningen af følgende grupper (med procenttal fra 1897): De allerfleste var letter, derudover tyskere (8,2 %), russere (1,7 %), polakker (1 %) og litauere (1 %).

Til tyskerne hørte for det meste adelen, byens borgerne og landets lutherske præsteskab. Letterne var for det meste bønder (indtil 1817 livegne) og håndværkere.

• Den Tyske Orden
• Letlands geografi
• Letlands historie fra Reformationen til 1850
• Livland
• Østersøprovinserne