Amalienborg

I 1794 brændte Christiansborg Slot, og kongefamilien måtte finde husly andetsteds. Et af de fire Amalienborgpalæer var ejet af kronen og brugt som kadetakademi, men tilfældet ville, at det nu også var muligt at købe de tre andre. Da de nu alle sammen kom i kronens eje, viste de sig helt perfekte som kombineret kongeslot, idet funktionen som regentbolig til enhver tid kan tillægges det palæ, hvor den aktuelle regent bor, mens de andre kan bruges til ældre eller yngre generationer samt repræsentation og gæstebolig. Da kongefamilien oprindelig flyttede ind, fik kongen og kronprinsen de to palæer mod syd, og da kongen, Christian 7., var psykisk syg, og kronprinsen, den senere Frederik 6., var den reelle regent, skulle der være en intern forbindelse mellem de to palæer. Med C.F. Harsdorff som arkitekt blev der derfor opført en kolonnade af joniske søjler tværs over Amaliegade. Den skulle have været et midlertidigt tiltag, men blev hurtigt en elsket del af Amalienborg.

Den første, der fik en af de fire centrale grunde, var overhofmarskal grev Adam Gottlob Moltke, der, som det er blevet sagt, var kongen af gavn, mens Frederik 5. var kongen af navn. Moltke fik grunden mod sydøst og valgte Eigtved som arkitekt også for palæets indre. Skønt hans bolig blev den ubetinget mest luksuøse, blev den også den hurtigst færdiggjorte, idet den blev indviet allerede den 30. marts 1754. Mange af de fornemme interiører fra Moltkes tid er bevaret.

Fra den marmorklædte vestibule, hvori der i 1996 er nedlagt en gulvmosaik udført af Bjørn Nørgaard, udgår hovedtrappen med en balustrade, der fremviser en overdådig udgave af Eigtveds yndede slyngværksmønster. Flere af beletagens repræsentationsrum er udsmykket med vævede tapeter fra blandt andet det franske Beauvais-manufaktur. I det oprindelige paradesoveværelse blev væggene dækket med silkefløjl af en type, som var blevet skabt til Ludvig 15.s Château Choisy ved Paris. Også Frederik 5 fik et parti af dette fløjl, men det gik til i Christiansborgs brand i 1794. Moltkes fløjl blev af bevaringshensyn taget ned i 1924, men en nøjagtig kopi blev opsat i 1997. Riddersalen eller ’Den store Sal’, der strækker sig op i mezzaninetagen, har fuldpanellerede vægge med billedhuggerarbejder af L.-A. Le Clerc og svunget loft dækket med forgyldt stuk af J.B. Fossati. Dørstykkerne er af François Boucher, mens to store portrætter af Frederik 5. og hans anden dronning, Juliane Marie, er af Louis Tocqué. Ved palæets indvielse stod riddersalen med malerier af C.-G. Pilo, men de blev skiftet ud, idet salen et par år senere blev tilpasset de nye, klassicistiske stilkrav. Rokokoudsmykningen blev således også suppleret med mere naturlige dekorationer ved N.-H. Jardin. Jardin fortsatte sit arbejde i palæet med først et rum kun beregnet til spisning, et nyt fænomen på dette tidspunkt, og derpå en kombineret tesalon og voliere til udfyldning af den spidse vinkel i haven bag palæet. Palæets to sidepavilloner blev på Moltkes tid brugt til henholdsvis bibliotek og naturaliekabinet. Biblioteket blev dog ødelagt, da kolonnaden blev bygget ind.

Efter Christiansborgs brand i 1794 blev palæet bolig for Christian 7. Fra hans død i 1808 og frem til 1885 blev det sporadisk brugt til blandt andet tjenesteboliger, men har siden hen stort set udelukkende været repræsentations- og gæstebygning. Prinserne Frederik og Joachim havde dog i perioden 1971-75 deres børnehave og siden hen klasseværelse her. Fra 1982 blev palæets ydre sat i stand, og i 1993-96 blev der under Margrethe 2.s store bevågenhed gennemført en grundig restaurering af dets indre. Dette arbejde blev i 1999 tildelt Europa Nostra-prisen.

Grunden vest for Moltkes blev tilskødet baron Severin Løvenskiold, der dog efter nogle år måtte sande, at den pris på opførelsen, som han var blevet stillet i udsigt, var alt for optimistisk. I 1754 mageskiftede han derfor med enkegrevinde Anna Sophie Schack, der havde købt det nuværende Thottske Palæ på Kongens Nytorv til sig selv, men som skulle bruge en københavnerresidens til sin stedsønnesøn Hans Schack. Hendes byggearbejde blev en del forsinket af, at hele palæets indre gik tabt ved en brand i december 1754. Bygningen stod således først færdig nogle måneder efter at Hans Schack i januar 1757 blev gift med Moltkes datter Ulrica.

Schacks Palæ blev i høj grad indrettet som en afdæmpet udgave af Moltkes. Da den senere Frederik 6. flyttede ind i palæet, tilkom også en del møbler fra Christiansborg, blandt andet et par spejle og konsolborde samt et bronzeur skabt af den franske billedhugger Augustin Pajou i 1765 og bragt ud fra det brændende slot af to almindelige borgere, der med seks matrosers hjælp fik uret ”ubeskadiget løs og bragte det heelt og holdent op paa Admiralitetet, undtagen Lodderne, som vare saa tunge, at ikke 2 Mand kunne bære et af dem”. Frederik 6 blev boende i palæet også efter at han var blevet konge, og det blev da indrettet til residens med blandt andet indretning af vestibulen som forrum til kongens audiensgemak. I 1865-1906 var palæet beboet af Christian 9., og han og hans dronning Louise, ”Europas svigerforældre” repræsenterede i så høj grad en epoke, at parrets børn besluttede at lade hele boligen blive stående nøjagtig som den så ud ved Christian 9.s, død. Efter at alt var blevet registreret, blev det dog i 1960’erne vedtaget at lade palæet sætte i stand til brug for tronfølgeren prinsesse Margrethe, og i 1972 blev det residenspalæ for Margrethe 2. og Prins Henrik. I forbindelse med restaureringen blev riddersalen, der i 1829 var nyindrettet med klassicistiske vægdekorationer af J.M. Baruël, ført tilbage til den skikkelse, som den havde fået af C.F. Harsdorff i 1790’erne.

Palæet over for Moltkes blev opført for baron Joachim Brockdorff, der dog kun sjældent var i København. Flere år før både han og hans kone døde i 1763, blev palæet udlejet til tre nevøer af Frederik 5.s første dronning, Louise. Af disse tre prinser af Hessen-Kassel blev de to gift med døtre af Frederik 5. og Louise, og den ene, Carl, blev stamfar til det nuværende kongehus. Efter midlertidigt at have været i A.G. Moltkes eje blev palæet i 1765 købt af kronen og indrettet til kadetakademi. I 1768-88 husede det Landkadetakademiet, i 1788-1827 Søkadetakademiet. Da H.C. Andersen i 1825 tilbragte julen i palæet som gæst hos kontraadmiral P.F. Wulff, følte han sig som Aladdin på en ridderborg. Men i realiteten var interiørerne så nedslidte, at Jørgen Hansen Koch måtte foretage en gennemgribende fornyelse af hele det indre, da palæet i 1828 blev indrettet til den senere Frederik 7. i anledning af hans bryllup med Frederik 6.s yngste datter, Vilhelmine. Parret blev skilt efter få år, og i 1839 flyttede Christians 8.s søster, prinsesse Charlotte, ind i palæet sammen med sin ægtefælle, Vilhelm af Hessen-Cassel. Hun døde i 1864 og han tre år efter, og der stod således en bolig klar, da den kommende Frederik 8. i 1869 blev gift med prinsesse Lovisa af Sverige. I 1935 blev palæet atter hovedrestaureret til brug for et nygift kronprinsepar, denne gang den kommende Frederik 9. og prinsesse Ingrid af Sverige. Arbejdet strakte sig over mange år og stod først færdigt i 1947. En række interiører er bevaret i J.H. Kochs senklassicistiske stil, bl.a. hovedtrappen, der adskiller sig fra rokokotrapperne i de tre andre palæer, riddersalen, der i kadettiden havde været delt i to etager, og spisesalen.

I årene 2004-2010 fulgte en ny hovedrenovation med henblik på det daværende kronprinsepar. Palæet blev indrettet til bolig, administration og repræsentation og blev forsynet med udsmykninger af ti danske kunstnere, nemlig Kaspar Bonnén, Jesper Christiansen, Olafur Eliason, Erik A. Frandsen, Signe Guttormsen, Eske Kath, Johan Kørner, Tal R, Morten Schelde og Kathrine Ærtebjerg. Ved dronning Margrethes abdikation den 14. januar 2024 blev palæet residenspalæ for kong Frederik 10 og dronning Mary.

Amalienborgs nordøstligste palæ blev opført for grev Christian Frederik Levetzau og stod færdigt i 1760, et par år efter bygherrens død. Efter Christiansborgs brand blev palæet købt af arveprins Frederik, der lod Nicolai Abildgaard nyindrette hovedetagen i en enkel og storslået stil med rige kontraster og klare farver: pariserblåt, gult, karmoisinrødt og grønt, accentueret af hvidt og gyldent. Den dansk-holstenske embedsmand August Hennings skrev i sin dagbog fra et besøg i København i 1802, at Abildgaards igangværende udsmykning af arveprinsens palæ var det mest smagfulde, der fandtes af denne type; det var detaljeret, men ikke overlæsset, og i øvrigt fuldt og helt Abildgaards eget værk. Efter arveprinsens død i 1805 overgik palæet til hans søn, den senere Christian 8. Dennes anden hustru, Caroline Amalie, sad enke i over tredive år, og stod i denne tid for endnu et originalt tilskud til palæets indretning, nemlig et bibliotek i en gennemført gotisk stil. I perioden 1898-1952 var palæet beboet af Christian 10. og Alexandrine, hvorefter arveprins Knud fik det til disposition. Fra 1980’rne blev palæet sat i stand, og der blev indrettet bolig og repræsentationslokaler for den daværende kronprins Frederik og prins Joakim.

I 1992-93 blev de oprindelige interiører rekonstrueret. Herefter blev det muligt at genåbne det museum for den glücksborgske kongefamilie, som i 1977-82 havde haft lokaler i det daværende regentpalæ. Her findes blandt andet de rekonstruerede arbejdsværelser for samtlige konger fra Christian 9. til Frederik 9., ligesom der er skiftende udstillinger. Amalienborgmuseet er en del af Kongernes Samling, der også har besøgssteder på Rosenborg, Koldinghus og – fra 1. januar 2025 – Christiansborg. Kongernes Samling administrerer endvidere Kongens Håndbibliotek, der har sin hovedafdeling i Levetzaus/Christian 8.s Palæ, og som fra 29. juni 2024 ikke længere kun er åbent for forskere, men i weekender og skoleferier for alle besøgende til Amalienborgmuseet.