landboreformer

I Danmark var landboreformernes indledende faser kendetegnet ved bestræbelser for ophævelse af dyrkningsfællesskabet ved begyndende salg af fæstegods til selveje (i Jylland), herunder bortsalg af krongods fra 1764.

Så godt som alle bønder under Koldinghus og en del på andre rytterdistrikter blev herved selvejere. En række private godsreformer blev målsættende: På godset under Hørsholm fik bønderne i 1759-1761 et selvejelignende arvefæste, og på Bernstorff Gods nord for København blev bondejorden fuldt udskiftet og gårdfæsterne selvejere i 1765-1767.

Arvefæstet indførtes på Københavns Amts rytterdistrikt i 1766, senere på Københavns Universitets godsbesiddelser og på nogle private godser. På godset Bregentved nær Haslev var A.G. Moltke pioner ved indførelse af det holstenske kobbelbrug, først på hovedgården, senere på bondegårdene, hvorfra det bredte sig til Øernes landbrug.

Efter tronskiftet i 1766, hvor Christian 7. blev konge, tog staten fat på en mere generel forbedring af fæstebøndernes stilling med regulering af hoveriet og andre reformer. I 1769 indledte Georg Christian Oeder en offentlig debat om reformerne med sin Betænkning over det Spørgsmaal: Hvorledes Frihed og Eiendom kunde forskaffes Bondestanden i de Lande, hvor den fattes begge Dele.

Generallandvæsenskommissionen, der blev oprettet i 1767 og i 1768 afløstes af Generallandvæsenskollegiet, koordinerede reformarbejdet, som i 1769 resulterede i en lov om fremme af selvejerbønder og senere i regulering af hoveriet, hvilket fortsatte under den kortvarige epoke under Struensee i 1770-1772. Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab oprettedes 1769 som en privat, statsligt understøttet organisation til fremme af moderne driftsformer og gavnlige bierhverv. Fra 1770'erne tog en række godsejere og landsbypræster endvidere forskellige initiativer til ændret sædskifte og indførelse af dels afgrøder som hør, kartofler, kløver og raps, dels nye redskaber, bl.a. fra 1780'erne svingploven.

Struensees fald i 1772 betød en afbrydelse i de retlige reformer på landet, mens udskiftningen af bondelandbruget blev fremmet ved love i 1776 og især ved den skelsættende Forordning af 23.4.1781, der regulerede udskiftningen af stort set al bondejord; se også udskiftning.

Med regeringsskiftet i 1784 indledtes en fornyet og styrket statslig reformindsats. Førende drivkræfter var Ludvig Reventlow og først og fremmest Christian Ditlev Reventlow, der i 1784-1813 var leder af Rentekammeret. Efter forberedelse i Den Lille Landbokommission, oprettet i 1784, blev det nordsjællandske krongods basis for en slags pilotprojekt med fremskyndelse af udskiftningen, forbedring af skolevæsenet og indførelse af arvefæste fra 1788. Med nedsættelsen af Den Store Landbokommission i 1786 indledtes et omfattende reformprogram i form af bl.a. reguleringen af fæstevæsenet i 1787 og stavnsbåndets ophævelse i 1788. Gennem en særlig kreditordning kunne staten endvidere fra 1786 finansiere forbedringer i landbruget, herunder køb af bondegods til selveje. I 1790-1791 blev reformarbejdet bremset af modstand fra godsejere, den såkaldte proprietærfejde.

Statens reformbestræbelser var i 1790'erne rettet mod at opmuntre godsejerne til at udskifte bøndergodset og sælge fæstegodset, og de tilskyndede til frivillige aftaler mellem bønder og godsejere om hoveriets omfang og tiendeydelsen. Det var en langvarig og vanskelig proces at få hoveriet aftalt, og i 1795-1797 fungerede staten i flere tilfælde som mægler mellem bønder og godsejere. Den endelige forordning om hoveriet, som kom 6.12.1799, var en stadfæstelse af de opnåede resultater. Omkring 1810 var næsten al agerjord udskiftet, ligesom mange, især jyske bønder, var blevet selvejere. Udskiftningen var en imponerende teknisk-administrativ præstation. Den betød enden på dyrkningsfællesskabet og blev suppleret af statslige bestemmelser om tilsyn med vandløb, hegn og markfred. Skovforordningen af 1805 indførte også regler til beskyttelse af skovene samt fredskovspligt.

Til landboreformerne regnes også en anordning for almueskolevæsenet fra 1814, der sammen med en anordning for skolevæsenet i købstæderne indførte undervisningspligt for alle børn fra 6-7-års-alderen indtil konfirmationen, på landet dog kun med skolegang hver anden dag. Anordningerne, der normalt regnes for den danske folkeskoles fødsel, blev udformet efter forslag fra Den Store Skolekommission, der var nedsat allerede i 1789. Blaagaard Seminarium var det første lærerseminarium fra 1791 og derefter oprettedes flere lærerseminarier til uddannelse af landsbyskolelærere.

Den statslige reformlovgivning rettede sig helt overvejende mod gårdmændene, og i 1800-tallets første halvdel havde lovgivningen og forvaltningen en klar bondebeskyttende linje. Gårdmændenes samfundsmæssige stilling styrkedes, de blev inddraget i den lokale forvaltning, dvs. i fattig- og skolekommissionerne, og blev på længere sigt en vigtig politisk faktor i det danske samfund. Heroverfor stod husmandsbefolkningen, som kun i ringe grad fik gavn af reformerne. Således gjaldt hoveriforordningen fra 1799 kun gårdmændene, og en særlig husmandshoveriforordning fra 1807 gav ikke husmændene de samme rettigheder som gårdmændene. Husmændene kom herved retligt til at fremstå som landbosamfundets underklasse, samtidig med at klassen voksede, som den der skulle opsuge den voksende befolkning. En egentlig frigørelsesproces for husmændene begyndte først med husmandsbevægelsens etablering i begyndelsen af 1900-tallet.

• udskiftning

• Om landboreformer på danmakshistorien.dk