kinesisk medicin

Den kinesiske medicin blev udviklet i tæt samspil med kosmologien og filosofisk-religiøse opfattelser som taoisme, buddhisme og konfucianisme. Den var, ligesom Vestens humoralpatologi, grundlæggende præget af den tanke, at mennesket var et mikrokosmos, der afspejlede et makrokosmos. I lighed med den humoralpatologiske lære ses der mange eksempler på analogislutninger mellem naturfænomener og den menneskelige organismes anatomi og fysiologi, fx teorien om de såkaldte fem hulorganer og fem solide organer, der står i forbindelse med de fem planeter og de fem elementer. Indflydelse fra nabolandene Tibet og Indien gjorde sig gældende i den kinesiske medicin, og også fra Sydøstasien, Korea og Japan, dog i mindre grad. Omvendt påvirkede den kinesiske medicin også medicinen i disse kulturer. Den koreanske udgave af kinesisk medicin kaldes hanui og den japanske kaldes kanpo.

Betegnelsen "traditionel kinesisk medicin" anvendes ofte synonymt med kinesisk medicin. Det er formentlig misvisende, da det begreb først og fremmest refererer til de spor, som den oprindelige kinesiske medicin har sat sig i den vestlige verdens moderne alternative medicin. Det drejer sig om bl.a. akupunktur, akupressur, Tai Chi, urtemedicin, kosttilskud m.m.

De teknikker og remedier, der anvendes i den alternative medicin, fx akupunkturnåle, er ikke helt identiske med de oprindelige, og det anvendes ofte på andre indikationer end i oldtidens Kina, såsom behandling af stress, afhængighed af tobak, misbrugsproblemer, psykiske problemer, kroniske smerter, senfølger efter kræftbehandling m.m.

De vigtigste skriftlige kilder er den oldkinesiske medicinske litteratur. Den tog sin begyndelse med skikkelsen Fu Hsi (ca. år 2900 f.v.t.). Han siges at have været halvt slange og halvt menneske og opfinder af både jagt, fiskeri og landbrug. Fu Hsi forfattede ingen tekster, men han var ifølge myten ophavsmand til de magiske tegn, der findes i I Ching (Forvandlingens bog). Det betvivles, om Fu Hsi også var en virkelig historisk person. Det samme gælder to andre mytiske skikkelser: Den Røde Kejser (Hung Ti eller Shen Nung) og Den Gule Kejser (Huang Ti eller Yu Hsiung). I følge legenden levede de henholdsvis ca. 2800 og 2600 f.v.t., men de ældste overleverede versioner af deres værker er fra ca. 300 f.v.t. Den Gule Kejsers kompendium eller medicinske kanon Nei Ching tillægges stor betydning. Den Røde Kejser skrev en bog om urtemedicin, Pen Ts' ao, som også er blandt de klassiske værker. Bogen rummer en beskrivelse af 365 forskellige lægeurter, lige så mange som antallet af dage i et år.

Omkring år 6000 f.v.t. holdt landbruget sit indtog i det vestlige Kina i højlandet omkring Huang-Ho. Det bredte sig gradvist østpå. De dyrkede ris, hvede og hirse og fremstillede desuden silke ved opdræt af silkeormen. Omkring år 1500 f.v.t. begyndte anvendelsen af bronze som metal, og skriftsproget udvikledes desuden. Den første civilisation, Shang-riget, der var en konføderation af flere større og mindre stater, opstod. Dette samfund var i høj grad kollektivistisk organiseret.

Shang-rigets civilisation kendte til astronomi og matematik, og der fandtes en kalender, der først var månebaseret, men senere blev solbaseret og inddelte året i 365 dage. Udover bronze anvendtes jade i stort mål i fremstillingen af kunst og redskaber. De kinesiske skrifttegn blev udviklet omkring 1500 f.v.t. Den oprindelige religion var en blanding af forfædredyrkelse, frugtbarhedskult og spådomskunst. Fra omkring 500 f.v.t. og frem blev taoismen den dominerende religion og fra år 300 spillede buddhismen en vigtig rolle. Chow-dynastiet (1028-221 f.v.t.) afløste Shang, der afløstes af Han-dynastiet (206 f.v.t. – 220). Tiden under Han-dynastiet var den klassiske kinesiske medicins højdepunkt. Navnet Kina (Quin) stammer fra 221 f.v.t. , hvor en række mindre stater blev samlet i et kejserrige. Fraset en kortere periode under mongolernes herredømme i middelalderen, så forblev Kina et kejserrige, under forskellige dynastier (Tang, Sung, Ming m.m.) frem til 1911.

Et grundprincip, der som en rød tråd går gennem den kinesiske medicin, er den holistiske opfattelse af mennesket og dets fysiske omgivelser. Livets udfoldelse er et konstant samspil mellem mikro- og makrokosmos. Mennesket er sin egen lille verden, der i et og alt er en afbildning af universet og det store verdensalt og står under dets indflydelse.

Logikken i denne tankegang bliver forklaret og formuleret i poetiske vendinger. Himlen er rund og Jorden er firkantet, i lighed med det er menneskets hoved rundt og dets fødder firkantede. Hovedet befinder sig over fødderne ligesom Himlen er over Jorden. Himlen har sol, måne og stjerner, mennesket har to øjne og en rad af tænder. Himlen kan udtrykke sig med regn, storm, torden og lynild, mennesket kan udtrykke sig med gråd, råb, tale og sang. De fire årstider svarer til de fire lemmer (arme og ben). Årets tolv måneder svarer til de tolv store led: to ankelled, to knæled, to hofteled, to skulderled, to albueled og to håndled. Cirklens 360 grader, svarer til de 360 knogler, kineserne mente der var i skelettet.

Der var flere religioner i oldtidens Kina ligesom i nutidens Kina, og dengang som nu var det almindeligt at dyrke to til tre forskellige religioner. Medmindre man var en munk eller præst, var der ikke noget ejendommeligt eller selvmodsigende i det. Taoismen vil hævde, at det er en del af Tao og samspillet mellem yin og yang, at der findes forskellige religioner, der giver hinanden modspil og at det ligeledes kan være nødvendigt af hensyn til det enkelte menneskes ligevægt at dyrke mere end en religion. Religion og videnskab var desuden tæt og dynamisk forbundet med hinanden. De skelnede ikke rigtigt imellem de to ting.

Inden for kinesisk medicin regnes der med fem solide organer, Tsang-organer og fem hul-organer, Fu-organer. De fem Tsang-organer er hjerte, lunger, nyrer, lever og milt, og de fem Fu-organer er galdeblære, urinblære, mavesæk, tyktarm og tyndtarm. Ifølge kinesisk medicin svarer organernes antal til de fem elementer: ild, jord, vand, træ og metal. Ligeledes mente de dengang, at universet havde fem planeter: Merkur, Venus, Saturn, Jupiter og Mars, og at verden havde fem orienteringspunkter: centrum, nord, syd, øst og vest. Mennesket havde fem lidenskaber eller grundfølelser: glæde, vrede, sorg, begær og frygt og smagskvaliteterne sødt, surt, salt, bittert og skarpt (stærkt). Til hvert Tsang-organ hørte et element. Hjertet hørte sammen med ilden, lungerne med metal, nyrerne med vand, milten med jord og leveren med træ.

Modstanden mod dissektioner var stor i de østasiatiske kulturer, større end i det kristne Europa. Den første dissektion blev foretaget i Japan i 1771, og endnu mod 1800-tallets slutning var en dissektion fortsat en mindre almindelig og delvis tabubelagt begivenhed i Japan. I Kina begyndte de først på dissektioner efter år 1900. Anatomien havde derfor et spekulativt præg

Den vigtigste undersøgelsesmetode i kinesisk medicin er pulspalpation, hvilket er at føle patientens puls med fingrene. Det kommer også til udtryk rent sprogligt, da det "at få taget pulsen" også, alt efter konteksten, på kinesisk kan betyde "at søge læge". Ved hjælp af pulsen stilles diagnosen og prognosen. I tilfælde af graviditet kan man tillige bestemme barnets køn ved hjælp af pulsen. De resultater, der kommer frem ved pulspalpation er absolutte. Patienten kan føle sig nok så syg, men hvis pulsen er normal, så fejler han intet, og føler vedkommende sig omvendt rask, men med unormal puls, så er han syg; i yderste konsekvens "et vandrende lig", der kan dø hvad øjeblik det skal være.

Der er tre grundlæggende behandlingsmetoder i kinesisk medicin: akupunktur, moksibustion og massage. Heraf må akupunktur anses for den vigtigste og hyppigst anvendte. Det anvendes endnu i dag over hele verden og er uhyre populært. Massage kendes fra de fleste kulturer, mens moksibustion ikke har fundet den store anvendelse uden for Østasien.

Det kinesiske ord for akupunktur er Zhenjiu Liaofa. Det er en afledning af ordet for nål "zhen" og betyder noget i retning af "behandling med nåle". Akupunkturens oprindelse er ukendt. Muligvis stammer teknikken og tankegangen fra de gamle mongolske shamaner i Centralasien. Arkæologiske fund af lange tilspidsede dyreknogler og tilspidsede sten fra år 6.000 f.v.t. understøtter den teori. Nogle mener, at disse redskaber er forhistoriske akupunkturnåle, hvor andre mener, at det har været simple kirurgiske instrumenter, fx lancetter til at stikke hul på bylder. Ifølge teorien om akupunkturnåle, kan formålet med den "forhistoriske akupunktur" have været at spidde eller dræbe dæmoner og onde ånder lokaliseret de steder i kroppen, hvor der oplevedes ubehag. Efterhånden som den taoistiske filosofi og religion blev udviklet, ændredes rationalet bag akupunkturen sig. Åndetroen blev trængt i baggrunden og erstattet med en fysiologisk teori baseret på antagelsen af tilstedeværelsen af en energistrøm chi i kroppen.

Ifølge mange kinesere og den kinesiske medicinske litteratur er Den Gule Kejser ophavsmanden til akupunkturen. I Nei Ching er der nævnt 365 akupunkturpunkter, og kendskabet til disse regnes for en særlig disciplin eller kunst, der kræver omhyggelig oplæring og træning. I de følgende århundreder er antallet akupunkturpunkter blevet udvidet betydeligt. I 1601 udgav Yang Chi-chou et revideret værk i ti bind, Chen-chiu ta-ch'eng, om akupunktur og moksibustion indeholdende et nyt og revideret akupunktur-atlas med oversigt over punkterne.

Moksibustion er en behandlingsmetode, hvor huden påføres små overfladiske forbrændinger omkring akupunkturpunkterne. Der anvendes "moks", der er en bomuldslignende bladfilt udvundet af en art af planten artemesia. Moksen blandes med spyt eller klister og klæbes fast til huden, hvorefter den antændes. Der opstår et lille brandsår, og det onde kan så trænge ud af kroppen. Det onde var en ophobning af yin-energi, som moksinustionens kraftige yang-energi kunne neutralisere.

Massage er en ældgammel behandlingsmetode i Kina. De tre grundlæggende håndgreb var dengang som nu: æltning, gnidning og strygning. Foruden den manuelle massage blev der behandlet med træruller og slag på ryggen med en pose indeholdende grus. Ved siden af det blev patienterne anbefalet at lave gymnastiske øvelser og åndedrætsøvelser.

Kineserne anvendte et stort antal lægemidler fra både plante-, dyre- og mineralriget. Ginseng (kinesisk alrune), som muligvis har sin oprindelse i Korea, er en meget kendt kinesisk lægeurt. Den blev anvendt som et slags universalmiddel mod alle sygdomme og ligeledes til stimulation af sexlysten.

Opium blev indført fra Arabien og Persien i 700-tallet, men det tog et par hundrede år inden det blev almindeligt udbredt som smertestillende lægemiddel. Opiumsrygning og opiumsafhængighed blev et problem for folkesundheden i løbet af 1700-tallet. Med europæernes ankomst ankom også syfilis til Kina, og man behandlede sygdommen med kviksølv ligesom i Europa.

Jern blev anvendt til behandling af bleghed og træthed, der kan skyldes blodmangel (anæmi). Lever blev ligeledes anvendt mod de tilstande, som man opfattede som blodmangel, dog på baggrund af den fejlagtige antagelse, at blodet dannes i leveren, ikke at den indeholder jern. Lever blev ogs�� anvendt mod natteblindbed (nyktopia). Det giver mening, da lever er rig på A-vitamin, og natteblindhed kan i nogle tilfælde skyldes mangel på A-vitamin.

Chaulmoogra-olie blev anvendt mod spedalskhed. Natriumsulfat blev anvendt som afføringsmiddel og kobbersulfat som brækmiddel.

Den kinesiske kirurgi forblev på et primitivt stadie indtil omkring 1900-1920, hvor den vestlige medicin holdt sit indtog i landet. Indgrebene indskrænkede sig til åbning af bylder, forbinding af sår og anlæggelse af støttende bandager ved knoglebrud og lignende. Den eneste større operation, der blev foretaget, var kastration med henblik på at forsyne kejserens hof med eunukker. Denne operation udførtes ikke af egentlige læger men af håndværkere, der havde specialiseret sig i at lave indgrebet, og som kom fra bestemte håndværkerfamilier, hvor der var tradition for at påtage sig opgaven.

Øjenlægekunsten er særlig behandlet i et værk fra Tang-dynasiets tid (618-906). I værket nævnes 81 øjensygdomme – eller set med nutidens øjne – rettere øjensymptomer. Grå stær og operation ved hjælp af stærstik nævnes ikke. Det er ellers kendt i de fleste andre tidlige højkulturer. Muligvis praktiseredes det i en kortere periode efter indisk forbillede. Briller blev opfundet tidligt i Kina, allerede omkring år 1000, det vil sige 3-400 år tidligere end i Vesten.

Den ældste repræsentant for vestlig medicin i Kina var den lægeklinik, der blev oprettet i Santa Casa da Misericordia i den portugisiske koloni Macao i 1569, men den betjente udelukkende portugisiske søfolk, soldater og handelsrejsende. Hong Kong blev britisk koloni i 1842 efter Opiumkrigen, men ellers lykkedes det ikke de europæiske kolonimagter at vinde fodfæste i Kina. Til gengæld forsøgte de gennem en omfattende missionsvirksomhed at få indflydelse på landets forhold. I 1886 begyndte amerikanske protestanter fra Chinese medical missionary Association at træne kinesiske læger i den vestlige tradition og i 1915 grundlagdes den første vestlige lægeskole Rockefeller Peking medical Union College i Bejing. Der var imidlertid stor skepsis og lav tilslutning til den vestlige lægevidenskab.

Hong Kong var i 1842 da englænderne overtog kontrollen, en lille by med omkring 7500 indbyggere, der hovedsageligt var fiskere. I 1872 grundlagdes et hospital, Tung Wah, hvor der arbejdede både engelske og traditionelle kinesiske læger. Samarbejdet mellem de to grupper af læger var dårligt. Englænderne anså den kinesiske medicin for uvidenskabelig og kineserne var skeptiske overfor den vestlige medicin.

I 1911 havde det sidste kinesiske kejserdømme, Ching-dynasiet, udspillet sin rolle. Der udbrød revolution i Kina, og landet blev omdannet til en republik. Da 4. maj-Bevægelsen i 1919 blev dannet af studerende og lærere ved de kinesiske universiteter med det formål at tage et opgør med konfucianisme, taoisme og traditionelle kinesiske værdier, blev det også en del af programmet at fordømme og bekæmpe den traditionelle kinesiske medicin. Den blev nu opfattet som gammeldags og reaktionær og det blev målet, at erstatte den med den vestlige medicin.

I løbet af 1920'erne blev sundhedsministeriet og de kinesiske sundhedsmyndigheder overtaget af læger med vestlig baggrund og i 1929 blev der fremsat forslag om et forbud mod at praktisere traditionel kinesisk medicin. Kinas tid som republik var en kaotisk og urolig tid med kommunistisk oprør og borgerkrig, og i perioden 1937-1945 var en stor del af Kina desuden besat af den japanske hær. Med tiden voksede den kommunistiske partisanbevægelse sig stærk, og i borgerkrigens sidste fase 1946-1949 vandt de kontrol over hele landet, med undtagelse af Formosa (Taiwan). I 1950 blev Kina en kommunistisk folkerepublik inddelt i 26 delstater.

Tiden under kommunismen blev et unikt eksempel på integration af både den traditionelle kinesiske medicin og den vestligt orienterede medicin i samfundets sundhedsvæsen. Baggrunden for det var dels national stolthed og et behov for at hævde den kinesiske kulturarv over for Vesten, og dels et praktisk hensyn, der handlede om mangel på vestligt uddannede læger og om at udnytte den traditionelle medicin i opbygningen af et landsdækkende sundhedssystem. Omkring 1950 var der 10.000-20.000 vestligt uddannede læger og omkring 500.000 traditionelt-kinesiske læger i Kina, der havde en befolkning på ca. 500 millioner. Fra politisk side blev der gjort mange tiltag for at standardisere den traditionelle medicin, give den et mere systematisk og videnskabeligt præg og gøre dens udøvelse mere ensartet.

Under kulturrevolutionen opstod en ny type "læge", den såkaldte barfodslæge. Reelt var der tale om en form for paramediciner eller sygeplejerske med en yderst summarisk uddannelse i førstehjælp, sygdomslære, rensning af sår, sutur m.m. Barfodslægerne måtte lære samtidig med at de arbejdede ved at rådspørge sig hos forskellige typer af læger, akupunktører, kloge mænd og kvinder etc. Arbejdet havde social lavstatus. Ofte var barfodslægerne unge kvinder fra den nederste del af familiens hierarki i de fattige bondefamilier. Mange af dem havde ikke råd til fodtøj og gik på bare tær, heraf navnet. Ikke desto mindre gik flere af barfodslægerne til arbejdet med idealisme og engagement på et højt plan, hvilket ofte blev romantiseret af styret og af maoister udenfor Kina.

Efter Maos død gennemgik Kina i løbet af 1980'erne og 1990'erne en række økonomiske reformer, der efterhånden betød en fuldkommen overgang til markedsøkonomi. På nuværende tidspunkt er Kina på vej til at udvikle sig til verdens største velfærdsstat. De første store reformer på sundhedsområdet kom i perioden 1997-2003. Velstanden og den kapitalistiske økonomi har medført overgang til et sundhedsvæsen, der finansieres gennem private sundhedsforsikringer med statslige tilskud. Alle byer har hospitaler og klinikker med både traditionel kinesisk medicin og såkaldt "allopatisk" (vestlig medicin). De statslige tilskud til sygeforsikringer og medicin forvrider konkurrencen en anelse til fordel for traditionel kinesisk medicin.

I løbet af 1960'erne og 1970'erne blev især akupunktur tiltagende populært i de vestlige lande. I 1980'erne blev der lavet forskning, der viste at indsættelse af akupunkturnåle fører til frigivelse af endorfiner. Det har foranlediget mange vestlige læger til at anvende akupunktur i smertebehandling, men også som behandling af angst, misbrug m.m.

• medicinens historie
• Kinas historie
• japansk medicin