Vor Frue Kirke (Odense Kommune)

Det oprindelige anlæg var en romansk kirke bestående af et kor og et skib opført af tilhuggede granitsten. Af den er kun bevaret korets nordmur samt dele af skibets langmure vest for korsarmene. Disse dele er fra 1100-tallet.

Der kendes ikke meget til den romanske kirkes detaljer, men den har haft en norddør med en portal og to små, højtsiddende vinduer, hvilket var normalt for denne tids kirker. Der har formentlig også været en syddør, men af den er der ikke bevaret vidnesbyrd.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode omkring midten af 1200-tallet iværksatte man en ambitiøs omdannelse til korskirke ved en forlængelse af koret og anlæggelsen af kapeller som korsarme. De blev opført i munkesten over en sokkel af granit. Korets største arkitektoniske pryd er østgavlen med dens trefoldighedsvindue og gavlblænding indskrevet i savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Gavlens hjørner markeres af brede svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener.

Projektet lader dog til at være gået i stå undervejs, og muligvis blev kun koret helt færdiggjort sammen med det omtrent samtidige sakristi på sydsiden. Dets taggavl er smykket med blændinger og savskifter i samme formsprog som korgavlens.

Byggearbejderne blev formentlig først genoptaget i 1300-tallets anden halvdel, da man forlængedes skibet.

I 1400-tallet tilføjede man det store tårn mod vest, der er dekoreret med kamtakker, højblændinger, dvs. høje murnicher, og i den øverste halvdel af murene store, rundbuede felter, hvori der er dobbelte, rundbuede åbninger i enkelte rundbuede blændinger øverst og enkelte åbninger i tvedelte, rundbuede blændinger nederst.

Omkring år 1500 byggede domprovst Hans Urne det store søndre kapel i stedet for den planlagte senromanske korsarm, som formentlig aldrig var blevet rejst. Samtidig fornyede man den senromanske korsarm mod nord i stil med Hans Urnes kapel. I dag indgår kapellerne i kirkerummet som korsarme, og de har i murværket bælter af granitkvadre.

I 1864-1867 restaurerede og ombyggede man kirken, så den fik dens nuværende udseende. Arbejderne resulterede bl.a. i ommuring af dele af tårnet, afrensning af murværk og ommuring af skibets og korsarmenes gavle. Den sydlige korsarms taggavl med kamtakker blev således helt nedbrudt og genopført i 1865, der antageligt er inspireret af den gamle skolebygnings sengotiske blændingsgavle. Den nordlige korsarm fremtræder som en lidt mindre kopi af den sydlige, og den blev ligeledes nedbrudt og genopført i 1865.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

I det indre er særligt de fire hjørnepiller ved korsskæringen af interesse, da de vidner om den store ombygning i 1200-tallet. På trods af hård restaurering af pillerne i 1860’erne, er de særpræget udformet med diverse dekorative elementer, og de har en slående lighed med nogle fritstående piller, man finder i Dalum Klosterkirke.

Døbefonten fra 1620-1625 af træ er formet som en sekssidet kalk. Den har på foden ornamenter fra renæssancen, der skal efterligne metalbeslag. Senere i 1600'erne fik den på kummen figurer af hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, ved Anders Mortensen. På siderne af kummen har fonten malerier fra renæssancen, der illustrerer evangeliets dåbsbefaling, der står med gylden skrift i frisens felter.

Malerierne indledes af omskærelsen, herefter Jesu dåb, lad de små børn komme til mig, Faraos undergang i Det Røde Hav, Faraos datter, som finder Moses i kurven og endelig syndfloden.

Prædikestolen fra 1639 er udført af den berømte snedker, Anders Mortensen, i barok stil. Den har fem fag med relieffer af scener fra Kristi liv, der adskilles af hermer, som forestiller evangelister og apostle omkring Frelseren. Den sekssidede himmel prydes mellem topstykkerne af putti, små englebørn, med lidelsesredskaber.

Den svungne opgang er udført 1843 af snedker Christian Hansen, der selv leverede tegningerne.

Altertavlen fra 1885 er et maleri af korsfæstelsen, som er udført af Anton Dorph. Den har en pudsig forhistorie, for i 1806 anskaffede man en storslået sengotisk altertavle af den berømte billedskærer, Claus Berg, der blev købt på auktion efter den nedrevne Gråbrødre Kirke. Efter dette køb skaffede man sig af med tavlen, man ellers havde haft i kirken siden 1669, nemlig Lorentz Jørgensens fornemme altertavle i bruskbarok stil med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Baroktavlen blev solgt på auktion (ca. 1806) og kom til Skibinge Kirke ved Vordingborg. Det sengotiske mesterværk af Claus Berg blev dog på trods af stor veneration og under kraftige protester i 1885 overført til Sankt Knuds Kirke (Odense Domkirke).

Vor Frue kirke har kun få af sine gravsten samt enkelte epitafier, dvs. mindesmærker, i behold. Siden 1885 har de fleste gravsten været anbragt dels i tårnrummet, dels uden for kirken langs søndre korsarms østside.

I kirken er der bl.a. figursten fra middelalderen og renæssancen. Her skal blot nævnes en fra 1524 over Anne Passow og Jørgen Marsvin (far til Ellen Marsvin, der var mor til Kirsten Munk, Christian 4.’s anden hustru) med afdøde afbildet på stenen. Om kanten har den en såkaldt randskrift på latin, der kan oversættes til: ”Her hviler den ædle og berømmelige Jørgen Marsvin sammen med den navnkundige, højbårne og på afkom rige Anne, der har bragt mange højbårne børn til verden”.

På søndre korsarms sydvæg hænger der et epitafium fra 1673 over Jørgen Hansen og hans familie. Det har en bruskbarok ramme med pilastre, dvs. halvsøjler, med karyatider (kvindelige helfigurer, der bærer leddet ovenover), dekorative vinger på rammens yderside samt to malerier, hvoraf det øverste viser Kristi begrædelse og det nederste de afdøde.