folkekirken

1800-tallets kirkelige og folkelige vækkelsesbevægelser satte sig varige spor i folkekirken.

De grundtvigske lagde vægt på menighedslivet, centreret omkring dåb og nadver og præget af gudstjenestens fuldtonende salmesang.

Missionsfolk opfattede menigheden som de vaktes hellige forsamling. Bibelen blev læst som streng lov, dog med løfte om frelse for de omvendte; prædikenen skal fremme syndsbevidsthed, vækkelse og omvendelse. Særlig i København kombineredes indremissionsk vækkelseskirkelighed med socialt engagement, og en karakteristisk bymenighedstype skabtes (kirkefondsmenigheder).

I 1900-tallet fremstod nye folkekirkelige præstetyper. Nogle afviste vækkelseskristendommens retningspræg til fordel for sognekirkelighed med folkeligt engagement. Andre dannede højkirkelige præstebevægelser; blandt disse medfører kirkelig traditionsbevidsthed en stærk fremhævelse af gudstjenestens liturgi samt afvisning af kvindelige præster. Tidehvervske præster sætter evangeliets forkyndelse i centrum og har udviklet prædikenens evangelieudlægning til eksistensanalyser på højt intellektuelt niveau, ofte præget af polemisk kritik af vækkelsesreligiøsitet såvel som af humanisme og kulturradikalisme.

I nyere og nyeste tid optræder disse retninger i utallige mellemformer, hvoraf kun nogle få skal nævnes. En ejendommelig alliance optræder af og til mellem indremissionske og højkirkelige præster; ejendommelig, fordi Indre Mission i sin oprindelse var alt andet end højkirkelig.

Tidehvervsbevægelsens teologiske gennemslagskraft blandt 1920'ernes og 1930'ernes teologistuderende førte til en drejning af de grundtvigske traditioner, således at den tidehvervske vækkelseskritik her blev kombineret med højskolegrundtvigianisme og sognekirkelighed (tidehvervsgrundtvigianisme).

Fra tid til anden vækker politiske prædikener debat om forholdet mellem kirke og politik. I den anden ende af spektret kan præster og menigheder være optaget af karismatiske fænomener og alternative menighedsstrukturer.

Folkekirkens bekendelsesgrundlag fremgår af betegnelsen den evangelisk-lutherske kirke. Mens udtrykket evangelisk afgrænser læregrundlaget i forhold til den romerskkatolske kirke, definerer udtrykket luthersk læregrundlaget i forhold til de reformerte kirker.

Folkekirkens bekendelsesskrifter omfatter Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser samt Den Augsburgske Bekendelse (1530) og Luthers Lille Katekismus (1529). I forhold til dette læregrundlag er en høj grad af rummelighed indarbejdet i folkekirken: allerede de gudelige vækkelser i 1800-tallets begyndelse var præget af bekendelsestroskab, og efterfølgende har en række kirkelige retninger med hver sin tolkningstradition, bl.a. Indre Mission, grundtvigianisme og Tidehverv, skabt en pluralisme, der kommer mere eller mindre klart til udtryk dels i det daglige arbejde, dels i en række folkekirkelige organisationer og foreninger.

Folkekirkeordningen tjener til at sikre afholdelse af offentlige gudstjenester og kirkelige handlinger (dåb, konfirmation, bryllup, begravelse) inden for rammerne af læregrundlaget og til varetagelse af sjælesørgeriske og undervisningsmæssige opgaver i det lokale sogn, der er folkekirkens mindste geografiske enhed.

Folkekirken varetager desuden den primære personregistrering (fødselsregistrering), ligesom folkekirkens sognepræster fungerer som begravelsesmyndighed.

Da religionsfriheden knæsattes med Junigrundloven i 1849, fandt de fleste, at folkekirken burde have sin egen forfatning. I perioderne 1853-1854, 1868-1870, 1883-1901, 1904-1907, 1929-1939 og 2011-2014 har der været arbejdet på realisering af "løfteparagraffen", således at folkekirkens styre kunne gøres selvstændigt i forhold til det statslige styre. De udarbejdede forslag er dog aldrig udmøntet i lovgivning.

I nutiden skal folkekirkens forfatning derfor søges i den gældende statslige lovgivning vedr. folkekirken. De indre anliggender reguleres uden om Folketinget ved kongelig anordning.

Forfatningsspørgsmålet behandles i øvrigt i artiklen om kirkeforfatning.

Gennem lovgivningen om folkekirken skabtes en frihedstradition, som er fastholdt til dato. Traditionen indledtes 1855 med lov om sognebåndets løsning, således at sogneboere kunne vælge at lade sig kirkeligt betjene af en anden præst end sognets.

I 1868 gav Valgmenighedsloven mulighed for, at folkekirkemedlemmer (20 familier, fra 1972 50 personer) sluttede sig sammen uden om sognestrukturen og valgte egen præst, som de selv aflønnede og gik i kirke hos.

Et omfattende lovgivningsarbejde indledtes 1903 med Lov om menighedsråd, som efterhånden fik afgørende indflydelse på udnævnelse af sognets præst, med Lov om afløsning af tiende og med Lov om kirkers brug, som lettede adgangen for valgmenigheders og andre mindretalsgruppers brug af sognekirker til gudstjenstlig brug.

Lovgivningen samledes 1922, idet man efter Genforeningen inddrog De Sønderjyske Landsdele. Samtidig oprettedes provstiudvalg, og en bispevalglov demokratiserede bispevalget. I 1947 fik kvinder gennem en ny adgangslov ret til at søge præsteembeder på linje med mænd. Den første kvindelige teolog havde aflagt kandidateksamen i 1916, og i 1948 ordineredes de første kvinder.

På det økonomiske område fulgtes Tiendeafløsningsloven i 1913 op med den første Præstelønningslov. Indtil 1903 var præsterne blevet aflønnet gennem en kombination af præstegårdsdrift, tiende og andre ydelser. I 1919 fik præsterne en egentlig pensionsordning til erstatning for nådensårsordningen og enkepensionskasserne, og de variable ydelser afløstes efterhånden af faste ydelser, forløberen for den lokale kirkeskat.

Præstelønninger og pensioner afholdtes herefter af de indvundne kapitalers afkast, suppleret gennem indførelse af en landsdækkende kirkeskat og fra 1958 af statsbidrag. Lønningslovene banede efterhånden vej for en ensartet fast aflønning af præsterne, indtil tjenestemandsreformen i 1969 gav folkekirkens præster økonomisk lige vilkår med andre akademiske statstjenestemænd.

Folkekirkeligt er det danske rige inddelt i 11 stifter, inkl. Grønlands Stift (se stift).

De fleste af de ti danske stifter stammer fra middelalderen. I 1803 blev Lolland-Falster Stift oprettet; efter Genforeningen i 1920 oprettedes Haderslev Stift, og samtidig deltes Sjællands Stift i Roskilde Stift og Københavns Stift. Helsingør Stift blev oprettet i 1960.

Landet er inddelt i 2201 sogne med ca. 2000 præster, fordelt på 104 provstier (2016).

Dansk Kirke i Sydslesvig betjener det danske mindretal med sine 24 præster, ansat under Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK). Yderligere ca. 40 kirker under DSUK betjener danskere i det øvrige udland.

Det enkelte sogns anliggender styres af menighedsrådet, bestående af mindst fem folkevalgte medlemmer og med sognets præst(er) som fødte medlemmer. Flere sogne kan sammen udgøre ét pastorat med et hovedsogn og annekssogn(e), ligesom store bysogne med flere præster kan være delt i kirkedistrikter.

Efter menighedsrådets indstilling udnævnes sognets tjenestemandsansatte præster af kirkeministeren, som er folkekirkepræsternes arbejdsgiver.

De folkekirkelige funktioner i sognemenighederne udføres under overlokalt tilsyn, som varetages af provst og biskop. Provstiudvalgene skal bl.a. godkende menighedsrådenes budget, hvorefter det kommunale kirkeligningsbeløb fastsættes.

På stiftsplan varetages tilsynet af biskoppen, der er valgt af stiftets menighedsrådsmedlemmer. Stiftsøvrigheden, dvs. stiftsamtmand og biskop, bestyrer stiftets fælles kasse (fællesfonden) og fungerer som øverste økonomiske og administrative instans for stiftet, idet alle menighedsrådenes og provstiudvalgenes økonomiske og forvaltningsmæssige afgørelser kan indbringes for stiftsøvrigheden.

Biskopperne mødes regelmæssigt til indbyrdes konsultationer. Sådanne bispemøder har privat karakter, og beslutningerne er ikke forpligtende for den enkelte biskop. Dog vil beslutninger truffet af et enigt bispemøde øve indflydelse; fx har et enigt bispekollegium øvet afgørende indflydelse på præsternes efteruddannelse og Præstehøjskolens virksomhed, efterfølgende fulgt op af lovgivning.

Som øverste ansvarlige tilsyns- og forvaltningsmyndighed varetager kirkeministeren på regeringens vegne den centrale folkekirkestyrelse.

Folkekirkens samlede indtægter og udgifter udgør ca. 7,7 mia. kr. årligt. Ca. 77 % af indtægterne hidrører fra kirkeskat, hvoraf landskirkeskatten udgør ca. 14 % og den lokale kirkelige ligning ca. 86 % (2013).

På landsplan er den gennemsnitlige kirkeskatteprocent 0,8 %, men lokalt varierer den fra 0,4 til 1,5 %. Endvidere er der indtægter fra kirkernes kapitaler, opstået ved tiende- og offerafløsningen og ved jord- og ejendomssalg samt senest ved gravstedsudlejning (se gravstedskapital).

Af statskassen afholdes udgift til løn og pension til biskopper, pension til provster og præster, et årligt tilskud til lønninger til provster og præster samt et tilskud til restaurering af kirker, kirkeinventar samt særlig bevaringsværdige gravminder. Statstilskuddet er begrundet i samfundsopgaver, som folkekirken varetager; fx personregistrering og kirkegårdsdrift.

Blandt væsentlige poster på udgiftssiden, afholdt af folkekirkens fællesfond, skal nævnes de 60 % af provsters og præsters løn, udgifter til uddannelse af kirkefunktionærer samt til præsternes efteruddannelse og Præstehøjskolen, udgifter til stiftsadministrationerne og til folkekirkens mellemkirkelige arbejde. Af den lokale kirkekasse afholdes op til et vist maksimum udgifter til bl.a. bygningsvedligeholdelse og til kirkegårdsdrift, løn til kirke- og kirkegårdsfunktionærer, til menighedsrådenes virksomhed samt til menighedsrådets rådighedsbeløb til fremme af kirkeligt liv i sognet.

Folkekirkens økumeniske engagement varetages af Det Mellemkirkelige Råd. Folkekirken er medlem af Nordisk Økumenisk Råd, Konferencen for Europæiske Kirker, Kirkernes Verdensråd, Det Lutherske Verdensforbund og Leuenberg Kirkefællesskabet (se Leuenbergkonkordien).

• Danmarks kirkehistorie
• Danmarks kirkelige og religiøse forhold

• Folkekirkens hjemmeside