Knud den Hellige

Knud deltog i årene 1069-1070 sammen med sin farbror Asbjørn og sin bror Harald i et togt til England med det formål at afsætte Vilhelm 1. Erobreren, og i 1075 ledede han sammen med Harald endnu et togt til England med samme formål.

Efter dette sidste togt drog han til Flandern, hvorfra han senere hentede sin dronning, Edel, datter af grev Robert 1. Friseren.

Efter faderens død i 1076 søgte Knud kongevalg, men blev vraget til fordel for broderen Harald Hen. Han drog da i landflygtighed i Sverige og søgte muligvis derfra sammen med sine øvrige brødre at anfægte Haralds magt, men han opnåede først kongeværdigheden efter Haralds død i 1080. Mens han var i eksil, førte han flere togter til Østersøområdet, hvor han bl.a. hærgede i Estland.

Knuds indsats som konge er siden hans samtid blevet bedømt meget forskelligt. Man har både opfattet ham som en voldskonge, der plagede folket urimeligt, og som en streng, men retfærdig konge, der kæmpede for kirken og dens idealer og for retfærdighed for alle uden hensyntagen til rang eller stand.

Det er fra Knuds tid som konge, at vi finder de første sikre skriftlige vidnesbyrd om en egentlig kongelig administration. Således indsatte han hirdmænd som forvaltere på de forskellige kongsgårde, hvor de stod for opkrævningen af kongelige indtægter, afgifter og bøder. Ifølge Knytlinge Saga blev Bornholm først i løbet af Knuds regeringstid indlemmet som en fast del af det danske kongerige.

Knud søgte derudover at forbedre retsforholdene for fremmede gejstlige og købmænd samt for frigivne trælle. Han var hengiven og tro mod den romerskkatolske kirke, og han virkede generelt for indførelsen af kirkeligt inspireret lovgivning. Derudover gav han store gaver til kirken, hvis stilling han på mangfoldig vis søgte at forbedre. Blandt andet forsøgte han at indføre tiendeafgifter til kirken.

Især Knuds donationer til Lunds Domkirke er kendt. Han ønskede, at Lund skulle være ærkebispedømme, hvilket dog først blev en realitet senere under hans halvbror Erik Ejegod. Knuds gavebrev fra 1085 til Lunds Domkirke er det ældste danske (konge)brev, hvis ordlyd er bevaret.

Under alle omstændigheder førte Knuds regime i sidste ende til, at der rejste sig et oprør mod ham blandt storbønderne i Jylland. Det endte med, at han blev dræbt foran alteret i Sankt Albani Kirke i Odense sammen med sin bror Benedikt og sytten af deres hirdmænd.

Året forinden havde Knud gjort forberedelser til endnu et angreb på England i samarbejde med sin svigerfar. Målet var at genvinde de gamle vikingebesiddelser fra Knud den Stores tid. Det mislykkedes imidlertid. Knud 4. var selv blevet forhindret i at slutte sig til flåden i Limfjorden, da han hele sommeren blev nødt til at opholde sig ved sydgrænsen, som var truet fra tysk side. Flåden opløstes uden kongens tilladelse, da høsten nærmede sig.

Det er omstridt, om oprøret blev udløst af disse begivenheder. Af gavebrevet til Lunds Domkirke, hvorved Knud skænkede kirken betydelige jordegodser og rettigheder, ses, at Knud krævede leding af befolkningen. Nogle kilder hævder, at det var Knuds opkrævning af bøder for ledingsbrud, der gav anledning til oprøret. Andre påstår, at det forårsagedes af den energi, hvormed Knud søgte at indføre tiende til kirken.

Roskildekrøniken hævder specifikt, at oprøret skyldtes Knuds pålæggelse af en "ny og uhørt skat, som kaldes nefgiald", en form for kopskat, som skulle betales af alle.

Da Knud var blevet dræbt, flygtede dronning Edel med deres søn Karl den Danske til Flandern. Tvillingedøtrene Cæcilie og Ingegerd blev derimod i Danmark, hvor de voksede op hos Knuds bror Erik Ejegod og dennes hustru Bodil. De blev siden begge gift i Sverige.

Mordet på kong Knud midt i en kirke gav i de følgende århundreder genlyd i dansk historie.

Efter Knuds død indledte man straks bestræbelser på at få ham anerkendt som helgen. Erik Ejegod rejste i 1098 til Rom for at opsøge pave Urban 2. og derefter videre til Bari i Syditalien, hvor der blev afholdt et kirkemøde. Her fik han pavens godkendelse af både broderens anerkendelse som helgen og selvstændiggørelsen af den katolske kirke i Norden, som derved gik fra tysk overherredømme til ophøjelse af Lund som ærkebispesæde for hele Norden.

Der blev bygget en ny domkirke i Odense. Den 19. april 1100 kunne Knuds jordiske rester med pavelig anerkendelse af hans helgenværdighed altersættes i den nye Sankt Knuds Kirke, hvor de stadig findes.

• Odense-silkerne
• Ørnetæppet
• Fuglepuden
• Odense Domkirke
• Danmarks historie i middelalderen
• kongerækken i Danmark