Edel blev i 1092 gift med hertug Roger Bursa af Apulien, søn af longobardiske Sikelgaita af Salerno og Robert Guiscard. Sidstnævnte var en normannisk ridder af beskeden herkomst, som havde erobret Syditalien og var blevet indsat som hertug i 1059 af pave Nicolaus 2. Roger Bursa blev hertug efter faderens død i 1085, men måtte længe kæmpe med sin halvbror Bohemond om magten.
I efteråret 1096 fik Edel besøg af sin bror Robert 2. af Flandern, sin fætter Robert 3. Courtehose af Normandiet (Vilhelm Erobrerens ældste søn) og Steffen af Blois, der var gift med hendes kusine. Det var tre af lederne af det 1. korstog, som gjorde ophold hos hertugfamilien i Apulien på vej til Konstantinopel; Edels svoger Bohemond var allerede draget af sted med en syditaliensk normannerhær.
Edel sendte rige gaver til udsmykning af Knud den Helliges skrin i Sankt Knuds Kirke i Odense, bl.a. det berømte Ørnetæppe. Det skete formentlig via Erik Ejegod, der i 1098 deltog i et koncil i Bari, arrangeret af pave Urban 2. og Roger Bursa.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.