Istrien

I oldtiden var området beboet af blandt andre stammerne istrierne og liburnierne. Romerne søgte fra slutningen af 200-tallet f.v.t. at bekæmpe disse, og i 177 f.v.t. lykkedes det dem at erobrede det meste af halvøen. I republikansk tid frem til 27 f.v.t. var Istrien en del af Illyricum, et romersk-styret område langs Adriaterhavets østlige kyst. Istrierne og liburnierne fortsatte dog med at være en trussel for romernes regering af området. Under kejser Augustus blev Istrien sammen med Venedig under navnet Regio X Venetia et Histria en romersk provins. Flere kolonier blev anlagt, bl.a. Pola (nuværende Pula) og Tergeste (det nuværende Trieste), og Istrien udvikledes til et godt landbrugsområde med omfattende vin- og olivendyrkning.

Efter Vestromerske Riges sammenbrud i slutningen af 400-tallet invaderedes og erobredes området af goterne. Herefter regeredes Istrien først skiftevis af Byzans og Det Tysk-Romerske Rige, og dernæst kom en stor del af halvøen og især mange af byerne under Venedig. Mellem 1200-tallet og 1400-tallet blev halvøen delt i en større vestlig-sydlig del under republikken Venedig, mens en mindre central-nordøstlig del var under Habsburgske monarki. I slutningen af 1700-tallet og frem til 1918 hørte hele halvøen under Østrig – dog med en kort afbrydelse fra 1805-1814, hvor den er under Frankrig.

Omkring år 1900 dominerede italiensk i byerne, mens kroatisk og slovensk dominerede i landdistrikterne. I hele Istrien havde ca. 55% kroatisk eller slovensk som modersmål og godt 35% italiensk. Resten talte andre sprog såsom tysk, rumænsk, ungarsk osv. Efter 1. Verdenskrig kom hele halvøen under Italien, som med henblik på at ændre den etniske sammensætning støttede tilflytning fra andre dele af Italien til Istrien. Efter fascisternes erobring af magten i 1922 gennemførtes en tvungen italianisering af den slaviske befolkning, og undervisning på slovensk og serbokroatisk forbudtes, mens slavisktalendes kultur- og politiske foreninger og alle aviser, biblioteker og andre slavisktalendes institutioner blev lukkedes med det resultat, at et stort antal på op mod 100.000 slavisktalende udvandrede fra Istrien.

Under 2. Verdenskrig blev Istrien en kampplads for konkurrerende ideologiske og etniske grupperinger; først mellem den regerende italienske hær og de jugoslaviskstøttede prokommunistiske modstandsstyrker og dernæst fra 1943 mellem de pro-tyske og pro-jugoslaviske styrker. Både de italienske og senere de tyske styrker begik massakrer på den slavisk-talende befolkning; desuden blev en del af primært slavisktalende kommunistsympatisører sendt til arbejdslejre, og halvøen oplevede etnisk vold mellem italiensk- og slavisktalende istriere.

Ved tysk tilbagetrækning fra Istrien i 1945 gennemførte de jugoslaviske partisanstyrker en række massakrer på både medlemmer af de tilbagetrækkende profascistiske militser og den civile italiensktalende befolkning. Disse massakrer kaldes Foibe-massakren efter jordfaldshuller, som er typiske for karstlandskaber i Norditalien, Slovenien og Kroatien. Navnet referer både symbolsk og i virkelig forstand til de dræbte, der forsvandt eller blev kastet i disse huller; desuden til etnisk udrensning og eksil af italiensktalende efter krigen, hvor næsten 200.000 etniske italienere forsvandt fra området. Historikere placerer Foibe-massakren og etnisk udrensning af italienere fra Istrien i en bredere europæisk kontekst af efterkrigsvold mod etniske tyskere, italienere og Axis-styrkernes kollaboratører. Omfanget af massakrerne, fordelingen mellem civile og militære ofre samt deres etniske tilhørsforhold debatteres dog fortsat af historikere. Der er dog en stor enighed om, at de primære ofre blandt de mellem 3.000 og 4.000 dræbte var medlemmer af forskellige profascistiske militser og langt de fleste dræbte civile var etniske italienere. I Italien har man siden 2005 markeret den 10. februar som Giorno del ricordo 'Erindringens dag', hvor man husker både de mange civile italienere, der blev ofre for etniske udrensninger efter 2. Verdenskrigen og den dato i 1947, hvor Italien måtte officielt afstå det meste af Istrien.

Ved fredsforhandlingerne efter 2. Verdenskrig i 1945 krævede Jugoslavien hele Istrien med Trieste, som de jugoslaviske tropper indtog i april 1945, men fik kun en del af halvøen, idet dens nordvestlige del i 1947 blev inddraget i fristaten Trieste. Fristaten havde i perioden 1947-1954 status som en neutral fristat under blandet allieret og jugoslavisk kontrol. I 1954 deltes fristaten Trieste op mellem Italien og Jugoslavien således, at næsten hele Istrien blev jugoslavisk og Trieste og dens nærmeste opland italiensk. Inden for Jugoslavien deltes halvøen administrativt mellem forbundsrepublikkerne Kroatien og Slovenien, så den nordligste del med byerne Koper og Piran kom til Slovenien og resten til Kroatien. Denne grænsedragning blev statsgrænsen efter Jugoslaviens opløsning i 1991, og blev siden det største stridspunkt mellem Slovenien og Kroatien ifm. det sidstes forhandlinger om EU-medlemskab.

Spørgsmålet om Istrien har desuden i perioder belastet Kroatiens og Sloveniens forhold til Italien; ikke mindst i relation til landenes forskellige officielle fortolkninger af italianiseringen i mellemkrigsperioden, Foibe-massakren og etniske udrensninger af italienere efter 2. Verdenskrig.