Spring til indhold

Vitamin

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Piller med vitamintilskud

Et vitamin er en organisk forbindelse og et livsnødvendigt næringsstof for en organisme. En organisk kemisk forbindelse (eller et relateret sæt af forbindelser) kaldes et vitamin, når en organisme ikke på egen hånd kan syntetisere forbindelsen i de nødvendige mængder, og det derfor bliver nødt til at få gennem kosten; derfor afhænger definitionen af et "vitamin" af omstændighederne og den pågældende organisme. Fx er ascorbinsyre (en variant af C-vitamin) et vitamin for mennesker, men ikke for mange andre. Mange vitaminer findes som kosttilskud, og mens kosttilskud er vigtige for behandlingen af bestemte helbredsproblemer,[1] findes der ikke beviser på næringsmæssige fordele, når de bruges af sunde og raske mennesker.[2]

Opfattelsen er, at begrebet vitamin hverken inkluderer andre essentielle næringsstoffer som mineraler, fedtsyrer eller aminosyrer, som behøves i større mængder end vitaminer, eller det store antal andre næringsstoffer, der er sunde for kroppen, men som kun sjældnere kræves for at vedligeholde helbredet.[3] I øjeblikket anerkendes 13 vitaminer universelt. Vitaminer klassificeres ved deres biologiske og kemiske aktivitet, ikke deres struktur. Derfor henviser hvert "vitamin" til et antal vitamer-forbindelser, der alle viser den biologiske aktivitet associeret med et bestemt vitamin. Sådan et sæt kemiske stoffer er grupperet under en alfabetiseret "generisk deskriptor"-titel som "A-vitamin" med forbindelserne retinal, retinol og fire kendte karotenoider. Vitamere kan pr. definition omdannes til den aktive form af vitaminet i kroppen og kan somme tider også omdannes til hinanden.

Vitaminer har forskellige biokemiske funktioner: Nogle som D-vitamin har hormonlignende funktioner som regulatorer af mineralmetabolisme eller regulatorer af celle- og vævsvækst og -differentiering som nogle former for A-vitamin. Andre fungerer som antioxidanter som E-vitamin og visse C-vitaminer.[4] Det største antal vitaminer, de komplekse B-vitaminer, fungerer som enzym-cofaktorer (coenzymer) eller udgangsstoffer for dem; coenzymer hjælper enzymer som katalysatorer i metabolisme. I denne rolle kan vitaminer bindes stramt til enzymer som en del af prostetiske grupper: Fx er biotin en del af enzymer involveret i dannelsen af fedtsyrer. De kan også være mindre stramt bundet til enzymkatalysatorer som coenzymer, adskillelige molekyler, hvis funktion er at transportere kemiske grupper eller elektroner mellem molekyler. For eksempel kan folsyre transportere methyl, aldehyd og methylen-grupper i cellen. Selvom disse roller i at assistere enzymsubstratreaktioner er vitaminernes bedst-kendte funktion, er de andre vitaminfunktioner lige så vigtige.[5]

Frem til midten af 1930'erne, da de første kommercielle B-vitaminer af gærekstrakt og semi-syntetiserede C-vitaminkosttilskudspiller blev solgt, blev vitaminer udelukkende indtaget gennem kosten, og forandringer i kosten (som kunne ske på en bestemt årstid) ændrede ofte voldsomt hvilke typer og mængder af vitaminer man indtog. Vitaminer er dog produceret som råt kemikalie og gjort meget tilgængeligt som billige semisyntetiserede og syntetiserede multivitamin-tilskud siden midten af det 20. århundrede. Studier i strukturel aktivitet, funktion og deres rolle i at vedligeholde helbredet kaldes vitaminologi.[6]

Ordet vitamin er en sammensætning og sammentrækning af vita (liv) og amin. Det blev første gang formuleret af Casimir Funk i 1912.

Tilstedeværelsen af vitaminer kan være påkrævet for at optage andre stoffer fra maden. Fx optages mineralet kalk bedst ved tilstedeværelsen af D-vitamin.

Liste over vitaminer

[redigér | rediger kildetekst]
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Hvert vitamin bruges typisk i flere reaktioner, og derfor har de fleste flere funktioner.[7]

Vitamin
deskriptornavn 		Kemisk navn på vitamer (en) (ufuldstændig liste) Opløselighed Anbefalet daglig tilførsel (USA)
(mand, alder 19–70)[8] 		Mangelsygdomme Øvre grænse for sikkert indtag
(UL/dag)[8] 		Overdosissygdomme Kostkilder
Vitamin A Retinol, retinal og
fire karotenoider
heriblandt betakaroten 		Fedt 900 µg Natteblindhed, hyperkeratose og keratomalaci[9] 3.000 µg Hypervitaminose A Lever, appelsin, modne gule frugter, bladgrøntsager, gulerødder, græskar, squash, spinat, fisk, sojadrik, mælk
Vitamin B1 Tiamin Vand 1,2 mg Beriberi, Wernicke–Korsakoff-syndrom N/D[10] Døsighed eller muskelafslappelse ved store doser.[11] Svin, havgregryn, brune ris, grøntsager, kartofler, lever, æg
Vitamin B2 Riboflavin Vand 1,3 mg Ariboflavinose, glossit, angulær stomatitis N/D Mejeriprodukter, bananer, popcorn, grønne bønner, asparges
Vitamin B3 Niacin, niacinamid Vand 16,0 mg Pellagra 35,0 mg Leverskade (doser på > 2g/dag)[12] og andre problemer Kød, fisk, æg, mange grøntsager, svampe, nødder
Vitamin B5 Pantotensyre Vand 5,0 mg[13] Paræstesi N/D Diarré; muligvis kvalme og halsbrand.[14] Kød, broccoli, avocadoer
Vitamin B6 Pyridoxin, pyridoxamin, pyridoxal Vand 1,3–1,7 mg Anæmi[15] perifer neuropati 100 mg Forringelse proprioception, nerveskade (doser > 100 mg/day) Kød, grøntsager, nødder, bananer
Vitamin B7 Biotin Vand 30,0 µg Dermatit, enteritis

N/D

Rå æggeblommer, lever, peanuts, bladgrøntsager
Vitamin B9 Folsyre, folinsyre Vand 400 µg Megaloblastisk anæmi. Mangel under graviditet associeres med medfødte misdannelser såsom defekter i neutralrør 1.000 µg Kan skjule symptomer på B-vitamin12-mangel; andre effekter. Bladgrøntsager, pasta, brød, korn, lever
Vitamin B12 Cyanokobalamin, hydroxokobalamin, methylkobalamin Vand 2,4 µg Megaloblastisk anæmi[16] N/D Acne-agtigt udslæt [kausalitet er ikke endeligt etableret]. Kød og andre animalske produkter
Vitamin C Askorbinsyre Vand 90,0 mg Skørbug 2.000 mg Mange frugter og grøntsager, lever
Vitamin D Cholecalciferol (D3), Ergocalciferol (D2) Fedt 10 µg[17] Engelsk syge (rakitis) og osteomalaci 50 µg Hypervitaminose D Fisk, æg, lever, svampe
Vitamin E Tokoferoler, tokotrienoler Fedt 15,0 mg Mangel er meget sjældent; Sterilitet hos mænd og aborter hos kvinder, mild hæmolytisk anæmi i nyfødte spædbørn[18] 1.000 mg Øget kongestivt hjertesvigt er set i et større randomiseret studie.[19] Mange frugter og grøntsager, nødder og frø
Vitamin K fyllokinon, menakinoner Fedt 120 µg Blødningstendens (hæmorragisk diatese) N/D Øget koagulation hos patienter, der tager warfarin.[20] Bladgrøntsager såsom spinat og kål, æggeblommer, lever

Helbredsmæssige effekter

[redigér | rediger kildetekst]

Vitaminer er essentielle for en multicellet organismes normale vækst og udvikling. Et foster begynder, fra det øjeblik, det undfanges, at udvikles ud fra sine forældres genetiske model ved hjælp af de næringsstoffer, det absorberer. Det kræver, at bestemte vitaminer og mineraler er til stede på bestemte tidspunkter. Disse næringsstoffer faciliterer de kemiske reaktioner, som blandt andet producerer hud, knogler og muskler. Hvis der er en alvorlig mangel på et eller flere af disse næringsstoffer, kan et barn udvikle en mangelsygdom. Selv mindre mangler kan forårsage permanent skade.[21]

For størstedelens vedkommende fås vitaminer gennem føden, men nogle få opnås på andre måder. Fx producerer mikroorganismer i tarmene  — normalt kaldet "tarmflora"  — K-vitamin og biotin, mens en type D-vitamin syntetiseres i huden ved hjælp af den naturlige ultraviolette bølgelængde fra sollys. Mennesker kan producere nogle vitaminer fra udgangsstoffer, som de indtager som A-vitamin produceret fra betakaroten, og niacin fra aminosyren tryptophan.[8]

Når vækst og udvikling er fuldendt, forbliver vitaminer essentielle næringsstoffer for en sund vedligeholdelse af cellerne, vævet og organismerne i en multicellet organisme; de lader også en multicellet livsform benytte den kemiske energi fra føden, den indtager, mere effektivt og hjælper med at bearbejde proteiner, kulhydrater og fedt, der kræves for respiration.[4]

Tilskud

[redigér | rediger kildetekst]

Hos individer, der ellers lever sundt, er der ikke meget bevis for, at tilskud har nogen gavnlig effekt, hvad angår kræft eller hjertekarsygdomme.[2][22] Tilskud af A- og E-vitamin kan sågar øge dødeligheden hos sunde individer, omend de to store studier, som understøttede denne konklusion, medtog rygere, for hvem det allerede var kendt at betakaroten-tilskud kan være skadelige.[22][23] Andre studier peger hen mod, at E-vitaminforgiftning er begrænset til overdosis af en bestemt type.[24]

Den Europæiske Union og andre europæiske lande har regelsæt, som definerer begrænsningerne af vitamin- (og mineral-) indtag, der kan bruges sikkert som kosttilskud. De fleste vitaminer, der sælges som kosttilskud, må ikke overstige en maksimal daglig dosis. Vitaminprodukter over disse foreskrevne grænser betragtes ikke som kosttilskud og skal registreres som enten receptpligtig medicin eller håndkøbslægemiddel pga. deres potentielle bivirkninger. Som følge heraf betragtes de fleste tilskud af de fedtopløselige vitaminer (som A-, D-, E- og K-vitamin) med mængder over det daglige indtag som medicin. Den daglige dosis for et vitamintilskud må for eksempel ikke overstige 300 % af det anbefalede daglige indtag, og for A-vitamin er denne begrænsning endnu lavere (200 %). Denne type reguleringerfinder sted i de fleste europæiske lande.[25][26]

Kosttilskud indeholder ofte vitaminer men kan også indeholde mineraler og urter. Videnskabelige undersøgelser bakker op om, at der er helbredsmæssige fordele ved kosttilskud til personer med bestemte helbredsmæssige problemer.[1] I nogle tilfælde kan vitamintilskud have uønskede effekter, særligt hvis de tages før kirurgi sammen med andre kosttilskud eller medicin, eller hvis personen, der tager dem, har bestemte sundhedsmæssige forhold.[1] De kan også indeholde vitaminniveauer, der er mange gange større, og i andre former, end man kan indtage gennem kost.[27]

Mangel

[redigér | rediger kildetekst]

Mennesker skal indtage vitaminer periodisk, men efter forskellige tidsplaner for at undgå vitaminmangel. Menneskekroppens depoter for de forskellige vitaminer varierer bredt; A- og B-vitamin og B12 opbevares i betragtelige mængder i menneskes legeme, hovedsageligt i leveren,[18] og et voksent menneske kan undvære A- og D-vitamin i mange måneder, og i B12's tilfælde i flere år, før de udvikler mangeltilstand. Herimod opbevares vitamin B3 (niacin og niacinamid) ikke i menneskekroppen i særligt store mængder, så depoter kan ofte kun vare nogle uger.[9][18] For C-vitamin er de første symptomer på skørbug i eksperimentelle studier med total C-vitamindeprivation varieret voldsomt, fra en måned til mere end seks måneder afhængig af den tidligere kostmæssige historie, som afgjorde kroppens depoter.[28]

Vitaminmangel klassificeres som enten primær eller sekundær.

  • En primær mangel sker, når en organisme ikke får nok af vitaminet i sin kost.
  • En sekundær mangel kan skyldes en dybereliggende tilstand, som forhindrer eller begrænser optagelsen eller brugen af vitaminet pga. en "livsstilsfaktor" som rygning, alkoholmisbrug eller brug af medicin, som forstyrrer optagelse eller brug af vitaminet.[18] Folk, som indtager en varieret kost, udvikler kun meget sjældent en alvorlig primær vitaminmangel. I modsætning hertil kan restriktive kostplaner have potentiale til at skabe forlænget vitaminmangel, der kan føre til alvorlige sygdomme.

Velkendte menneskelige vitaminmangler er tiamin (beriberi), niacin (pellagra),[29] C-vitamin (skørbug) og D-vitamin (engelsk syge).[30] I meget af den udviklede verden er sådanne mangelsygdomme sjældne; dette skyldes (1) et tilstrækkeligt forråd af mad og (2) tilsættelsen af vitaminer og mineraler til udbredte fødevarer, hvilket ofte kaldes berigelse.[8][18] Udover disse klassiske mangelsygdomme har der også været tegn på forbindelse mellem vitaminmangel og en række andre lidelser.[31][32]

Bivirkninger

[redigér | rediger kildetekst]

I store doser har nogle vitaminer bivirkninger, som normalt bliver alvorligere, jo højere dosen er. Risikoen for at indtage for meget af et vitamin fra kosten er meget lille, men overdosis (vitaminforgiftning) fra vitamintilskud er set. Ved høje nok doser giver nogle vitaminer bivirkninger som kvalme, diarré og opkast.[9][33] Når der fremkommer bivirkninger, kan man sædvanligvis komme problemet til livs ved at reducere dosis. Vitamindoserne er forskellige, da individuelle toleranceniveauer kan variere meget og lader til at være relaterede til alder og almen helbredstilstand.

Farmakologi

[redigér | rediger kildetekst]

Vitaminer klassificeres enten som vandopløselige eller fedtopløselige. Der findes 13 vitaminer i mennesker: fire fedtopløselige (A, D, E og K) og ni vandopløselige (8 B-vitaminer og C-vitamin). Vandopløselige vitaminer opløses let i vand og udskilles generelt let fra kroppen, i en grad så niveau i urinen er en stærk indikator af vitaminindtagelse.[34] Da de ikke lagres særlig nemt i kroppen, er det vigtigt at have et konstant indtag af dem.[35] Mange typer af vandopløselige vitaminer syntetiseres af bakterier.[36] Fedtopløselige vitaminer absorberes gennem mavetarmkanalen ved hjælp af lipider (fedt). De har en større risiko for at føre til hypervitaminose end de vandopløselige, da de har større tendens til at blive lagret i kroppen. Fedtopløselig vitaminregulering af særlig betydning i cystisk fibrose.[37]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]
Datoer for opdagelse af vitaminerne og deres kilder
Opdagelsesår Vitamin Fødevarekilde
1913 A-vitamin (Retinol) Levertran
1910 B-vitamin1 (Tiamin) Risklid
1920 C-vitamin (Askorbinsyre) Citrus, de fleste friske fødevarer
1920 D-vitamin (Calciferol) Levertran
1920 Vitamin B2 (Riboflavin) Kød, mejeriprodukter, æg
1922 (E-vitamin) (Tokoferol) Hvedekimolie,
uraffinerede grøntsagsolier
1926 Vitamin B12 (Kobalaminer) Lever, æg, animalske produkter
1929 K-vitamin1 (Fyllokinon) Bladgrøntsager
1931 Vitamin B5 (Pantotensyre) Kød, fuldkorn
1931 Vitamin B7 (Biotin) Kød, mejeriprodukter, æg
1934 Vitamin B6 (Pyridoxin) Kød, mejeriprodukter
1936 Vitamin B3 (Niacin) Kød, korn
1941 Vitamin B9 (Folsyre) Bladgrøntsager

Værdien af at spise bestemte fødevarer for at vedligeholde et godt helbred blev anerkendt længe før vitaminerne blev identificeret. Man vidste allerede i det gamle Egypten, at ved at spise lever kunne man hjælpe til at kurere natteblindhed, en sygdom som det nu vides skyldes mangel på vitamin A.[38] Havsejlads under Renæssancen resulterede i lange perioder uden adgang til frugter og grøntsager og gjorde vitaminmangelsygdomme udbredte i skibsbesætningerne.[39]

I 1747 opdagede den skotske kirurg James Lind, at citrusfrugter hjalp til at forhindre skørbug, en dødelig sygdom, hvor kollagen ikke dannes ordentligt, hvilket fører til dårlig sårheling, blødende tandkød, stærk smerte og død.[38] I 1753 udgav Lind sin Treatise on the Scurvy, som anbefalede at bruge citroner og limefrugter for at undgå skørbug. Anbefalingen blev fulgt af den britiske Royal Navy, hvilket førte til udtrykket "limey" om sømænd. Linds opdagelse blev ikke bredt accepteret i Royal Navy's Arktis-ekspeditioner i det 19. århundrede, hvor mange mente, at skørbug kunne undgås ved god hygiejne, regelmæssig motion og ved at holde mandskabets gejst høj, snarere end ved frisk frugt.[38] Som følge heraf fortsatte de arktiske ekspeditioner med at være plaget af skørbug og andre mangelsygdomme. I begyndelsen af det 20. århundrede, da Robert Falcon Scott foretog sine to ekspeditioner til Antarktis, var den fremherskende medicinske teori, at skørbug skyldtes "fordærvet" dåsemad.[38]

I slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede lod brugen af deprivationsstudier videnskabsfolk isolere og identificere en række vitaminer. Lipider fra fiskeolie blev brugt til at kurere engelsk syge (rakitis) hos rotter, og det fedtopløselige næringsstof blev oprindeligt kaldt "antirakitis A". På den måde blev den første "vitamin"-bioaktivitet, der nogensinde blev isoleret og kurerede rakitis, oprindeligt kaldt "A-vitamin"; i dag kaldes denne forbindelses bioaktivitet dog D-vitamin.[40]

I 1881 studerede den russiske kirurg Nikolai Lunin skørbugens effekter, mens han var ved Tartu Universitet (nu i Estland.[41] Han fodrede mus med en kunstig mikstur af alle de separate bestanddele, der på daværende tidspunkt var identificeret i mælk, navnlig proteinerne, fedttyperne, kulhydraterne og saltene. De mus, der kun fik de individuelle bestanddele døde, mens de mus der fik mælk udviklede sig normalt. Han konkluderede, at "en naturlig føde som mælk derfor skal, udover disse kendte centrale bestanddele, indeholde små mængder ukendte substanser, som er essentielle for liv."[41] Hans konklusioner blev dog afvist af hans rådgiver, Gustav von Bunge, selv efter andre studenter reproducerede hans resultater.[42] Et lignende resultat af Cornelius Pekelharing blev beskrevet i en hollandsk medicinsk journal i 1905, men blev ikke publiceret særlig vidt.[42]

I det gamle Egypten vidste man at ved at give en person lever kunne man hjælpe til at kurere natteblindhed.

I Østasien, hvor polerede hvide ris var normal kost for middelklassen, var beriberi fra mangel på vitamin B1 endemisk. I 1884 observerede Takaki Kanehiro, en britisk-trænet læge fra den kejserlige japanske flåde, at beriberi var endemisk blandt lavtrangerende mandskab, som ofte ikke spiste andet end ris, men ikke blandt officerer som indtog en vestligt-inspireret kost. Med støtte fra den japanske flåde eksperimenterede han med besætningen på to krigsskibe: en besætning fik udelukkende hvide ris at spise, mens den anden fik kød, fisk, byg, ris og bønner. Den gruppe, som kun spiste hvide ris havde 161 besætningsmedlemmer med beriberi og 25 dødsfald, mens den anden gruppe kun havde 14 tilfælde af beriberi og ingen dødsfald. Det overbeviste Takaki og den japanske flåde om, at årsagen til beriberi skulle findes i kosten, men konkluderede fejlagtigt, at passende mængder protein ville forhindre det.[43] At sygdomme kunne opstå fra kostmæssige mangler blev yderligere undersøgt af Christiaan Eijkman, som i 1897 opdagede, at man kunne forhindre beriberi i kyllinger ved at fodre dem med upolerede ris i stedet for polerede ris.[29] Det følgende år postulerede Frederick Hopkins, at nogle madvarer indeholdt ekstra faktorer — udover proteiner, kulhydrater, fedt, etc. — som er nødvendige for menneskekroppens funktion.[38] Hopkins og Eijkman blev tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1929 for deres opdagelser.[44]

I 1910 blev det første vitaminkompleks isoleret af den japanske videnskabsmand Umetaro Suzuki, som havde held med at udtrække et vandopløseligt kompleks af mikronæringsstoffer fra risklid og navngav det aberisk syre (senere Orizanin). Han offentliggjorde denne opdagelse i en japansk videnskabelig journal.[45] Da artiklen blev oversat til tysk glemte man i oversættelsen at gøre opmærksom på, at det var et nyligt opdaget næringsstof, hvilket blev påstået i den oprindelige japanske artikel, og opdagelsen gik derfor relativt ubemærket hen. I 1912 isolerede den polskfødte biokemiker Casimir Funk i London det samme kompleks af mikronæringsstoffer og fremsatte forslag om, at man navngav komplekset "vitamin". Det blev senere kendt som B-vitamin3 (niacin), selv om han selv beskrev det som "anti-beri-beri-faktor" (som i dag ville blive kaldt tiamin eller vitamin B1). Funk fremsatte en hypotese om, at andre sygdomme, såsom engelsk syge, pellagra, cøliaki og skørbug også ville kunne kureres med vitaminer. Max Nierenstein foreslog angiveligt navnet "vitamin" (fra "vital amin").[46]).[47] Navnet blev snart efter synonymt med Hopkins' ekstra faktorer, og da det endelig blev påvist, at ikke alle vitaminer er aminer, sad navnet allerede fast.

I 1930 afdækkede Paul Karrer betakarotens korrekte struktur, og identificerede andre karotenoider. Karrer og Norman Haworth bekræftede Albert Szent-Györgyis opdagelse af askorbinsyre og kom med anseelige bidrag til flaviners kemi, hvilket førte til identificeringen af laktoflavin. De modtog begge Nobelprisen i kemi i 1937 for deres undersøgelser af karotenoider, flaviner og vitamin A og B2.[48]

I 1931 havde Albert Szent-Györgyi og hans kollega Joseph Svirbely mistanke om, at "hexuronisk syre" faktisk var vitamin C, og gav en prøve til Charles Glen King, som beviste dets anti-skørbug-effekt. I 1937 blev Szent-Györgyi tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin for sin opdagelse. I 1943 blev Edward Adelbert Doisy og Henrik Dam tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin for deres opdagelse af vitamin K og dets kemiske struktur. I 1967 blev George Wald tildelt nobelprisen (sammen med Ragnar Granit og Haldan Keffer Hartline) for opdagelsen af at vitamin A kan deltage direkte i en fysiologisk proces.[44]

[redigér | rediger kildetekst]
Nomenklatur for omklassificerede vitaminer
Tidligere navn Kemisk navn Grund til navneskifte[49]
Vitamin B4 Adenin DNA-metabolit; syntetiseres i kroppen
Vitamin B8 Adenosinmonofosfat DNA-metabolit; syntetiseres i kroppen
F-vitamin Essentielle fedtsyrer Behøves i store mængder (passer
ikke på definitionen af et vitamin).
G-vitamin Riboflavin Omklassificeret som Vitamin B2
H-vitamin Biotin Omklassificeret som Vitamin B7
J-vitamin Katekol, Flavin Katekol er ikke-essentiel; flavin blev omklassificeret som Vitamin B2
Vitamin L1[50] Antranilsyre Ikke-essentiel
Vitamin L2[50] Adenylthiomethylpentose RNA-metabolit; syntetiseres i kroppen
M-vitamin Folsyre Omklassificeret som Vitamin B9
O-vitamin Karnitin Syntetiseres i kroppen
P-vitamin Flavonoider Klassificeres ikke længere som et vitamin
PP-vitamin Niacin Omklassificeret som Vitamin B3
S-vitamin Salicylsyre Foreslået inklusion[51] af salicylat som et essentielt mikronæringsstof
U-vitamin S-Methylmethionin Protein-metabolit; syntetiseres i kroppen

Grunden til, at vitaminsættet springer direkte fra E til K, er, at vitaminerne der svarede til bogstaverne F–J enten blev omklassificeret, droppet som falske eller omdøbt på grund af deres forhold til vitamin B, som blev et kompleks af vitaminer.

De tysktalende forskere, som isolerede og beskrev (og navngav) K-vitamin, valgte navnet fordi vitaminet er tæt involveret i koagulationen af blod efter at man pådrager sig sår (det tyske ord er, som det danske, Koagulation). På det tidspunkt var de fleste bogstaver fra F til J allerede brugt, så brugen af bogstavet K blev betragtet som fornuftig.[49][52]

Der findes andre manglende B-vitaminer som blev omklassificeret eller vurderet til ikke at være vitaminer. For eksempel er B9 folsyre og fem af folaterne er i rækken B11 til B16, former af vitaminer der allerede er opdaget, ikke krævet som et næringsstof af hele befolkningen (som B10, PABA til internt brug[53]), biologisk inaktive, giftige, eller med uklassificerbare effekter i mennesker, eller ikke generelt anset som vitaminer af videnskaben,[54] såsom det højest-nummererede, som nogle naturopater kalder B21 og B22. Der findes også ni B-kompleksvitaminer med bogstaver (såsom Bm). Der er andre D-vitaminer, som nu anerkendes som andre substanser,[53] hvilket nogle kilder af samme type nummererer op til D7. Den kontroversielle kræftbehandling laetril var på et tidspunkt navngivet som vitamin B17. Der lader ikke til at være nogen konsensus om vitamin Q, R, T, V, W, X, Y eller Z, ligesom der heller ikke er substanser, der officielt er designeret vitamin N eller I.






Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c Use and Safety of Dietary Supplements Arkiveret 27. marts 2019 hos Wayback Machine NIH office of Dietary Supplements.
  2. ^ a b Fortmann, SP; Burda, BU; Senger, CA; Lin, JS; Whitlock, EP (12. november 2013). "Vitamin and Mineral Supplements in the Primary Prevention of Cardiovascular Disease and Cancer: An Updated Systematic Evidence Review for the U.S. Preventive Services Task Force". Annals of Internal Medicine. 159 (12): 824-34. doi:10.7326/0003-4819-159-12-201312170-00729. ISSN 0003-4819. PMID 24217421.
  3. ^ Maton, Anthea; Jean Hopkins; Charles William McLaughlin; Susan Johnson; Maryanna Quon Warner; David LaHart; Jill D. Wright (1993). Human Biology and Health. Englewood Cliffs, New Jersey, USA: Prentice Hall. ISBN 0-13-981176-1. OCLC 32308337.
  4. ^ a b Bender, David A. (2003). Nutritional biochemistry of the vitamins. Cambridge, U.K.: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-80388-5.
  5. ^ Bolander FF (2006). "Vitamins: not just for enzymes". Curr Opin Investig Drugs. 7 (10): 912-5. PMID 17086936.
  6. ^ Mosby's (2015-05-13). "Vitaminology". The free dictionary. Mosby's Medical Dictionary, 8th edition. (2009).
  7. ^ Kutsky, R.J. (1973). Handbook of Vitamins and Hormones. New York: Van Nostrand Reinhold, ISBN 0-442-24549-1
  8. ^ a b c d Dietary Reference Intakes: Vitamins Arkiveret 2. oktober 2011 hos Wayback Machine. The National Academies, 2001.
  9. ^ a b c "Vitamin A: Fact Sheet for Health Professionals". National Institute of Health: Office of Dietary Supplements. 5. juni 2013. Arkiveret fra originalen 23. september 2009. Hentet 2013-08-03.
  10. ^ "Dietary Reference Intakes: Vitamins". The National Academies. 2001. Arkiveret fra originalen 17. august 2013. Hentet 10. maj 2016. Amount not determinable due to lack of data of adverse effects. Source of intake should be from food only to prevent high levels of intake.
  11. ^ "Thiamin, vitamin B1: MedlinePlus Supplements". U.S. Department of Health and Human Services, National Institutes of Health.
  12. ^ Hardman, J.G.; et al., red. (2001). Goodman and Gilman's Pharmacological Basis of Therapeutics (10th udgave). s. 992. ISBN 0071354697.
  13. ^ Plain type indicates Adequate Intakes (A/I). "The AI is believed to cover the needs of all individuals, but a lack of data prevent being able to specify with confidence the percentage of individuals covered by this intake" (se Dietary Reference Intakes: Vitamins Arkiveret 2. oktober 2011 hos Wayback Machine. The National Academies, 2001).
  14. ^ "Pantothenic acid, dexpanthenol: MedlinePlus Supplements". MedlinePlus. Hentet 5. oktober 2009.
  15. ^ Vitamin and Mineral Supplement Fact Sheets Vitamin B6 Arkiveret 23. september 2009 hos Wayback Machine. Dietary-supplements.info.nih.gov (15. september 2011). Retrieved on 2013-08-03.
  16. ^ Vitamin and Mineral Supplement Fact Sheets Vitamin B12 Arkiveret 23. september 2009 hos Wayback Machine. Dietary-supplements.info.nih.gov (24 June 2011). Retrieved on 2013-08-03.
  17. ^ Værdien repræsenterer anbefalet indtag uden tilpas eksponering til sollys (se Dietary Reference Intakes: Vitamins Arkiveret 2. oktober 2011 hos Wayback Machine. The National Academies, 2001).
  18. ^ a b c d e The Merck Manual: Nutritional Disorders: Vitamin Introduction Please select specific vitamins from the list at the top of the page.
  19. ^ Gaby, Alan R. (2005). "Does vitamin E cause congestive heart failure? (Literature Review & Commentary)". Townsend Letter for Doctors and Patients. Arkiveret fra originalen 16. april 2016. Hentet 10. maj 2016.
  20. ^ Rohde LE; de Assis MC; Rabelo ER (2007). "Dietary vitamin K intake and anticoagulation in elderly patients". Curr Opin Clin Nutr Metab Care. 10 (1): 1-5. doi:10.1097/MCO.0b013e328011c46c. PMID 17143047.
  21. ^ Gavrilov, Leonid A. (10 February 2003) Pieces of the Puzzle: Aging Research Today and Tomorrow. fightaging.org
  22. ^ a b Moyer, VA (25. februar 2014). "Vitamin, Mineral, and Multivitamin Supplements for the Primary Prevention of Cardiovascular Disease and Cancer: U.S. Preventive Services Task Force Recommendation Statement". Annals of Internal Medicine. 160 (8): 558-64. doi:10.7326/M14-0198. PMID 24566474.
  23. ^ Bjelakovic, Goran; Nikolova, D; Gluud, LL; Simonetti, RG; Gluud, C (2007). "Mortality in Randomized Trials of Antioxidant Supplements for Primary and Secondary Prevention: Systematic Review and Meta-analysis". JAMA. 297 (8): 842-57. doi:10.1001/jama.297.8.842. PMID 17327526.
  24. ^ Sen, Chandan K.; Khanna, Savita; Roy, Sashwati (2006). "Tocotrienols: Vitamin E beyond tocopherols". Life Sciences. 78 (18): 2088-98. doi:10.1016/j.lfs.2005.12.001. PMC 1790869. PMID 16458936.
  25. ^ S. Getman (March 2011). EU Regulations on food supplements, health foods, herbal medicines. US Commercial Service. Retrieved February 2014.
  26. ^ Schweizerische Eidgenossenschaft. Bundesrecht 817.022.104. Verordnung des EDI über Speziallebensmittel vom 23. Nov. 2005 Art. 22 Nahrungsergänzungsmittel. (på tysk)
  27. ^ Higdon, Jane (2011)Vitamin E recommendations at Linus Pauling Institute's Micronutrient Information Center
  28. ^ Pemberton, J. (2006). "Medical experiments carried out in Sheffield on conscientious objectors to military service during the 1939–45 war". International Journal of Epidemiology. 35 (3): 556-8. doi:10.1093/ije/dyl020. PMID 16510534.
  29. ^ a b Wendt, Diane (2015). "Packed full of questions: Who benefits from dietary supplements?". Distillations Magazine. 1 (3): 41-45. Arkiveret fra originalen 3. oktober 2015. Hentet 6. november 2015.
  30. ^ Price, Catherine (2015). Vitamania: Our obsessive quest for nutritional perfection. Penguin Press. ISBN 978-1594205040.
  31. ^ Lakhan, SE; Vieira, KF (2008). "Nutritional therapies for mental disorders". Nutrition journal. 7: 2. doi:10.1186/1475-2891-7-2. PMC 2248201. PMID 18208598.
  32. ^ Boy, E.; Mannar, V.; Pandav, C.; de Benoist, B.; Viteri, F.; Fontaine, O.; Hotz, C. (2009). "Achievements, challenges, and promising new approaches in vitamin and mineral deficiency control". Nutr Rev. 67 (Suppl 1): S24-30. doi:10.1111/j.1753-4887.2009.00155.x. PMID 19453674.
  33. ^ Institute of Medicine. Food and Nutrition Board. Dietary Reference Intakes for Vitamin A, Vitamin K, Arsenic, Boron, Chromium, Copper, Iodine, Iron, Manganese, Molybdenum, Nickel, Silicon, Vanadium, and Zinc. National Academy Press, Washington, DC, 2001.
  34. ^ Fukuwatari T; Shibata K (2008). "Urinary water-soluble vitamins and their metabolite contents as nutritional markers for evaluating vitamin intakes in young Japanese women". J. Nutr. Sci. Vitaminol. 54 (3): 223-9. doi:10.3177/jnsv.54.223. PMID 18635909.
  35. ^ Bellows, L. & Moore, R. "Water-Soluble Vitamins". Colorado State University. Arkiveret fra originalen 25. september 2015. Hentet 7. december 2008.
  36. ^ Said HM; Mohammed ZM (2006). "Intestinal absorption of water-soluble vitamins: an update". Curr. Opin. Gastroenterol. 22 (2): 140-6. doi:10.1097/01.mog.0000203870.22706.52. PMID 16462170.
  37. ^ Maqbool A; Stallings VA (2008). "Update on fat-soluble vitamins in cystic fibrosis". Curr Opin Pulm Med. 14 (6): 574-81. doi:10.1097/MCP.0b013e3283136787. PMID 18812835.
  38. ^ a b c d e Jack Challem (1997)."The Past, Present and Future of Vitamins"
  39. ^ Jacob, RA (1996). "Three eras of vitamin C discovery". Subcell Biochem. Subcellular Biochemistry. 25: 1-16. doi:10.1007/978-1-4613-0325-1_1. ISBN 978-1-4613-7998-0. PMID 8821966.
  40. ^ Bellis, Mary. Production Methods The History of the Vitamins (Webside ikke længere tilgængelig). Retrieved 1 February 2005.
  41. ^ a b 1929 Nobel lecture. Nobelprize.org. Retrieved on 3 August 2013.
  42. ^ a b Gratzer, Walter (2006). "9. The quarry run to earth". Terrors of the table: the curious history of nutrition. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0199205639. Hentet 5. november 2015.
  43. ^ Rosenfeld, L. (1997). "Vitamine—vitamin. The early years of discovery". Clin Chem. 43 (4): 680-5. PMID 9105273.
  44. ^ a b Carpenter, Kenneth (22. juni 2004). "The Nobel Prize and the Discovery of Vitamins". Nobelprize.org. Hentet 5. oktober 2009.
  45. ^ Suzuki, U.; Shimamura, T. (1911). "Active constituent of rice grits preventing bird polyneuritis". Tokyo Kagaku Kaishi. 32: 4-7, 144-146, 335-358.
  46. ^ Combs, Gerald (2008). The vitamins: fundamental aspects in nutrition and health. ISBN 9780121834937.
  47. ^ Funk, C. and Dubin, H. E. (1922). The Vitamines. Baltimore: Williams and Wilkins Company.
  48. ^ Nobelprize.org. The Official Website of the Nobel Prize.Paul Karrer-Biographical. Retrieved 8 January 2013.
  49. ^ a b Bennett, David. Every Vitamin Page Arkiveret 24. oktober 2019 hos Wayback Machine. All Vitamins and Pseudo-Vitamins.
  50. ^ a b Davidson, Michael W. (2004) Anthranilic Acid (Vitamin L) Florida State University. Retrieved 20-02-07.
  51. ^ Abbasi, Kamran (2003). "Rapid Responses to: Aspirin protects women at risk of pre-eclampsia without causing bleeding". British Medical Journal. 327 (7424): 7424. doi:10.1136/bmj.327.7424.0-h.
  52. ^ Vitamins and minerals – names and facts. pubquizhelp.34sp.com
  53. ^ a b B Vitamins Arkiveret 18. august 2015 hos Wayback Machine. NeuroSoup (2013-04-15). Retrieved on 2015-11-30.
  54. ^ Vitamins: What Vitamins Do I Need?. Medical News Today. Retrieved on 2015-11-30.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Henrik Dilling, Klar besked om vitaminer og mineraler, Aschehoug, ISBN 87-11-12759-7.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Vitamin&oldid=11828226"