Terra nullius

Terra nullius eller Territorium nullius er et juridisk begreb i folkeretten, der betegner, at et territorium ikke tilhører nogen. Et sådant område kan umiddelbart tages i besiddelse af en stat og underlægges denne stats suverænitet. Derved er Terra nullius den tredje mulighed for udvidelse af en stats område udover erhvervelse ved magt (krigsbytte, annektering etc.) eller ved aftale (traktat, afståelse)^[1]. Terra nullius har historisk været benyttet som begrundelse for, at europæiske lande kunne kolonisere store dele af jorden.

I dag er der ikke længere områder, der kan anses som terra nullius og begrebet har derfor primært betydning som basis for nuværende besiddelser.^[2]

Den latinske betegnelse terra nullius betyder ”land uden ejer”, men begrebets oprindelse har længe været diskuteret i videnskabelige kredse. Der er ikke noget der indikerer, at det har været et koncept udviklet af romerne som grundlag for erhvervelse af land.^[3]. Det har ligeledes været anført som en historisk myte, at begrebet stammer fra en bulle givet i 1095 afpave Urban 2..^[a] Der er ingen dokumentation for, at der er udstedt en sådan bulle eller at det skulle være sket eller udtalt i forbindelse med synoden i Clermont i 1095, der satte rammerne for det 1. korstog året senere.

Derimod anses pave Nikolaus 5.s bulle ”Romanus Pontifex” fra 1455 ^[4] for at danne grundlag for opdagelsestidens europæiske monarkiers kolonisering af den ikke ikke-kristne verden.^[b] Retstilstanden, der udviklede sig på dette grundlag betød, at den ”civiliserede” stat, der havde ”opdaget” det nye land, kunne tage det i sin besiddelse, dvs. uafhængigt af de rettigheder, som beroede hos områdets oprindelige folk.

I angelsaksisk sammenhæng omtales princippet også som Doctrine of Discovery, dvs. opdagelsesdoktrinen. I USA henvises bl.a. til en udtalelse fra Thomas Jefferson i 1792 om, at den af de af europæiske stater udviklede doktrin om opdagelse var international ret, som også var gældende for de Forenede Staters regering.^[6] I en dom fra USAs højesteret i 1823 (Johnson v. McIntosh) blev princippet knæsat i en situation, hvor der var uenighed om ejendomsretten til et landområde. Afgørelsen lagde bl.a. vægt på, at den britiske kongemagt ”ikke havde skelnet ... mellem frit land og land okkuperet af indianere”, underforstået at landet ikke var okkuperet af kristne og derfor var frit og tilgængeligt for opdagelse.

Selve begrebet terra nullius dukker op i 1800-tallet og må anses for udviklet som en analogi fra romerrettens begreb om res nullius. Res nullius var udtryk for, at man kan tilegne sig en ting, som ikke ejes af nogen, ved at tage den i sin besiddelse (occupatio). Det dækkede over retten til at tilegne sig fisk fanget i havet eller ting (fx en slave), som andre havde frasagt sig. Derimod omfattede det ikke land.^[7]

Terra Nullius er på samme måde udtryk for, at man tager det frie land i sin besiddelse ved hjælp af okkupation og bliver derved den forklaringsmodel, der legaliserer opnåelsen af suverænitet over et landområde.

Som folkeretligt begreb bliver ”territorium nullius” ifølge den australske historieprofessor Andrew Fitzmaurice første gang anvendt i 1888 på et møde i Institut De Droit International og ”terra nullius” blev først 20 år senere benyttet i forbindelse med polaregnene.^[8]

I nyere tid har der især i de store gamle indvandringslande (Australien, Canada og USA) været store diskussioner om terra nullius betydning i forhold til de oprindelige folks rettigheder til land. I Australien var højesteretsdommen fra 1992 ”Mabo v Queensland(No 2)” et vendepunkt derved, at den tilsidesatte hidtidig retspraksis vedrørende ret til jord til fordel for det oprindelige folks krav.^[9] Som følge af dommen blev der vedtaget lovgivning, der tilbageførte store landområder til den oprindelige befolkning.

I 1931 og 1932 okkuperede Norge to områder af Nordøstgrønland bl.a. med henvisning til, at de som ubeboede områder var terra nullius. Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje i Haag traf den 5. april 1933 afgørelse om, at den norske annektering var ulovlig og ugyldig.^[10] Kongeriget Danmark havde erhvervet hele Grønland i medfør af Kielertraktaten 1814, hvor den dansk-norske personalunion ophørte. Under retssagen i Haag var et af spørgsmålene, om Danmark havde opretholdt tilstrækkelig tilknytning over områderne.^[11]

Størstedelen af Antarktis er opdelt af lande, der har gjort krav på dele af kontinentet og enkelte områder er folkeretligt uafklarede derved, at flere lande har gjort krav på nogle af de samme områder (fx Storbritannien, Argentina og Chile). I det meste af Marie Byrds Land er der dog ikke er blevet fremsat krav om land fra nogen suveræn stat. Ved Antarktistraktaten fra 1959 fraskrev deltagerne sig at fremsætte yderligere krav på land på Antarktis.^[12]

Bir Tawil er et lille landområde mellem Ægypten og Sudan, som ingen af de to suveræne stater formelt har gjort krav på, og som derfor af nogen omtales som terra nullius. Situationen opstod som følge at Ægypten og Sudan har lagt forskellige grænsedragninger til grund.^[13] Området kontrolleres de facto af Ægypten, hvilket i dag bl.a. fremgår af CIAs kort over Ægypten.

Efter Jugoslaviens opløsning i 1991 og den efterfølgende krig, var der en række områder i grænseområdet mellem Serbien og Kroatien, som begge lande gjorde krav på. Derimod var der på den vestlige side af Donau et lille område ”Gornja Siga”, som ingen af de to lande formelt har gjort krav på. Området blev i 2015 proklameret som mikrostaten Liberland, der dog ikke folkeretligt kan betragtes som en statsdannelse,^[14] men måske har større lighed med Kongeriget Elleore.

Rockall er en lille 23 meter høj og 27 meter bred ubeboelig klippe i Atlanterhavet 407 km vest for Hebriderne, som Storbritannien ”okkuperede” i 1955 og annekterede i 1972.^[15] Formålet var at kunne udvide de økonomiske zoner, fx fiskerettigheder eller olieboring. I Danmark anerkender man at klippen er underlagt britisk suverænitet, men ikke at den kan danne grundlag for beregning af den økonomoske zone på 200 sømil.^{[kilde mangler]}

I 1600-tallet blev der gjort krav på Svalbard fra en række stater, Danmark-Norge, De Forenede Nederlande, Kongeriget Skotland og Storbritannien, som havde drevet hvalfangst fra øerne, men der havde ikke været en fast bosættelse. Først i begyndelsen 1900-tallet, hvor der blev fundet kul, blev der oprettet faste bebyggelser. I 1925 blev der indgået en traktat, som gav Norge suverænitet over øerne.^[16]

Ingenmandsland

• Antarktistraktaten (1959). "Antarctic Treaty" (engelsk). UNODA (United Nations Office for Disarmament Affairs). Hentet 7. februar 2021.

• Benton, Lauren; Straumann, Benjamin (2010). "Acquiring Empire by Law: From Roman Doctrine to Early Modern European Practice" [Opnåelse af et imperium med lovhjemmel: Fra romersk doktrin til tidlig europæisk praksis]. Law and History Review (engelsk). 28 (1): 1-38. Hentet 25. januar 2021 – via JSTOR.

• Borch, Merete (2001). "Rethinking the Origins of Terra Nullius" [Omtænkning af Terra Nullius' oprindelse] (PDF). Australian Historical Studies (engelsk). 117: 222-239. Hentet 25. januar 2021 – via The Koori History Website.

• Borgen, Chris (2014). "The Man Who Would Be King, Daddy's Little Princess, and their Territorial Claim" [Manden der ville være konge, fars lille prinsesse og deres territoriale krav] (engelsk). OpinioJuris. Arkiveret fra originalen 8. august 2020. Hentet 7. februar 2021.

• Central Intelligence Agency (2020). "The World Factbook 2020:Egypt". CIA, Washington DC. Arkiveret fra originalen 7. februar 2021. Hentet 7. februar 2021.

• Dunbar-Ortiz, Roxanne (2014) [16. oktober 2014]. "The United States Is Founded Upon the Model of European Conquest: Dispose of the Disposable People" [De Forenede Stater er grundlagt på modellen for europæiske erobring: Fjern de flytbare folk] (engelsk). På Trouthout.org. Beacon Press. Hentet 28. januar 2021.

• Fitzmaurice, Andrew (2007). "The Genealogi of Terra Nullius" [Terra Nullius' afstamning] (PDF) (engelsk). 129. Australian Historical Studies: 1-15. Hentet 28. januar 2021. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)

• Frichner, Tonya Gonnella (2010). "Preliminary study of the impact on indigenous peoples of the international legal construct known as the Doctrine of Discovery" [Foreløbigt studie af virkningen af den folkeretlige konstruktion, kendt som opdagelsesdoktrinen, på oprindelige folk] (engelsk). E/c.19/2010/13. De Forenede Nationers Økonomiske og Sociale råd (udgivet 4. februar 2010). Hentet 2. februar 2021.

• Harhoff, Frederik; Barten, Ulrike; Buhl, Kenneth Øhlenschlæger; Daniel, Bugge Thorbjørn; Feldstmann, Birgit; Schaumburg-Müller, Sten (2017). Harhoff, Frederik (red.). Folkeret. Hans Reitzels Forlag. ISBN 978-87-412-6659-6.

• High Court Australia (1992). ""Mabo Case"". Mabo v Queensland (No 2) ("Mabo case") [1992] HCA 23; (1992) 175 CLR 1 (3 June 1992). High Court of Australia. Hentet 3. februar 2021.

• Kroatiske udenrigsministerium (2015). "On Virtual Narratives at Croatia's Borders" [Om virtuelle fortællinger ved Kroatiens grænser] (engelsk). Kroatiens ambassade i Ungarn (udgivet 17. juli 2015). Arkiveret fra originalen 21. september 2020. Hentet 7. februar 2021.

• Newcomb, Steve (1992). "Five Hundred Years of Injustice" [Femhundrede års uretfærdighed]. Shaman's Drum (engelsk). Fall 1992: 18-20. Hentet 28. januar 2021.

• Nikolaus 5. (1455). "Romanus Pontifex" (engelsk). Papal Encyclicals Online (udgivet 2017). Hentet 28. januar 2021.

• Permanent Court of International Justice, Judgement No. 20; April 5th 1933 (1933). "Legal Status of Eastern Greenland; Denmark v. Norway" [Østgrønlands juridiske status; Danmark versus Norge] (engelsk). Publications of the Permanent Court of International Justice Series A./B. No. 53; Collection of Judgments, Orders and Advisory Opinions. Gengivet på websitet http://www.worldcourts.com. A.W. Sijthoff’s Publishing Company, Leyden (udgivet 5. september 1933). Arkiveret fra originalen 12. november 2020. Hentet 27. december 2020. {{cite web}}: Ekstern henvisning i |others= (hjælp)

• UK Legislation (10. februar 1972). "Island Of Rockall Act 1972" [Lov om øen Rockall] (PDF) (engelsk). legislation.gov.uk. Hentet 7. februar 2021.