/Dansk Farmacihistorisk Fond.
Kemisk struktur af sanocrysin
Den kemiske formel for sanocrysin er Na3[Au(S2O3)2]·2 H2O.

Sanocrysin er et tidligere anvendt guldholdigt lægemiddel mod tuberkulose.

Faktaboks

Etymologi
Ordet sanocrysin kommer af latin sanus 'sund' + græsk chrysos 'guld' + -in.

Sanocrysin er et natrium og guldholdig thiosulfat. Det blev først syntetiseret i midten af 1800-tallet, men dets mulige effekt på tuberkulose blev i 1923 foreslået af den danske læge Holger Møllgård (1885-1973). Sanocrysin blev derefter afprøvet i behandling af tuberkulose flere steder i verden med hvad, der forekom som en god effekt. Det havde imidlertid alvorlige bivirkninger, der dog kunne reduceres med lavere doser.

Studier om sanocrysin

I en undersøgelse om sanocrysins virkning fra 1931, der var en af de første såkaldte prospektive, sammenlignende undersøgelser, blev 24 tuberkulosepatienter delt i to grupper af 12 patienter. Ved lodtrækning blev den ene halvdel behandlet med sanocrysin, mens den anden halvdel fik datidens standardbehandling, som bestod af hvile, fysisk træning og sund diæt. Studiet viste, at patienter, der blev behandlet med sanocrysin ikke havde bedre effekt end patienterne i kontrolgruppen. Studiet blev lavet af bl.a. J.B. Amberson og hed A clinical trial of sanocrysin in pulmonary tuberculosis.

Antibiotikaens indpas

Sanocrysin til behandling af tuberkulose blev fuldstændig forladt ved ankomsten af antibiotika med effekt på Mycobacterium tuberculosis, fx streptomycin, para-aminosalicylsyre og isoniazid.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.