nytår

Den gregorianske kalender (1582) gjorde den 1. januar til nytårsdag igen, og fra midten af 1700-tallet har alle vesteuropæiske lande haft denne nytårsdag.

I Danmark begyndte året i middelalderen oftest med julen; siden 1300-tallet har nytårsdag dog altid været den 1. januar. I månekalendere som den muslimske bevæger nytårsdagen sig igennem alle årstiderne. Den moderne kinesiske kalender er en luni-solar-kalender, hvor der med passende mellemrum indskydes en skudmåned, således at nytårsdagen altid falder på den nymåne, der indtræffer i Vandmandens tegn.

I de fleste kulturer er nytår en af årets vigtigste fester. Den jødiske nytårsfest (løvhyttefest, rosh ha-shanah) kan slet og ret kaldes "festen". I nytårsfester ses det overgangsrituelle tydeligt; formålet er at forny verden: Det gamle år og dets synder udrenses og dør, og et nyt år fremstår som på Skabelsens første dag. I den mesopotamiske akitufest reciteredes således skabelsesberetningen Enuma elish; kongen blev frataget sine værdighedstegn og fik dem igen, og kultisk gennemspillede man kosmos' sejr over kaos. Religionsfænomenologisk kan nytårsløjer tolkes som ritens midlertidige tilbagevenden til kaos. Se også saturnalia.

Den kinesiske nytårsfest, Yuan Dan, er regnskabets fest; husene renses og males; i mytologien drager arnens gud til Jadekejseren i Himlen for at aflægge regnskab for den enkelte families opførsel i det forgangne år. Når han vender tilbage, fejres det med fyrværkeri. Dette fyrværkeri har inspireret Vestens sekulariserede nytårsfest til brug af "kinesere" og raketter.

Af religiøse elementer i dansk nytårsfejring kan nævnes den nationale afsyngelse af Grundtvigs "Vær velkommen, Herrens år" (i radio og tv) ved midnat og gudstjenesten 1. nytårsdag. Regentens (og i noget mindre grad statsministerens) nytårstale kan siges at have rituel karakter, en kollektiv statusopgørelse.

Skikke knyttet til nytårsaften. Det nye år begynder, når den første tone i forspillet lyder fra rådhusuret i København, og skyderiet med fyrværkeri tager til.

Før fyrværkeriets tid i slutningen af 1800-tallet gik folk rundt og "skød for døre" med jagtgeværer eller pistoler, eller man skaffede sig larm ved at knuse fx potteskår imod dørene.

Mens nytårsskyderiet i København var en militærsalut for monarken, skød og larmede man på landet mere for at bortskræmme det troldtøj og de dæmoner, som ifølge folketroen var særlig farlige netop i skellet mellem det gamle og det nye år. Det er baggrund for selskabsspøgen at stille sig op på en stol og hoppe ind i det nye år og derved undgå at træde i skellet.

Udklædning og maskering, der efterhånden er reduceret til hatte, næser o.l. eller helt er udeladt, var allerede før kristendommens indførelse en vigtig ingrediens i nytårsløjerne, hvor der også blev vendt op og ned på gængse normer og rollemønstre, ikke blot i Norden, men fx også i Rom i forbindelse med saturnaliefesterne.

Nytår var også tid for ønsker, der for at gå i opfyldelse helst skulle fremsættes ved nytårsny, dvs. den første nymåne efter nytårsdag. Et nytårsforsæt er vor tids udgave af det gamle begreb nytårsny-ønske.

• fyrværkeri
• nytårstale
• kinesisk nytår