Gemser
Mørk gemse i de schweiziske Alper i den rødbrune sommerpels. Om vinteren bliver den mørkebrun.
Gemser
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Gemserne er en slægt af bjerglevende hovdyr, som kan kendes på deres sorte "maske" og særegne horn, der for enden er bøjet rundt som kroge. De findes i en række bjergkæder i Europas og Lilleasien.

Faktaboks

Også kendt som

Rupicapra (slægt)

Gemsernes slægtskab

Caprini fylogeni

Stamtræet for stammen Caprini, der viser, at gemserne er nærmest beslægtet med mankefårene. Sammen med snegeden udgør gemserne og mankefårene en søstergruppe til de egentlige geder og får.

Caprini fylogeni
Licens: CC BY NC SA 3.0

Gemserne danner slægten Rupicapra inden for stammen Caprini, som også omfatter geder og får. Stammen Caprini hører til i familien af skedehornede hovdyr (Bovidae), underordenen drøvtyggere (Ruminantia) og ordenen parrettåede hovdyr (Artiodactyla).

Et DNA-studie fra 2021 viste, at gemserne er søstergruppe til mankefårene og desuden tæt beslægtede med snegeden. Derimod er de ikke, som man tidligere troede, nære slægtninge til goraler og serover. Tidligere blev de regnet til en gruppe, som man kaldte for gedeantiloper, men med vores nuværende viden om de skedehornedes taksonomi er dette udtryk forældet.

Der findes to arter af gemser, som her er vist med vægt og skulderhøjde i parentes:

  • lys gemse (Rupicapra pyrenaica) (20-35 kg; 70-80 cm)
  • mørk gemse (Rupicapra rupicapra) (25-60 kg; 70-90 cm).

Beskrivelse

Gemserne kendes let på kombinationen af en sorte "maske" og de særegne horn, der hos de voksne bøjer bagud og nedad som kroge for enden. Masken består af en bred sort stribe, som løber på siden af hovedet fra hornene og via øjnene til næsen. Striben fremhæves ofte, men ikke altid, af et ellers hvidt eller lyst hoved.

Hornene er slanke og 17-30 cm lange. De er nogenlunde lige lange hos begge køn, men kraftigst hos hannerne. Derudover er der ikke den store forskel på størrelsen eller udseendet af de to køn.

Gemserne skifter farve alt efter årstiden. Den korte sommerpels er rødbrun, men bliver tyk og mørkebrun til mørkegrå om vinteren. Lys gemse har i vinterpelsen et markant mønster med en sort stribe, der løber fra øret og ned ad siden af halsen til brystet, flankeret af store hvidlige felter midt på halsen og skulderregionen.

På hver fod har gemserne to tæer beklædt med hove. Gemser er formidable klatrere, og hovene er udformet, så de giver et sikkert fodfæste, når gemserne klatrer på klipper.

Udbredelse og levested

Gemserne lever i op til 3.500 meters højde i en lang række af Europas og Lilleasiens bjergkæder, heriblandt Pyrenæerne, Alperne, Appenninerne, Karpaterne og Kaukasus.

Ofte tilbringer gemserne sommerhalvåret på alpine enge over skovgrænsen, mens de i vinterhalvåret søger længere nede i dalene. Her findes de i såvel skov som stejle græsklædte bjergsider, hvor mindre sne samler sig. Selv på snedækkede græsgange kan gemser dog fouragere ved at grave sig igennem sneen med hovene.

Gemsers foretrukne levesteder har altid stejle, uvejsomme klipper i nærheden, hvor de kan søge tilflugt fra fjender som ulve og ræve.

Føde og fordøjelse

Gemser er planteædere. Om sommeren består føden overvejende af græsser og urter, mens de om vinteren, hvor denne type plantekost er en mangelvare, i højere grad af æder, hvad de kan nippe fra buske og lave træer, fx blade, knopper, små kviste og bark. I Pyrenæerne kan næsten 40 % af gemsernes vinterkost bestå af nåle fra fyrretræer.

Som drøvtyggere med fire mavekamre kan gemserne effektivt fordøje deres fiberholdige plantekost. Om vinteren, hvor føden består af plantedele, der er særligt svære at nedbryde og fordøje, vokser gemsernes første mavekammer med over 150 % i størrelse. På den måde får de volumen til flere af de mikroorganismer, der står for fermenteringen af planteføden i deres avancerede fordøjelsessystem.

Gemsernes adfærd

Hunner lever i flokke med deres unger. Mange af hannerne lever derimod alene en stor del af året, men slutter sig til hunflokke i parringstiden i november og december. Hanner kan dog også leve i ungkarlegrupper uden for parringstiden.

Flokstørrelsen varierer betragteligt fra område til område og efter årstiden. Nogle steder kan den gennemsnitlige flokstørrelse være på 2-6 individer, men væsentlig større flokke ses også.

Forplantning

Hunnerne går drægtige i 160-175 dage og får én unge ad gangen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.