Sokrates (græsk filosof)

Den eneste samtidige kilde er Aristofanes' komedie Skyerne (opført 423 f.v.t.), der angriber Sokrates som inkarneret naturfilosof og sofist på én gang; det er naturligvis en karikatur, men rummer træk, der passer med den Sokrates, vi i øvrigt kender. Fra tiden efter henrettelsen findes foruden Platons dialoger bevaret en række skrifter af Xenofon, der i Memorabilia (Erindringer om Sokrates) fremstiller processen som en stor misforståelse. For Aristofanes er Sokrates en farlig revolutionær; Xenofons Sokrates derimod er i smuk harmoni med konservative idealer. Platons dialoger søger at gengive den sokratiske mundtlige debat, og i de fleste dialoger optræder Sokrates som samtaleleder, undertiden opfattet som Platons talerør; det er naturligt nok den platoniske Sokrates, der har levet videre i den filosofiske tradition.

Xenofons og Platons Sokratesskildringer må ses på baggrund af den sokratiske litteratur, der opstod umiddelbart efter Sokrates' henrettelse. De øvrige medlemmer af den sokratiske kreds videreførte inspirationen på vidt forskellig måde (Antisthenes, Aristippos og Euklid fra Megara). Det fremgår, at Sokrates ikke kan have haft nogen lære i dogmatisk forstand, men at han gennem sin personlighed har virket som katalysator, så enhver fandt den form for personlig integritet, som passede til hans forudsætninger.

Et klart billede af den historiske Sokrates er det derfor vanskeligt at nå frem til, men noget står fast. Sokrates var dybt religiøs med særlig tilknytning til Apollon i Delfi. Han inderliggjorde gammeldags religiøsitet. En begejstret tilhænger havde modtaget det orakelsvar, at ingen var visere end Sokrates, hvad Sokrates tolkede på den måde, at han alene vidste, at han intet vidste; guden havde givet ham det kald at bringe andre til erkendelse af deres uvidenhed. Det personlige gudsforhold viste sig også i, at en guddommelig stemme afholdt Sokrates fra bestemte handlinger, fx fra at deltage i politik.

En berømt indskrift i Delfi, kend dig selv, kan opfattes som ledetråd for Sokrates' virke. Hans metode er tilsyneladende negativ og destruktiv. Samtalepartneren — ven eller fjende — bliver spurgt, hvordan han vil bestemme en given moralsk kvalitet eller dyd; han giver sit svar, hvorefter Sokrates ironisk og underfundigt påviser, at svaret har konsekvenser, som er inkonsistente, eller som strider mod samtalepartnerens øvrige standpunkter. En tilsyneladende viden er dermed afsløret som skinviden; samtalepartneren mangler selvforståelse, både intellektuelt og moralsk. Sokrates' argumentationsteknik svarer til hans modstanderes, sofisternes, men bagved ligger der diametralt forskellige grundsynspunkter, som Sokrates åbenbart har yndet at formulere i prægnante sentenser.

For det første er viden ikke neutral; teori og praksis hænger sammen, og en sokratisk gendrivelse er første trin på vejen mod en viden, som forpligter hele personligheden; "dyd er viden", og den, der véd det gode, vil aldrig handle ondt; den uretfærdige tager skade på sin sjæl, den retfærdige kan aldrig skades. For det andet: I skarp kontrast til sofisterne forudsatte Sokrates, at der findes en absolut moralsk standard, arete, som er normativ for det enkelte menneske. Ifølge Aristoteles søgte Sokrates almene, etiske definitioner; den personlige appel fremgår nok klarere af de sokratiske sentenser: "Et uprøvet liv er ikke et menneskeværdigt liv" og "Tag vare på din sjæl".

Sokrates' spørgeteknik og hans søgen efter dyd er fælles motiver i direkte og indirekte kilder. Men Sokrates gav ikke endegyldige svar. Som nævnt havde hver enkelt sokratiker sin egen Sokrates. Platons Sokratesskikkelse udviklede sig gennem hans forfatterskab; hans Sokrates udformede en storstilet syntese af etik, erkendelsesteori og metafysik.

Også i senere eftertid er Sokratesskikkelsen blevet tolket vidt forskelligt. I hellenistisk filosofi identificeredes han ofte med idealfilosoffen eller vismanden; under rationalismen var han fornuftens forkæmper eller den nyttige samfundsborger. Ifølge Hegel grundlagde han den individuelle moral. Kierkegaards Sokrates var "den eksisterende tænker" og det humane modstykke til paradoks religiøsitet. Nietzsches Sokrates brød med den livsfylde, der udtrykkes i de græske tragedier; han erstattede moralens illusioner med refleksionens. Til alle tider har Sokrates foruroliget eller inspireret, positivt eller negativt.

• majeutik
• daimon
• elenchos
• dyd
• Platon