Otto von Bismarck

Otto von Bismarck kom fra en gammel østelbisk officers- og godsejerslægt; i 1865 blev han greve, i 1871 fyrste og 1890 hertug af Lauenburg. Efter et jurastudium i Göttingen og Berlin havde han en kort og mislykket karriere som embedsmand ved kammerretten i Berlin.

I 1840'erne vendte han tilbage til familiens godser øst for Elben og viste sig her som en dygtig landmand. En kort periode med en noget udsvævende tilværelse blev afløst af interesse for politik, historie og teologiske emner, og efter faderens død i 1845 overtog han godset Schönhausen og blev i 1847 gift med den religiøse godsejerdatter Johanna von Puttkamer.

Samme år blev han indvalgt i den preussiske landdag og var 1851-59 preussisk repræsentant i den fællestyske Forbundsdag i Frankfurt, hvor han i konflikt med de østrigske repræsentanter forsvarede den preussiske stats interesser.

I perioden 1859-62 var Otto von Bismarck diplomat, først ved forbundsdagen i Frankfurt, derefter i Skt. Petersborg og til sidst i Paris.

I 1862 blev han bl.a. efter pres fra krigsminister Albrecht von Roon kaldt tilbage for som preussisk ministerpræsident at løse konflikten mellem kong Vilhelm 1. og landdagens liberale flertal om en hærreform, der indebar øgede militærudgifter.

Bismarck "løste" konflikten ved at gennemføre reformer i direkte modstrid med flertallet i landdagen, ligesom militærbudgettet i en årrække blev vedtaget uden om parlamentsflertallet. Den liberale modstand foranledigede Bismarck til at erklære, at "tidens store spørgsmål løses ikke med taler og flertalsbeslutninger, men med blod og jern", en udtalelse der har præget eftertidens opfattelse af ham.

Hærreformen blev et vigtigt middel til opnåelse af Bismarcks politiske mål: Tysklands nationale samling, som under hans ledelse blev realiseret efter tre krige; først i alliance med Østrig mod Danmark i 1864, dernæst mod Østrig i 1866 og sidst mod hovedmodstanderen Frankrig i 1870-71.

Sejren over Frankrig førte til oprettelsen af Det Tyske Rige. Som den første rigskansler i riget fik Bismarck omfattende indflydelse; han var kun ansvarlig over for kejseren og var samtidig med rigskanslerembedet ministerpræsident i Preussen, den største af de tyske delstater. Indtil 1878/79 styrede kansleren i tæt samarbejde med de nationalliberale kræfter og indledte samtidig en politisk og kulturel kamp, Kulturkampen, mod de tyske katolikker og det nydannede katolske parti Zentrum, da han anså den katolske kirkes krav om uafhængighed af staten for at være en fare for rigets enhed.

Efter næsten tre årtier som ledende tysk og europæisk statsmand indgav Bismarck sin afskedsbegæring i 1890. Den nye kejser ønskede bl.a. at føre en mere aktiv "verdenspolitik", ligesom han ønskede en mere forsonlig linje over for arbejderbevægelsen.

Udenrigspolitisk kom Bismarcks afgang til at betyde, at Tyskland ikke i samme omfang satsede på den forsigtige alliancepolitik. Efter sin tilbagetræden levede Bismarck på sit gods Friedrichsruh og skrev bl.a. sine memoirer Gedanken und Erinnerungen (1898-1901), hvori han med stort litterært talent, men med en vis mangel på historisk præcision promoverer myten om sig selv.

Opfattelsen af Otto von Bismarck har været delt mellem konservativ fremhævelse af hans fortjenester som den person, der samlede den tyske nation, og liberal og socialistisk kritik af magtmennesket, som repræsenterede den autoritære tradition i tysk politik, der førte til Hitlers nazisme.

Krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig er af mange historikere blevet set som en bekræftelse på billedet af den autoritære Bismarck, der samlede tyskerne gennem "revolution fra oven" uden medvirken af liberal-demokratiske kræfter. Både ældre og nyere forskning har dog nuanceret denne opfattelse og påpeget hans vilje til kompromis i konflikterne med Danmark og Østrig.

Ligeledes har andre opfattelser af Bismarcks politik understreget, i hvor høj grad den nye tyske nationalstat fra 1871 imødekom de liberale kræfters ønske om et demokratisk valgt parlament og liberale økonomiske reformer.

Mere nuancerede opfattelser har set Otto von Bismarck som typisk repræsentant for sin tid og understreget blandingen af traditionelle og moderne træk ved hans politik.

• Tysklands historie 1792-1866
• Tysklands historie 1866-1914