Efter Tysklands samling var Bismarcks udenrigspolitik koncentreret om at sikre den nye nationalstats eksistens i det europæiske stormagtsspil. For at undgå, at Tyskland blev indkredset af de øvrige stormagter, førte Bismarck en dygtig alliancepolitik og skabte med diplomatiske midler et system af forskellige militærforbund.
Risikoen for fransk gengældelse efter nederlaget i 1871 var et fast orienteringspunkt i denne politik. For at isolere Frankrig etablerede han i begyndelsen af 1870'erne en løsere alliance mellem Rusland, Østrig-Ungarn og Tyskland, det såkaldte Trekejserforbund, som imidlertid gik i stykker pga. modsætningerne mellem Ruslands og Østrig-Ungarns Balkanpolitik. Efter Den Russisk-tyrkiske Krig (1877-78) blev der under Bismarcks ledelse på Berlinkongressen i 1878 skabt en midlertidig ordning på Balkan. Da russerne efter pres fra bl.a. Bismarck måtte afstå nogle af de landvindinger, de havde gjort på Balkan, opstod der et modsætningsforhold mellem Tyskland og Rusland.
Året efter bandt Bismarck sig tæt til Østrig-Ungarn med en forsvarsalliance, som med Italiens tilslutning i 1882 blev til den såkaldte Tripelalliance. Det lykkedes ikke for Bismarck at få en alliance i stand med Storbritannien, men i 1881 havde han held til at forbedre forholdet til Rusland og genskabe alliancen med Østrig-Ungarn og Rusland, som blev fulgt op af en neutralitetspagt med Rusland i 1887.
Vilhelm 1.s død i 1888 indvarslede politiske forandringer. Frederik 3. døde efter kun tre måneder på tronen, og efterfølgeren Vilhelm 2.s ønske om at spille en mere selvstændig rolle i forhold til Jernkansleren resulterede hurtigt i en uløselig konflikt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.