Streiff
Stridshesten Streiff, som Gustav 2. Adolf red på, da han faldt i Slaget ved Lützen. Senere udstoppet og udstillet på Livrustkammaren
Af /Livrustkammaren.
Licens: CC BY SA 3.0

Livrustkammaren er et svensk museum for historiske våben, dragter, vogne m.m., især fra kongehus og hof. Det er på sit felt et af de mest fremragende i verden.

Faktaboks

Etymologi

Svensk rustkammare betegner ligesom dansk rustkammer et sted, hvor der opbevares våben, dvs. samme funktion som et tøjhus; svensk rust betyder ‘militær udrustning’, jf. dansk rustning. Første led i ordet livrustkammare kendes fx også fra begrebet livlæge. Ordet livrustkammare betød derfor oprindeligt ‘kongens personlige våbenkammer’.

Livrustkammarens historie

Samlingens rødder går tilbage til 1500-tallet og til hoffets beholdning af klæder, våben og rustninger. I 1628 bestemte Gustav 2. Adolf, at hans klæder fra den seneste krig mod Polen (den polsk-svenske krig 1599-1629) skulle opbevares i rustkammeren til evig påmindelse. Dermed fik samlingen et historisk præg og kan således kaldes for Sveriges ældste museum.

Fra 1978 har Livrustkammaren haft lokaler på Stockholms slott, og siden 2018 har den været en del af Statens historiska museer. På Livrustkammaren findes bl.a. en enestående samling af kroningsdragter og de klæder, som kongerne Gustav 2. Adolf og Karl 12. bar, da de faldt.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.