Gustav Klimt

Atelierfællesskabet, Künstler-Compagnie, der bestod af brødrene Klimt og Hans Matsch udførte en række dekorative væg- og loftmalerier i villaer, kulturinstitutioner og teatre, hvor de vigtigste var udsmykningerne i Wiener Burgtheater (1886-1888) og Kunsthistorisches Museum Wien (1890-1891). For disse opgaver tildeltes kunstnerne en kejserlig fortjenstmedalje, som skaffede dem talrige bestillinger og opgaver.

Imidlertid havde Gustav Klimt helt fjernet sig fra Makarts allegoriske historicisme, han tidligere havde arbejdet i og udarbejdet nye udkast til loftsmalerierne. Disse blev forkastet i 1898 af universitetet. På den 7. Secessionsudstilling år 1900 præsenterede Klimt det første fakultetslærred, Philosophie, nu i et helt moderne symbolistisk formsprog, hvilket medførte massiv offentlig kritik. 87 af universitetets professorer underskrev en begæring mod anbringelse af værkerne i universitetets festsal. Klimt fik dog anerkendelse i kunstneriske og intellektuelle kredse. Samme år, 1900, blev Klimts Philosophie vist på verdensudstillingen i Paris, hvor værket vandt guldmedalje. I 1901 præsenteredes Klimts andet fakultetsbillede, Medizin, hvilket resulterede i endnu en skandale. Det tredje, Jurisprudenz blev udstillet i 1903 og blev ligeledes fordømt i offentligheden og Klimt beskyldt for pornografi og perversion. I 1905 meddelte Gustav Klimt, at han trak sig fra kontrakten med universitetet.

Det er i dag vanskeligt at danne sig et fuldgyldigt billede af Gustav Klimts tre fakultetsbilleder. De store lærreder, der hver målte 430 × 300 cm blev under 2. Verdenskrig bragt i sikkerhed på Schloss Immendorf i Niederösterreich. Den 8. maj 1945 blev slottet sat i brand af tyske enheder, der trak sig tilbage og ikke ville overlade nogen kunstværker til de fremrykkende sovjetiske tropper. Fakultetsbillederne samt en række andre værker af Klimt blev flammernes bytte.

Ved hjælp af en række sort/hvid fotografiske optagelser og få tegnede udkast fra Klimts hånd er det dog muligt at danne sig et billede af fakultetsbilledernes udseende og program. For alle værkerne gælder, at Klimts hensigt var stort tænkte apoteoser over menneskelivets og menneskehedens betingelser og lidelser fremstillet som nøgne infiltrerede menneskekroppe, der suges indad og opad i ufattelig smerte og lidelse. De store videnskabelige discipliner, filosofi, medicin og jura tildeles ikke nogen smertelindrende rolle i det store kosmiske spil, Klimt fremstiller. Sandsynligvis en af årsagerne til de officielle protester. Man ser hos Klimt en vis inspiration fra de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche samt den wienske nervelæge Sigmund Freud.

Klimts Beethovenfrise, der måler 34,14 × 2,15 meter, var placeret i bygningens U-formede venstre sidesal. Den bestod af tre bemalede vægflader med tre temagrupper, der dannede en sammenhængende symbolsk fortælling om menneskets længsel efter lykke. Frisen fortolkes som Klimts parafrase over Beethovens 9. Symfoni (1822-1824) med direkte inspiration fra et programmatisk skrift komponisten Richard Wagner udgav i 1846, hvor han som kapelmester i Dresden skulle opføre symfonien.

Beethovenfrisens venstre væg viser Die Sehnsucht nach Glück ('Længslen efter lykke'), med den svage menneskeheds lidelser. Den midterste væg viser Die feindlichen Gewalten ('De fjendtlige kræfter'), med sygdom, vanvid, vellyst og død. Dens højre væg viser Die Sehnsucht nach Glück findet Stillung in der Poesie ('Længslen efter lykke finder lindring i poesien'), hvor alle mennesker bliver som brødre og stræber efter en bedre verden for alle. Dette mirakel virkeliggøres gennem kunsten og glæden, den guddommelige gnist. 'Diesen Kuss der ganzen Welt!', fra digteren Friedrich Schillers Ode an die Freude (1785), som Beethoven benyttede i korfinalen i symfonien. Herved havde Klimt opnået en sammensmeltning af ord, billede og lyd i samme værk.

Beethovenfrisen var oprindeligt, ligesom Beethovenudstillingens øvrige dekorationsmalerier, tænkt som et midlertidigt værk, der skulle destrueres efter udstillingen. Imidlertid var en stor retrospektiv Klimt-udstilling planlagt for 1903 og derfor blev frisen hængende. Den blev efterfølgende købt af en kunstsamler og savet ned fra vægfladerne i otte dele, og deponeret i et møbellager. I 1915 blev frisen solgt videre til Klimt-mæcenen og samleren August Lederer (1857-1936). I 1938 blev den beslaglagt af nationalsocialisterne. Efter 2. Verdenskrig blev frisen tilbageleveret til Ledererfamilien, for i 1972 at blive købt af den østrigske stat. Frisens tilstand var meget dårlig og den blev efterfølgende restaureret over en 10-årig periode. Fra 1986 har den været tilgængelig for offentligheden i et specialindrettet rum i Seccessionsbygningens underetage, som et permanent lån fra Belvedere.

Palais Stoclet i Bruxelles blev bestilt af den belgiske forretningsmand og kunstsamler Adolphe Stoclet (1871-1949) hos arkitekten Josef Hoffmann, der fik frie hænder til planlægning, udførelse og udsmykning. Hoffmann samlede en stab af medarbejdere fra Wiener Werkstätte og Wiener Secession, som arbejdede med palæet i perioden fra 1905 til 1911. Foruden Gustav Klimt medvirkede en række kunstnere, blandt andre maleren og kunsthåndværkeren Koloman Moser, maleren og grafikeren Carl Otto Czeschka (1878-1960), arkitekten og modedesigneren Eduard Josef Wimmer-Wisgrill (1882-1961) og maleren og illustratoren Ludwig Heinrich Jungnickel (1881-1965). Bygning, interiør og have blev planlagt ud fra den secessionistiske tankegang om et Gesamtkunstwerk og således var hele indretningen gennemsyret af en syntese mellem de forskellige kunstarter; arkitektur, kunsthåndværk, skulptur og maleri.

Gustav Klimt fik til opgave at udsmykke væggene i palæets spisesal med en figurativ mosaikfrise. For Klimt var dette en udfordrende mulighed for at eksperimentere med mosaikteknik, som han havde studeret i Ravenna. Stoclet-frisen var Klimts tredje og sidste monumentale opgave ved siden af fakultetsværkerne og Beethovenfrisen. Han angav yderst detaljerede oplysninger for udførelsen til Wiener Werkstätte og til Wiener Mosaikwerkstätte, der blev drevet af Leopold Forstner (1878-1936). Mosaikken skulle udføres i de kostbareste materialer som emalje, halvædelsten, perlemor og guldbelægning. De første udkast blev udført på pergament; blyant, hvidkridt, akvarel, guld, sølv og bronze. Selve mosaikprocessen blev udført i mosaikværkstedet i Wien For at undgå den wienske offentligheds bestyrtelse og kritik blev mosaikfrisen ikke udstillet i byen, men transporteret til Bruxelles i individuelle paneler og samlet der.

Klimts arbejde med frisen strakte sig fra 1905 til 1911. Den langstrakte frise, der bestod af to langdele og en smal midterdel målte tilsammen 15 meter i længden og 2 meter i højden. De to langdele blev placeret overfor hinanden på to vægge i den smalle rektangulære spisesal, der udover frisen var beklædt med spættet marmor. Hovedmotiverne skulle symbolisere Erwartung ('Forventning') og Erfüllung ('Opfyldelse'). Erwartung blev vist som et vidt forgrenet livets træ, der strakte sig mod en dansende skikkelse på den ene langvæg. På den anden langvæg placeret overfor symboliserede et elskende par Erfüllung. Her var motivet ligeledes omgivet af et higende og slynget livstræ. På den smalle endevæg tronede Ritter ('Ridder'), en fuldkommen abstrakt skikkelse. Indholdsmæssigt og kompositionsmæssigt havde Stoclet-frisen stærke bånd til Beethovenfrisen. Begge værker fremstillede de lange higende tråde fra forventning mod den endelige forløsning. Stilmæssigt havde Klimts Stoclet-værk referencer til egyptiske, mykenske, byzantinske og japanske formmodeller.

Da Palais Stoclet i dag stadig ejes af familien Stoclet er palæ og værker på trods af, at bygningen blev optaget på UNESCO-konventionens Verdensarvliste i 2009, ikke tilgængelige for offentligheden. Dog er Klimts udførlige arbejdstegninger til frisen bevaret og befinder sig i MAK - Museum für angewandte Kunst i Wien.

Det, der kom til at præge Gustav Klimts kunstneriske udtryk i en 10-årig periode fra 1903, var indtrykkene fra byzantinske mosaikker. I løbet af året 1903 rejste han to gange til den italienske by Ravenna, hvor han besøgte de byzantinske kirker og bygninger. Særlig Galla Placidias Mausoleum og ikke mindst centralkirken San Vitales mosaikker med kejser Justinian 1. og kejserinde Theodora omgivet af deres hof i San Vitales kor må have gjort dybt indtryk på ham. I hvert fald er mosaikkerne medvirkende til det fundamentale kapitel i Klimts liv, der benævnes Den Gyldne Periode, hvor de mest repræsentative værker er portrættet af Adele Bloch-Bauer I (1907, Neue Galerie, New York) og Der Kuss ('Kysset') (1907-1908, Oberes Belvedere, Wien).