Ekstra Bladet er et mere end 100 år gammelt dansk medie, der altid har udfordret og provokeret magten og det etablerede medie-Danmark. Det er sket med sensationssøgende og bidsk tabloidjournalistik, som med stort vovemod og til tider alternative, journalistiske metoder har jagtet skandaler, politikere og kriminalsager. Således er Ekstra Bladets egne formulerede kerneværdier at være ”antiautoritær, provokerende, begavet fræk, uimponeret samt kort og kontant.”
Derfor har Ekstra Bladet også delt vandene og været involveret i talrige presseskandaler. Nogle ser Ekstra Bladet som et medie, der vedvarende overskrider grænserne for god presseskik og krænker de personer, som rammes af avisens journalistik, hvilket Ekstra Bladet endda dyrker med avisens slogan ”Velkommen på forsiden.” Andre ser Ekstra Bladet som et godt, klassisk eksempel på pressen som den fjerde statsmagt i et frit og stærkt demokrati, der kontrollerer magthaverne og sørger for, at de stilles til ansvar for deres handlinger.
Et eksempel til illustration af begge synspunkter på Ekstra Bladets metoder er avisens dækning af Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsens, privatliv under Folketingsvalget i 2022. Her bragte Ekstra Bladet en række historie, der angreb formandens karakter, hvilket blandt andet var det, som førte til en voldsom nedtur for partiet under valgkampen. Indholdet af en enkelt af historierne var dog ikke korrekt, hvilket blev voldsomt kritiseret af Det Konservative Folkeparti.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.