Danske Shoppingcentre P/S har 16 indkøbscentre over hele landet og er dermed Danmarks største ejer af indkøbs- eller butikscentre.

Virksomheden blev skabt i 2017 som et partnerselskab (P/S), da pensionskasserne ATP og Danica Pension (under Danske Bank) lagde deres to porteføljer sammen. Begge har en ejerandel på 50 pct.

1.100 lejemål på 830.000 kvm

Danske Shoppingcentre anslår, at centrene samlet har omkring 1.100 butikslejemål og et areal på 830.000 kvadratmeter (ultimo 2024). Ud over butikker og spisesteder har flere af centrene eksempelvis biografer, kontorer samt læger, tandlæger og andre sundhedsklinikker.

Ved udgangen af 2023 var værdien af de dengang 17 indkøbscentre ifølge selskabets årsrapport opgjort til lige knap 14 mia. kr. I december 2024 blev Hvidovre C – et af selskabets mindste centre – solgt til ejendomsudviklingsselskabet Propreco. Herefter har Danske Shoppingcentre fem butikscentre i Jylland, otte i Storkøbenhavn og tre på det øvrige Sjælland.

De jyske centre omfatter Friis Shoppingcenter (Aalborg), Herning Centret, Kolding Storcenter, Randers Storcenter og Aalborg Storcenter. De sjællandske centre er Helsingør Bycenter, SlotsArkaderne (Hillerød) og VestsjællandsCentret (Slagelse).

De otte butikscentre i hovedstadsområdet er Amager Centret, City 2 og Copenhagen Designer Outlet (begge i Høje-Taastrup), Glostrup Shoppingcenter, Ishøj Bycenter, Lyngby Storcenter og Nørrebro Bycenter samt det delejede Frederiksberg Centret.

Danske Shoppingcentre har hovedkontor i City 2.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.