Danmarks Riges Historie/1/3-1-2
II.
Harald, Sigurd Syrs Søn, vender tilbage fra Myklagaard og forener sig med Svend, senere med Magnus. Kong Magnus’ Død.
Magnus følte sig nu saa sikker i sin Magt over Danmark og
mente at have saa stor en Støtte i de Danskes Taknemmelighed, at han kunde som Besidder af Danmarks Trone optage den danske
Kongeslægts Fordringer paa England. Herovre havde Kong Edvard
af Frygt for Svend ment at maatte fjerne Hovederne for det danske
Parti; saaledes blev Enken efter den myrdede Jarl Harald Gunhild
med sine Sønner Thorkil og Herning, sammen med flere andre
Danske, forjagne fra Landet. Men da Magnus ved Udsendinge til
Kong Edvard fremsatte sine Krav paa England som Hardeknuds
Arving, indsaa Edvard, at den Fare, som truede, slet ikke kom fra
Svend, men fra Magnus. Edvard svarede Magnus, at han var
lovlig valgt af det engelske Folk og vilde forsvare sit Rige. Ifølge
Sagaerne skal Magnus være bleven slaaet af det rigtige i Edvards
Udsagn, men sikkert har ogsaa den engelske Konges Krigsberedskab
gjort Magnus forsigtig, idet der i de følgende to Aar laa en
saa stor Flaade samlet ved Sandwich, som man aldrig havde
set før.
Samtidig fik Magnus desuden en Modstander og Medbejler fra en hel anden Kant. Efter femten Aars Fraværelse fra Norden kom hans Farbroder Harald Sigurdsson tilbage fra sin lange Krigerfærd i Syden, omstraalet af sine Bedrifters Glans. Som Medbejler kom han med saa lysende Fortrin, som vel nogen Sinde en Tronfordrer har besiddet. Han var udgaaet af samme Moders Liv som den hellige Konge, og hans Fader Sigurd Syr havde lige saavel baaret Kongenavn som Olafs Fader. I Kampen ved Stiklestad havde Harald kæmpet tappert for sin Halvbroder og undkom kun med haarde Saar. Harald havde i den græske Kejsers Tjeneste udført store Bedrifter i Lilleasien, paa Sicilien og i Bulgarien, han havde i Rusland ægtet Storfyrst Jaroslavs Datter Ellisif (Elisabet), som han dog snart efter mistede eller forlod. Og endelig medbragte han som et af de stærkeste Hjælpemidler til at vinde sig et Rige umaadelige Skatte og Kostbarheder.
Harald forefandt nu Norge i sin Brodersøns uforstyrrede Besiddelse og hans Kongemagt yderligere styrket ved Erhvervelsen af Danmark. Der kunde ikke staa ham anden Udvej aaben end at slutte Forbund med Svend, hvis Magnus ikke godvillig vilde afstaa sin Magt eller dele den med ham. I Sigtuna traf han Svend, som ogsaa fra sin Side søgte at vinde Harald for, at de i Forening skulde bekæmpe den fælles Fjende. Men Harald vilde dog først forhandle med Magnus. Han kom sejlende paa sit pragtfulde Skib, der vakte alles Beundring, til Øresund, hvor han traf Kongen ved Skaanes Kyst. Magnus hørte uden Uvilje paa Haralds Forslag om at dele Norges Land med ham, men henskød sig til, at det maatte være hans Mænd og Raadgivere, som tog den endelige Bestemmelse, og da stillede Ejnar Tambeskælver den Fordring, at Harald skulde dele sine Skatte med Magnus, der havde haft store Omkostninger paa sine mange Krigstog. Dette afslog Harald, og saaledes kom da Forbundet med Svend i Stand. Svend havde mange mægtige Slægtninge i Sverige, som gerne vilde hjælpe ham til Magten i Danmark, saaledes Kong Anund Jakob og Tove Jarl i Gøtaland; nu blev det aftalt, at ogsaa Harald skulde yde Svend Hjælp til at vinde Danmark. Svend skulde til Gengæld hjælpe Harald til at blive Norges Konge, dog skulde han holde Landet som et Len af Svend. Harald hyldede derfor nu Svend som Overherre.
I Foraaret 1046 begyndte da saaledes de nye Angreb paa Danmarks Kyster. Svend vendte sig mod Smaalandene, medens Harald fór frem paa Sjælland og Fyn og hærgede løs paa en Maade, som vistnok ikke huede Svend og i hvert Fald ikke var skikket til at vinde Stemning for ham. Roskilde blev brændt, mange Mænd dræbte og Kvinder førte bort som Fanger. Da imidlertid hverken Svend med det gode kunde vinde et tilstrækkeligt Parti for sig eller Harald ved sine Hærgninger underkaste sig Landet, medens Magnus derimod rustede en stor Hær imod de forbundne Fjender, besluttede Harald at prøve sin Lykke i Norge. For at give sit Brud med Svend et Skin af Ret paastod han falskelig, at Svend havde stræbt ham efter Livet. Han styrede ind ad Oslofjord og drog op i Ringerige, men først i Gudbrandsdalen lykkedes det ham at vinde Kongenavn. Da besluttede Frænder og Venner af de to Konger at mægle mellem dem for at undgaa en sørgelig og forargelig Krig. Paa et Møde ved Mjøsen blev det bestemt, at Harald skulde styre Norge i Fællesskab med Magnus, men overlade ham Halvdelen af de medbragte Skatte.
Denne Forandring i de politiske Forhold maatte blive højst betænkelig for Svend. Han saa sine tvende Modstandere forsonede og en hensynsløs, erfaren Kriger stillet ved Siden af den tapre, dygtige Magnus. Lykkeligvis hørte Svend til de Naturer, som vokse under Modgang; det skulde snart mærkes, hvorledes de Danske og ikke mindre Nordmændene begyndte at faa et forandret Syn paa Svend og hans Gerning.
Efter en Vinter (1046—47), der havde været saa streng, at Ulvene løb fra Norges Kyst over Isen til Danmark, kom ved Sommertid de to norske Konger til Danmarks Kyster og kæmpede mod Svend. Han maatte vige, men fandt nye Tilholdssteder, hvorfra han fortsatte Modstanden. Det fortælles, at Magnus og Harald engang, da de laa med deres Skibe foran en Slette, der fra Stranden strakte sig op mod en Skov, saa en herlig rustet Rytter ride frem over Sletten; han tumlede Hesten i dristige Vendinger og viste i det hele skøn Rytterkunst, indtil han atter forsvandt mellem Træerne. Da sagde Magnus: »Svend Ulfsøn er en herlig Mand; dersom han havde Folk, som han selv er uforfærdet og djærv, vilde han oftere sejre«. Ogsaa en anden Fortælling synes at vise, hvordan Magnus og hans Mænd begyndte at betragte Svend med andre Øjne. Svend var i en Kamp saa ilde stedt, at han kun kunde redde sit Liv ved at løbe over paa den norske Orm Ejlifssons Skib, og denne lod ham uhindret slippe bort. Magnus straffede ikke Orm herfor, men billigede snarere hans Handlemaade.
Kong Magnus var utvivlsomt højst trykket og ængstet ved den selvraadige Slægtning, han havde faaet til Medregent. Han maatte frygte for, at Harald vilde tilrive sig al Regeringsmagt, og derfor finde det raadeligt at forsone sig med Svend. De norske Stormænd begyndte desuden at frygte for, at Harald vilde skabe et altfor mægtigt Kongedømme, dersom han kom til at herske over begge Riger. Det fortælles, at Magnus og Harald engang havde fanget Svends ivrigste Tilhænger Thurgils Birnesøn, der var sat til at styre Tredjeparten af Danmark, og at Magnus da overtalte sin Moder Alfhild til at træde frem og i manges Paahør bede om, at Thurgils maatte gives fri. Magnus ansaa det nemlig for uvist, om han havde mange Levedage tilbage, og da han ikke havde Tro til, at Harald vilde vise hende nogen Gunst, vilde han sikre hende en venlig Modtagelse i Danmark.
Mørke Tanker synes under hele dette Felttog at have pint Magnus, men der var ogsaa straks efter Landingen paa Sjælland ramt ham et alvorligt Uheld. I Nærheden af Landsbyen Alsted sprang en Hare op foran hans Hest, der blev sky og styrtede, og Magnus fik sit Hoved forslaaet mod en Træstub. Han kunde vel vedblive at deltage i Hærtoget, men et mindre Brud var dog sket, og Magnus følte, at hans Dage snart vilde være omme. En Dag, da de to Konger laa med deres Skibe foran Kysten, følte Magnus Døden nærme sig, og han udtalte da til Harald som sin sidste Vilje, at Danmark skulde tilfalde Svend; thi til dette Rige havde han efter Magnus’ Død størst Ret. Harald gik da bort i Vrede. Magnus vilde fremdeles sørge for sin Halvbroder Thore og bad ham gaa i Land sammen med en Ven Ref og skjule sig i den nærliggende Skov. Naar Lurerne bragte Budskabet om, at Kongen havde udaandet, skulde han skynde sig til Kong Svend og bringe ham den Melding fra Kong Magnus, at han havde udnævnt ham til Konge i Danmark, samt bede Svend om, at han vilde tage sig af Thore.
Ikke længe efter drog Magnus sit sidste Suk, den 25. Oktober 1047. Med fuld Ret havde man baade i Norge og Danmark givet ham Tilnavnet »den gode«, og han efterlod sig i begge Riger et berømt og elsket Eftermæle.
Da Lurernes Sørgetoner lød, skyndte Thore og Ref sig af Sted for at opsøge Svend, og uagtet Harald lod dem forfølge, slap de bort. Imidlertid samlede Harald alle sine Krigere til Ting og kundgjorde for dem, at han ikke agtede at følge Magnus’ Bestemmelse med Danmark; dette Rige tilkom ham efter Arveret lige saa fuldt som Norge, derfor vilde han drage til Viborg Ting for at lade sig hylde. Da rejste Ejnar Tambeskælver sig og sagde djærvt, at nu var det Nordmænds første Pligt at bringe Kong Magnus’ Lig til hans Fader, den hellige Olaf, og hellere vilde han følge Kong Magnus død end nogen anden Konge levende. Ikke blot Trønderne, men mange andre Nordmænd sluttede sig til Ejnars Tale, hvorfor Flaaden skiltes og Harald var nødsaget til at vende hjem til Norge.
Thore og hans Ven Ref vare imidlertid dragne til Skaane og traf ved Helgeaa Svend, netop som han vilde stige til Hest og med Opgivelse af alt Haab drage til Sverige. Ref bragte ham Budskabet om Magnus’ Død og om hans Overdragelse af Riget til Svend: »Dette er en stor Tidende«, udbrød Svend dybt grebet, »og det sværger jeg, at aldrig mere flyr jeg af Danmark, medens jeg lever«. Han lovede at tage sig af Thore og vise ham al Hæder. Men da Budskabet om Magnus’ Død rygtedes i Skaane, samlede Befolkningen sig i Enighed om Svend som Konge; paa Sjælland strømmede ligeledes store Skarer sammen til Isøre og hyldede ham, medens paa Viborg Ting Thorkil Gøse gav Svend paa ny Kongenavn. Og saaledes havde Stamfaderen for en Kongeæt, hvis Mandslinie i tre Hundrede Aar skulde styre Riget, besteget den danske Trone, og Svend holdt den fra nu af urokket.