Verdensmesterskabet i håndbold for mænd 2009 var det 21. (indendørs) VM i håndbold. Frankrig vandt guldmedaljerne efter finalesejr over de kroatiske værter. Danmark sluttede på 4. pladsen, efter et nederlag i bronzekampen til Polen.
Slutrunden blev spillet i Kroatien fra 16. januar til 1. februar2009. Det var første gang, Kroatien var vært for et herre-VM, men landet havde tidligere været vært for et kvinde-VM (i 2003). Det kroatiske landshold havde efter Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien opnået flere store resultater, herunder OL-guld i 1996 og 2004, VM-guld 2003, VM-sølv 1995 og 2005 samt EM-bronze 1994 og EM-sølv i 2008, hvor Kroatien tabte finalen til Danmark.
På baggrund af landsholdets sportslige resultater og det vellykkede kvinde-VM i 2003 tildelte IHF i 2006 Kroatien værtsskabet for VM 2009, på trods af at ingen af hallerne endnu stod klar.
Værtsskabet for VM blev delt mellem seks byer fordelt over hele Kroatien (se oversigt over værtsbyer nedenfor). Der blev spillet i moderne og helt nyopførte haller. VM-finalen blev spillet i hovedstaden Zagreb.
Tyskland gik ind til turneringen som forsvarende mestre efter sejren på hjemmebane ved VM 2007, men måtte, blandt andet efter et nederlag til Danmark i den afgørende puljekamp, nøjes med 5. pladsen.
De 24 hold blev inddelt i fire grupper med seks hold ved en lodtrækning. Holdene var på forhånd blevet seedet i seks lag med fire hold i hver, og de seks seedningslag havde følgende sammensætning:
I hver af de fire grupper spillede holdene alle-mod-alle. De tre bedste hold i hver gruppe gik videre til hovedrunden om placeringerne 1-12, mens holdene der sluttede som nr. 4-6 i grupperne, gik videre til President's Cup om placeringerne 13-24.
De 12 hold, som gik videre fra den indledende runde som nr. 1-3 i grupperne, spillede i hovedrunden om placeringerne 1-12. Holdene blev inddelt i to grupper med seks hold, og resultaterne fra kampe mellem hold fra samme indledende gruppe blev overført til hovedrunden. Holdene fra gruppe A og B blev samlet i gruppe I, mens holdene fra gruppe C og D blev samlet i gruppe II.
De to bedste hold i hver gruppe gik videre til semifinalerne. Treerne gik videre til kampen om 5.-pladsen, de to firere spillede om 7.-pladsen, femmerne om 9.-pladsen, mens sekserne måtte tage til takke med kampen om 11.-pladsen.
De 12 hold, som gik videre fra den indledende runde som nr. 4-6 i grupperne, spillede i President's Cup om placeringerne 13-24. Holdene blev inddelt i to grupper med seks hold, og resultaterne fra kampe mellem hold fra samme indledende gruppe blev overført til President's Cup. Holdene fra gruppe A og B blev samlet i gruppe PC-I, mens holdene fra gruppe C og D blev samlet i gruppe PC-II.
Vinderne i de to grupper gik videre til kampen om 13.-pladsen, toerne til kampen om 15.-pladsen, treerne til kampen om 17.-pladsen, osv.
Denne multihal var ligeledes nyopført. Eftersom håndboldholdet fra Split ikke er blandt topholdene i den kroatiske liga, er hallen efter VM hovedsageligt blevet brugt af basketballholdet KK Split.
Ligesom i Zadar var denne hal allerede planlagt og under opførelse, inden Kroatien blev tildelt VM. Den er efterfølgende blevet hjemmebane for håndboldholdet RK Osijek Elektromodul fra den bedste kroatiske liga.
Hjemmebanen for RK Varteks Di Caprio var helt nybygget til stævnet. Regionen omkring Varaždin er inden for de fleste sportsgrene repræsenteret i Kroatiens elite.
Poreč ligger midt i Istrien ved Kvarnerbugtens kyst. Hallen, der blev opført til VM-slutrunden, er efterfølgende blevet hjemmebane for håndboldklubben RK Poreč.