Retningsplan

En retningsplan var i tiden forud for planlovreformen en stedplan, der alene skulle sikre en hensigtsmæssig udformning af nye gader og veje i byområder. I nutiden er retningsplanen i praksis afløst af lokalplanbestemmelser.

Baggrunden for retningsplaner var ønsket om at sikre at de veje, som private grundejere lod udlægge ved udstykning, lod sig indpasse i vejnettet på en hensigtsmæssig måde og i forhold til den tilknyttede bebyggelse^[1].

Retningsplaner indførtes ved byplanloven 1938 og gentoges i landsbyggeloven 1960^[1].

Retningsplanen har karakter af et matrikelkort, hvorpå planlagte nye vejskel er vist^[2].

En retningsplan har efter ikrafttrædelse juridisk gyldighed, idet vejskellene tinglyses på de berørte ejendomme^[3].

En tinglyst retningsplan kan kun ændres ved ny detailplanlægning (i dag i form af en lokalplan).

Retningsplaner har i praksis kun fundet anvendelse i København, hvor der frem til 1965 blev godkendt mere end 100 sådanne planer^[1].

• Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.