Portal:Historie/Udvalgt artikel/marts, 2013
Den Fjernøstlige Republik (russisk: Дальневосто́чная Респу́блика, ДВР, – Dalnevostotsjnaja Respublika, DVR), undertiden benævnt Tsjita-republikken, var en nominelt uafhængig stat oprettet i Blagovesjtjensk den 6. april 1920 og omfattende det tidligere Ruslands fjerne østen og Sibirien øst for Bajkalsøen. Selv om republikken nominelt set var uafhængig, var den i vid udstrækning kontrolleret af RSFSR, og dens vigtigste formål var at være en buffer mellem RSFSR og de områder, Japan kontrollerede.
Republikken omfattede de områder, der modsvarer de senere Zabajkalskij kraj, Amur oblast, Khabarovsk kraj og Primorje kraj i Rusland.
Frem til oktober 1920 var hovedstaden Verkhneudinsk (det senere Ulan-Ude), og derefter blev Tsjita hovedstaden.
Efter, at Japan havde evakueret Vladivostok den 25. oktober 1922, blev den russiske borgerkrig erklæret afsluttet. Tre uger senere, den 15. november 1922, blev Den Fjernøstlige Republik lagt sammen med RSFSR.
... læs mere