Olddansk

Dødt sprog
Underklasse til	oldøstnordisk, dansk
Land	Danmark
Forrige	• urindoeuropæisk; • urgermansk; • urnordisk
Næste	• ældre middeldansk; • yngre middeldansk; • ældre nydansk
Starttidspunkt	800
Sluttidspunkt	1100

Olddansk eller runedansk betegner det sprog, som taltes og blev skrevet i Danmark ca.a 800 e. Kr. - 1100.^[1] Der finder vi runeindskrifterne.

I sproghistorien anses urnordisk at være blevet udskilt fra fællesgermansk^[2] omkring år 200 e.kr.f. Omkring år 800 udskiltes så olddansk fra urnordisk.^[3] Det er først her at man kan tale om et egentligt dansk sprog. Som sprogperiode afløses olddansk omkring i år 1100 af gammeldansk (middeldansk). Skiftet fra olddansk til gammeldansk sker, hvor runeskriften bliver afløst af latinske bogstaver.^[1]

Opsplitningen i de nordiske sprog var ikke voldsommere, end at der i den olddanske periode og senere blev sagt, at der taltes med dansk tunge både i Sverige, Norge og Island. Senere begyndte man at bruge navnet norrønt for den dialekt, der blev talt i Norge, Island og på Færøerne. Sprogforskelligheden var så lille i Skandinavien, at der i realiteten var tale om et fælles nordisk sprog.^[4]

Forandringer

Lydligt gennemgik olddansk i 800-tallet den østnordiske monoftongering, så diftongerne æi, au og øy blev hhv. e, ø og ø. Markering af bestemthed med suffiks på navneord er formodentligt også opstået i den olddanske periode. Ordforrådet voksede med mange ord der kom sammen med kristendommen.^[4]

Litteratur

V.Dahlerup: Det danske Sprogs Historie (1921),
Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse (København 1976),

Eksterne henvisninger

Ordbog over det danske sprog: Olddansk

Noter

^ ^a ^b Bent Jørgensen (2016), "Sproghistoriske perioder", Dansk sproghistorie: Dansk tager form, Aarhus Universitetsforlag, 1: 79-83, Wikidata Q86016383
^ jvf. Ordbog over det danske sprog: fælles for de germanske folk, germansk omraade osv.; især sprogv., spec. m. h. t. stamsproget for de germanske sprog. (de) fællesgermanske tenues. VilhThoms.Afh.II.257. Hvornaar de nordiske Sprogs Stamsprog, Urnordisk, begyndte .. at skille sig ud fra det fællesgermanske Grundsprog, vides ikke. Bertels. Da.Sproghist.I.(1910).7. substantivisk:VDahlerup. Det da. SprogsHist.(1921).1.
^ jvf. Ordbog over det danske sprog: (sprogv.) som hører til det (af det fællesgermanske sprog udskilte) sprog, hvoraf de forsk. nordiske sprog har udviklet sig (i reglen ansat til tiden ca. 200– ca. 800); ofte substantivisk, om dette sprog (jf. u. oldnordisk). Dahlerup.SprH.1(1896).1. Skautrup.SprH.I.15.
^ ^a ^b Karker, Allan (2016-08-18). "dansk - historie". Den Store Danske. lex.dk. Hentet 2023-04-05.

[Sproghistoriske_perioder-1] Bent Jørgensen (2016), "Sproghistoriske perioder", Dansk sproghistorie: Dansk tager form, Aarhus Universitetsforlag, 1: 79-83, Wikidata Q86016383

[2] vf. Ordbog over det danske sprog: fælles for de germanske folk, germansk omraade osv.; især sprogv., spec. m. h. t. stamsproget for de germanske sprog. (de) fællesgermanske tenues. VilhThoms.Afh.II.257. Hvornaar de nordiske Sprogs Stamsprog, Urnordisk, begyndte .. at skille sig ud fra det fællesgermanske Grundsprog, vides ikke. Bertels. Da.Sproghist.I.(1910).7. substantivisk:VDahlerup. Det da. SprogsHist.(1921).1.

[3] vf. Ordbog over det danske sprog: (sprogv.) som hører til det (af det fællesgermanske sprog udskilte) sprog, hvoraf de forsk. nordiske sprog har udviklet sig (i reglen ansat til tiden ca. 200– ca. 800); ofte substantivisk, om dette sprog (jf. u. oldnordisk). Dahlerup.SprH.1(1896).1. Skautrup.SprH.I.15.

[dsd-4] Karker, Allan (2016-08-18). "dansk - historie". Den Store Danske. lex.dk. Hentet 2023-04-05.

[1]