Missionskollegiet

Missionskollegiet (Collégium de cúrsu Evangelii promovendo^[1]) var et dansk-norsk kirkeligt kollegium med hovedkvarter i København. Det blev oprettet den 10. december 1714.^[1] Bag oprettelsen stod kong Frederik 4..^[2] Missionskollegiets formål var at udbrede evangeliet blandt de ikke-kristne^[1] og at stå bag en vækkelse inden for statskirken.^[2] I 1859 blev Missionskollegiet nedlagt.^[3][4]

Danske Kancelli havde tidligere ansvar for missionsvæsnet, men det blev flyttet over til Missionskollegiet ved dets oprettelse.^[1] Da Frederik 4. ønskede større fokus på den kirkelige politik, og antallet af missionssager havde været lille, oprettede han derfor Missionskollegiet for at markere et styrket fokus på området.^[2] På samme tid oprettede han rytterskoler 1721-1727^[5] og indførte konfirmationen i 1736^[6]. Det cementerede hans opmærksomhed på det kirkelige område.

Den først formand i Missionskollegiet var pietisten geheimeråd Johan Georg Holstein. Chr. Wendt, der også var pietist, var kollegiets første sekretær.^[2][2] I begyndelsen var kollegiets opgave at føre tilsyn med Trankebar-missionen,^[2] og det udgav i 1715 "Kort Efterretning om nærværende Anstalt i Danmark, til Hedningenes Omvendelse". Flere antipietistiske skrifter blandt andet mod Trankebar-missionen gjorde, at myndighederne fra 28. januar 1718 konfiskerede alle skrifter rettet mod Missionskollegiet.^[2]

Missionskollegiet støttede Thomas von Westen, der arbejdede for at bringe kristendommen ud i alle afkroge af Norge, særligt blandt samerne i Finmarken,^[2] og i april 1715 overtog det arbejdet,^[1] som det fortsatte til afbrydelsen af det dansk-norske rigsfællesskab i 1814.^[1] I i 1716 begyndte Missionskollegiet at udgive "Missionsbibler", som var billige udgaver af Biblen.^[2] Missionskollegiet fik også ansvaret for det vajsenhus, der blev oprettet i København i juli 1727 - et vajsenhus for forældreløse børn.^[4]

Fra 1737 førte kollegiet også tilsyn med missionsvirksomheden i Vestgrønland,^[1] efter at Hans Egede havde påbegyndt den 16 år tidligere.^[2] I 1790'erne overtog det tilsynet med den vestindiske mission^[1][3], men det blev i 1797 overdraget til det Vestindisk-guineaiske rente- og generaltoldkammer og Danske Kancelli.^[2][1] I samme periode havde oplysningstiden vundet større og større indpas, hvilket gjorde at statens interesse i mission var faldende; blandt andet faldt antallet af missionærer i Grønland,^[2] og i Trankebar faldt støtten også,^[2] og med salget af Trankebar til England i 1845, overtog det tyske missionsselskab virksomheden.^[1][2] Da statens engagement var aftagende, steg det private engagement i missionsvirksomhed, og blandt andet blev "Det Danske Missionsselskab" oprettet i 1821.^{[kilde mangler]} Missionskollegiet indgik ikke i et samarbejde med det nye selskab og forbød faktisk sine præster i Grønland at skrive med selskabet; et forbud der blev ophævet.^[2] Missionskollegiet blev lukket den 17. juni 1859 af Frederik 7.^[4] Herefter overgik de tilbageværende aktiviteter til Kulturministeriet.^[2] Mange af kollegiets tidlige optegnelser forsvandt under Københavns brand 1795.^[7]

• Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i slægtsforskning; 3. udgave; J.H.Schultz Forlag, København 1982; ISBN 87-569-0112-7.
• Ole Feldbæk: "Den lange fred. 1700-1800" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9; København 1990; ISBN 87-89068-11-4
• Wilhelm von Rosen (red.): Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse. I: Centraladministrationen indtil 1848; København 1983; ISBN 87-7497-092-5
• L. Stampe: "Missionskollegiet" i Nordisk Missionstidsskrift 1964; s. 225-241

• Lorenz Bergmann: Missions-Kollegium Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVII, s. 115