John Flanagan (atlet)
- For alternative betydninger, se John Flanagan (flertydig). (Se også artikler, som begynder med John Flanagan)
John Flanagan | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 28. januar 1868 County Limerick, Irland |
Død | 3. juni 1938 (70 år) Kilmallock[1], Irland |
Højde | 178 cm |
Vægt | 87 kg |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Atletikudøver |
Deltog i | Sommer-OL 1900, Sommer-OL 1904, Sommer-OL 1908 |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Medaljeoversigt | ||
---|---|---|
Atletik | ||
Deltager for USA | ||
Olympiske Lege | ||
Guld | 1900 i Paris | Hammerkast |
Guld | 1904 i St. Louis | Hammerkast |
Guld | 1908 i London | Hammerkast |
Sølv | 1904 i St. Louis | Vægtkast |
John Joseph Flanagan (født 28. januar 1868, død 3. juni 1938) var en irsk-amerikansk atlet, som deltog i tre olympiske lege i begyndelsen af 1900-tallet og der vandt flere medaljer.
Idrætskarriere
[redigér | rediger kildetekst]Flanagan var født i Limerick i Irland og viste sig allerede som ganske ung at være en god atlet, fremfor alt en fremragende hammerkaster. Han satte således verdensrekord i denne disciplin i 1895.[2] Han opnåede dog også at blive nummer to i de irske mesterskaber dette år i både længde- og højdespring.[3]
I 1896 emigrerede han til USA, hvor han indledningsvis havde vanskeligt ved at tilpasse sig et mindre kasteområde samt en anden type hammer, der blev brugt i USA. Men da han havde vænnet sig til de nye forhold, var han nærmest uovervindelig i en længere periode omkring århundredskiftet og et stykke ind i 1900-tallet. Han satte således ikke mindre end 16 verdensrekorder og toppede verdensranglisten 12 gange i de femten år, han boede i USA.[2] Yderligere en grund til hans dominans var, at han tidligt i sin tid i USA blev opmærksom på en ny teknik, hvor man tager tre omdrejninger, inden man kaster hammeren, og denne teknik forfinede han.[4]
I 1900 deltog han første gang i OL, der fandt sted i Paris. Han var tilmeldt i kuglestød, men stillede ikke til start, men han stillede til gengæld op i diskoskast, hvor han blev nummer syv.[2] I hammerkast var der fem deltagere (tre amerikanere og to svenskere), og Flanagan vandt sikkert konkurrencen med 51,01 m foran sine to landsmænd, Truxtun Hare med 46,26 m og Josiah McCracken med 43,58 m.[3]
Ved OL 1904 i St. Louis var der en række uofficielle konkurrencer, hvor Flanagan stillede op i blandt andet vægtkast (som han vandt), hammerkast (hvor han blev nummer to i almindelig konkurrence og vandt en med handicap) samt diskoskast med handicap. I de officielle konkurrencer stillede han først op i hammerkast, hvor feltet udelukkende bestod af amerikanere. Her vandt han konkurrencen med 51,23 m, mens John DeWitt med 50,26 blev nummer to og Ralph Rose med 45,73 m nummer tre.[5] Dernæst stillede han op i vægtkast, hvor feltet kun bestod af amerikanere samt én canadier. Denne var Étienne Desmarteau, der vandt med et kast på 10,46 m, mens Flanagan blev nummer to med 10,16 m og Jim Mitchel nummer tre med 10,13 m.[6] Endelig blev han nummer fire i diskoskast.[2]
Ved OL 1908 i London var Flanagan tilmeldt i hele fem atletikdiscipliner, men endte med kun af stille op i diskoskast og hammerkast. I diskoskast blev han nummer ni,[2] mens han i hammerkast i kvalifikationsrunden måtte nøjes med en andenplads med 50,36 m. Her var hans landsmand Matt McGrath bedst med 51,18 m og canadieren Con Walsh den tredje, der gik videre til finalen med 48,51 m. I finalen formåede ingen af de to sidstnævnte at forbedre sig, men Flanagan nåede ud på 51,92 m, hvilket sikrede ham guldet.[7] Ved legene deltog han desuden på det amerikanske hold i tovtrækning; holdet blev nummer fem og sidst blandt de hold, der stillede op.[2]
Disse olympiske lege blev Flanagans sidste, men med tre guldmedaljer i de tre udgaver af OL (1900, 1904 og 1908) indskrev han sig i historien som den bedste hammerkaster i 1900-tallet.[7] Tre olympiske guldmedaljer i én atletikdisciplin er efterfølgende kun overgået af Al Oerter og Carl Lewis.[3]
Flanagan satte sin sidste verdensrekord i hammerkast i 1909 med 56,18 m. Han vandt i alt syv amerikanske mesterskaber i hammerkast og seks i vægtkast. I 1911 vendte han tilbage til Irland og deltog sidste gang i konkurrence i en landskamp mellem Skotland og Irland.[2]
Øvrige karriere
[redigér | rediger kildetekst]Mens han boede i USA, gjorde Flanagan tjeneste ved New York City Police Department i otte år. Efter sin tilbagevenden til Irland overtog han sin fædrenegård, som han drev til sin død.[4]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ a b c d e f g John Flanagan, olympedia.org, hentet 14. februar 2024
- ^ a b c Hammer Throw, Men, olympedia.org, hentet 14. februar 2024
- ^ a b John Joseph* Flanagan: Modern Hercules, wingedfist.org, arkiveret fra originalen 21. maj 2023, hentet 14. februar 2024
- ^ Hammer Throw, Men, olympedia.org, hentet 14. februar 2024
- ^ 56-pound Weight Throw, Men, olympedia.org, hentet 14. februar 2024
- ^ a b Hammer Throw, Men, olympedia.org, hentet 14. februar 2024
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- John Flanagans profil på Olympics.com (engelsk)
- John Flanagans profil på Olympic.org (arkiveret) (engelsk)
- John Flanagans profil på Sports-Reference OL-resultater (arkiveret) (engelsk)
- John Flanagans profil på Olympedia (engelsk)
- John Flanagans profil hos IAAF (engelsk)
- John Flanagans profil hos Track and Field Statistik (engelsk)
- John Flanagans profil hos Encyclopædia Britannica Online (engelsk)