Spring til indhold

Anne Linnet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Anne Linnet (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Anne Linnet)
Anne Linnet
Linnet i 2023.
Information
FødtAnne Kristine Linnet
30. juli 1953 (71 år)
Aarhus, Danmark[1]
StatsborgerKongeriget Danmark Rediger på Wikidata
BopælKøbenhavn Rediger på Wikidata
ÆgtefælleHolger Laumann (1974-1985) Rediger på Wikidata
BørnXander Rediger på Wikidata
SprogDansk Rediger på Wikidata
GenreRock, pop, musical, klassisk musik
BeskæftigelseSanger, sangskriver, komponist, musiker, forfatter
Aktive år1969–nu
PladeselskabSony Music
Associeret medTears, Shit & Chanel, Anne Linnet Band, Marquis de Sade, Bitch Boys, Xander
Påvirket afTove Ditlevsen, New wave
Instrumenter
El-klaver, vokal, klaver, guitar Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Anne Linnets webside (arkiveret)
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Anne Kristine Linnet (født 30. juli 1953 i Aarhus) er en dansk sangerinde, musiker og komponist. Hun er en af dansk rockmusiks mest betydningsfulde og initiativrige musikere, der har arbejdet indenfor en lang række genrer.[2] Det ses også ved de priser hun har modtaget – Preben Harris' Dramatikerlegat i 1985, LO's Kulturpris i 1986, Handelsbanken Århus' Pris i 1987, Årets Sangerinde i 1985, '86 og '89. Linnet er desuden Ridder af Dannebrog, og har Statens Kunstfonds hædersydelse.[3]

Anne Linnet har været en del af den danske musikscene siden 1970'erne, og er én af de få danske sangerinder der har været populær igennem flere årtier. Hun har udgivet adskillige soloalbum og været medlem af Tears, Shit & Chanel, Anne Linnet Band, Marquis de Sade og Bitch Boys. Anne Linnet har opnået anerkendelse for sine karakteristiske fraseringer, ærlige og nogle gange feministiske tekster, samt fornyelse gennem eksperimentering med diverse musikgenrer.[4][5][6] Hun har desuden gjort sig bemærket for sin åbenhed omkring sin biseksualitet.[7][8][9]

Liv og karriere

[redigér | rediger kildetekst]
Anne Linnet i Odense, 2006.

Anne Linnet begyndte sin musikkarriere i 1969 som folkemusiker, og sang med DR Big Bandet i samarbejde med Holger Laumann i en periode siden 1971. Hun udgav et par albummer med Laumann i bandet Tears. Linnet debuterede som solist med albummet Sweet Thing, indspillet i samarbejde med Tears og udgivet i 1973.[2][10][11] I 1973 dannede hun Danmarks første populære kvindeband Shit & Chanel, som med sit talent og kvindepolitiske musik nåede ud til et bredt publikum. Shit & Chanel havde et stort hit med "Smuk og dejlig", som egentlig handlede om Linnets forelskelse i Ulla Henningsen.[12][13][14] Shit & Chanel blev opløst i 1982 efter Chanel vandt en retssag om brugen af sit varemærke, og gruppen havde skiftet navn til Shit & Chalou.[15] Linnet udgav i 1978 albummet Kvindesind, hvor hun fortolkede Tove Ditlevsens digtsamling af samme navn fra 1955.

Efter Shit & Chanel fortsatte Linnet med nye projekter, og hun dannede i 1979 Anne Linnet Band med to andre sangerinder, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. De fik sammen et stort hit med "Det er ikke det du siger", og alle tre sangerinder fik sidenhen succes som solister op igennem 1980'erne. Anne Linnet Band endte i 1983.[16]

Anne Linnet udgav digtsamlingen Glimt i 1983. Med dannelsen af bandet Marquis de Sade samme år skiftede Linnet musikalsk retning til new wave. Albummet af samme navn udgivet i 1983 vakte opsigt for sin hårdere, rytmiske lyd og ikke mindst teksterne, der kredsede om dominans og sadomasochisme. Det musikalske tema og sangteksterne i Marquis de Sade var også inspireret af Hamborgs red-light district.[17] Albummet Linnet/Salomonsen fra 1984 var musikken til et teaterstykke i Bellevue Teatret ved navn Berlin 84, og var inspireret af Toula og Barbarella der arbejdede i et red-light district. Sangteksterne på Linnet/Salomonsen behandler emner som LGBT-sletning og mandlige privilegier, og har lignende temaer med Marquis de Sade.[18][19] Marquis de Sade udgav sidenhen albummet Hvid magi d. 23. marts 1985, der nåede salgstal på mere end 100.000, og med kæmpehittet "Venus" blev et af de mest solgte album i Danmarkshistorien.[20][21][22]

Anne Linnet havde gennemført sin musikpædagogiske- og komponistuddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium i 1985,[23] og satte igen musik til Tove Ditlevsen fra romanen Barndommens gade i 1986 til albummet af samme navn. Marquis de Sade udgav også albummet En elsker i 1986. Albummet Barndommens gade blev en stor succes, og titelsangen modtog i 1987 ved Robertfesten en Robert for årets score.[24]

Sammen med pladeselskabsmanden Jan Degner grundlagde hun i 1986/1987 pladeselskabet Pladecompagniet.[25][23] I 1988 udgav hun Jeg er jo lige her, der blev hendes mest kommercielt succesfulde album med 400.000 solgte eksemplarer i Danmark.[26] Dette gør albummet til ét af de bedst sælgende danske album nogensinde.[27][28] Åbningsnummeret "Tusind stykker" blev et stort hit. Björn Afzelius indspillede en svensk version, "Tusen bitar", som blev et stort hit i Sverige. I 1988 udgav Anne Linnet sammen med Sanne Salomonsen sangen Den jeg elsker, elsker jeg til AIDS-fondet. Linnet og Salomonsen indspillede sangen sammen med Søs Fenger og Thomas Helmig, og den blev brugt til Sundhedsstyrelsens oplysningskampagne mod AIDS og HIV i slutningen af 1980'erne.[29] Anne Linnet udgav i 1989 Min sang i samarbejde med Johannes Møllehave, som skrev de fleste af albummets tekster. Dette samarbejde førte også en lang række kirkekoncerter med sig.

I 19941995 skrev Anne Linnet kammeroperaen Thorvaldsen da hun boede i Italien. I 1994 blev hendes pladeselskab Pladecompagniet solgt for et tocifret millionbeløb til den danske afdeling af Sony Music.[23][30] Thorvaldsen blev udgivet på CD i 1996.[31][32] I 1997 dannede Linnet sit andet kvindeband Bitch Boys, som udgav et album af samme navn dét år.

I 1999 udgav Linnet første del af sine erindringer: Erindringsbogen fik titlen Hvor kommer drømmene fra? Anne Linnet stiftede samme år pladeselskabet Circle Records.[23] Selskabet har bl.a. udgivet plader med Linnet selv samt Melanies og Hotel Hunger. I 2000 udsendte selskabet et album af sønnen Marcus under kunstnernavnet Jean.[33] Linnet udgav også børnebøger om hunden Ivan i 2000.

Albummet Over mig under mig af Marquis de Sade blev udgivet i 2002. Alle udgivelser fra Marquis de Sade har navnet Anne Linnet på coveret, hvilket tydeliggøres på denne udgivelse med "Anne Linnet & Marquis de Sade". I foråret 2006 udstillede hun sine malerier i Rundetårn.[4][34] Samme år blev hendes sang fra Shit & Chanel-tiden, "Smuk og dejlig" (1976), optaget i Kulturkanonen under overskriften Evergreens. Hendes album Go' sønda' morn' (1980) blev optaget på samme liste under børnekultur. I 2007 udsendte hun albummet Akvarium. Albummet opnåede en førsteplads på hitlisten, hvilket var første gang siden 1989-albummet Min sang.[35] Siden udgav hun albummene Anne Linnet (2008) og julealbummet Linnets jul (2010). Julealbummet indeholder sangen "68'er jul", som allerede var indspillet i 1968, men var aldrig blevet udgivet før.[36] I efteråret 2010 havde en dansk version af den internationale ABBA-musical Mamma Mia! premiere med danske tekster skrevet af Linnet.

I 2012 udkom anden del af Anne Linnets erindringer: Erindringsbogen fik titlen Testamentet. I 2012/13 var hun dommer i sæson 6 af X Factor (Danmark) sammen med Thomas Blachman og Ida Corr. Efterfølgende udkom det mere elektronisk prægede album Kalder længsel (2012), det mere traditionelle album Alle mine drømme til dig (2015), og samlingen af tidligere sange der ikke er blevet udgivet før Sange til livet (2022).

Linnet i 2009.

Anne Linnet er student fra Århus Statsgymnasium. Hun har været i et parforhold med både mænd og kvinder.[37] Hun var fra 1974 til 1985 gift med jazzsaxofonisten Holger Laumann, som hun flyttede sammen med som 18-årig.[38] De fik børnene Eva og Jan Martin, som siden har skiftet navn til henholdsvis Evamaria og Marcus.[39] Anne Linnets sorg fra efterdønningerne, af hendes fars død af en blodprop i 1979 i en alder af 58, samt skilsmissen fra Laumann i 1985 "slog benene væk under" hende, beskrev hun til Gaffa i 2015, hvor hun også udtalte: "Sorgbearbejdelsen i Marquis de Sade var sådan lidt: hvis du niver dig i armen, så det gør ondt, så mærker du ikke så meget, at det også gør ondt et andet sted. Det er ofte, at anden smerte kan trigge en form for stilstand i forhold til den oprindelige sorg."[40][41]

I 1988 fik Anne Linnet sønnen Alexander med Mads Buhl Nielsen. Alexander debuterede i 2010 som sanger under kunstnernavnet Xander. I 2001 adopterede Anne Linnet det rumænske søskendepar Maria og Peter. Peter Linnet sprang ud som transkønnet i 2016 og har fået kunstnernavnet P. Linnet.[42] P. Linnet er uddannet koreograf og har sit eget dansekompagni, Linnet Dance Company (LDC).[39]

Anne Linnet indgik i 2010 registreret partnerskab med den 23-årige Tessa Franck,[43] og inden deres skilsmisse i 2013 fik Tessa Franck to børn med en anonym donor, der juridisk (men ikke biologisk) også er Anne Linnets børn.[44] Anne Linnet blev i 2019 gift med den 38 år yngre Kathrine Kjær, som hun havde dannet par med siden 2017.[45] De blev skilt i 2022.[46]

  • Go’ sønda’ morn’ (nodebog), 1980
  • Glimt (digtsamling), 1983
  • Hvor kommer drømmene fra? (erindringsbog), 1999
  • Ivan som baby (børnebog), 2000
  • Ivan i skoven (børnebog), 2000
  • Ivan på stranden (børnebog), 2000
  • Ivan & Alexander (børnebog), 2000
  • Sangbog (nodebog), 2011
  • Testamentet (erindringsbog), 2012
  • Fucked (roman), 2019
  1. ^ Christensen, Uffe (10. november 2012). "Muser og mænd - musik og masochisme". Jyllands-Posten. Hentet 25. december 2023. Dengang foregik alt med fødebyen Aarhus som udgangspunkt og [...]
  2. ^ a b Anne Linnet i Den Store Danske Encyklopædi. Hentet 24. februar 2018
  3. ^ Bille, Torben, red. (2002). Dansk rockleksikon (1. udgave). Politikens Forlag. s. 292-293. ISBN 87-567-6525-8. Linnet har modtaget en række priser – Preben Harris' Dramatikerlegat i 85, LO's Kulturpris i 86, Handelsbanken Århus' Pris i 87. Hun blev kåret som Årets Sangerinde i 85, 86 og 89. Hun er Ridder af Dannebrog og modtager livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
  4. ^ a b Anne Linnets webside Arkiveret 14. oktober 2017 hos Wayback Machine
  5. ^ Anne Linnet. Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
  6. ^ Hegnsvad, Kristoffer; Maegaard, Sofie (2008). Husker du – dansk rock gennem 50 år. DR. s. 138. ISBN 978 87 7680 812 9. Både i Tears, Shit & Chanel, Marquis de Sade og Anne Linnet Band udtrykte Anne Linnet en sjældent følsom og ærlig feminin stemme, som for eksempel i Marquis de Sade-sangen 'Glor på vinduer' fra '83.
  7. ^ Korsgaard, Lea (5. december 2010). "Anne Linnet: Jeg føler mig åben for livet!". Politiken. Hentet 1. januar 2011.
  8. ^ Hansen, Tine Godsk (20. februar 2008). "Kvindestemmer". DR. Arkiveret fra originalen den 19. december 2011. Hentet 15. januar 2011.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  9. ^ Jan Have Eriksen, Bax Lindhardt (29. november 2010). "Anne Linnet taler ud om sit vilde år". B.T. Hentet 15. januar 2011.
  10. ^ Bundgaard, Peder (2005). Lykkens pamfil (2. udgave). Lindhardt og Ringhof. s. 153. ISBN 9-78-87-595-2542-5. Den tredje LP med Tears var i realiteten det første soloalbum med Anne Linnet.
  11. ^ Nielsen, Jens-Emil (2013). 70'er rock: Dansk rock 1970-1980 (1. udgave). Her & Nu. s. 76. ISBN 978-87-90184-93-3. Hun kommer med i hans jazzrock-gruppe Tears og debuterer med dem som backing som 20-årig med solo-lp'en 'Sweet Thing' med engelske tekster.
  12. ^ Nymand, Sofie (12. marts 2023). "I Dansegarderoben synger Anne Linnet hittet Smuk og dejlig til dansepigen Diana: Denne kendte dansker er sangen i virkeligheden skrevet til". Billed-Bladet. Hentet 6. marts 2024.
  13. ^ Aggersbjerg, Marcus (7. marts 2021). "Smukke og dejlige Ulla Henningsen". Jyllands-Posten. Hentet 6. marts 2024.
  14. ^ Brovall, Sandra (16. juni 2012). "Anne Linnet afslører pigen fra 'Smuk og dejlig': »Du kender hende sikkert«". Politiken. Hentet 25. februar 2018.
  15. ^ Kvindestemmer. DR. Arkiveret 19. december 2011 hos Wayback Machine.
  16. ^ Sanne Salomonsen. Den Store Danske. Hentet 2. marts 2024.
  17. ^ Eriksen, Jan (2019). Anne, Sanne og Lis: Historien om en dansk musikrevolution (1. udgave). Storyhouse. s. 100. ISBN 9788711911679. Det første kim til det, der skulle blive til Marquis de Sade, blev plantet under en turné med Anne Linnet Band i et par klubber i Hamburgs red light district.
  18. ^ Linnet, Anne (2012). Testamentet (1. udgave). People's Press. s. 274. ISBN 978-87-7108-597-6. Jeg bestiller en billet til New York for at mødes med min veninde Dorte, som danser i Colorado og snart er færdig dér, og en til Berlin, så jeg kan lave min research til forestillingen på Bellevue Teatret. I Berlin vil jeg interviewe Toula og Barbarella. Jeg har besluttet, at Berlin 84 skal foregå i Toulas bar og handle om alle de ting, jeg går og tænker på omkring kvindeliv og kvindeskæbner [...]
  19. ^ Eriksen, Jan (2019). Anne, Sanne og Lis: Historien om en dansk musikrevolution (1. udgave). Storyhouse. s. 122. ISBN 9788711911679. Musikken fra Berlin 84, der naturligt lå i forlængelse af Marquis de Sade, udkom under titlen Linnet-Salomonsen.
  20. ^ Linnet, Anne (2012). Testamentet (1. udgave). People's Press. s. 530. ISBN 978-87-7108-597-6. Der er pladeudgivelse lørdag den 23. marts [...] Plakaten til Hvid magi er bare så smuk.
  21. ^ Bille, Torben, red. (2002). Dansk rockleksikon (1. udgave). Politikens Forlag. s. 289. ISBN 87-567-6525-8. Ved udsendelsen i marts 85 fik pladen flotte anmeldelser og et salg på 100.000 alene det år.
  22. ^ De mest solgte album i Danmark Arkiveret 2. februar 2017 hos Wayback Machine. Børsen. 3. marts 2016. Hentet 25. februar 2018.
  23. ^ a b c d Officiel webside. Arkiveret 2. december 2002 hos Wayback Machine
  24. ^ "Robert-vindere". filmakademiet.dk. Arkiveret fra originalen 13. december 2017. Hentet 5. april 2024.
  25. ^ Officiel historie af Marquis de Sade Arkiveret 22. februar 2003 hos Wayback Machine
  26. ^ Drejer, Dennis (17. januar 2007). "Vi køber færre skiver". B.T.
  27. ^ Christensen, Uffe (10. november 2012). "Muser og mænd - musik og masochisme". Jyllands-Posten. Hentet 10. november 2012.
  28. ^ "Anne Linnet indspiller egen musikhistorie". Jyllands-Posten. 15. oktober 2007. Arkiveret fra originalen 5. juni 2015. Hentet 9. oktober 2023.
  29. ^ Den jeg elsker elsker jeg af Søs Fenger, Thomas Helmig, Sanne Salomonsen og Anne Linnet. Discogs.
  30. ^ Karrieren har sat sig på tværs. B.T.
  31. ^ Officiel historie af kammeroperaen Thorvaldsen Arkiveret 14. december 2002 hos Wayback Machine.
  32. ^ Anne Linnet. Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
  33. ^ "Jean: Jean". Arkiveret fra originalen 23. oktober 2013. Hentet 22. oktober 2013.
  34. ^ GAFFApedia. Arkiveret 24. november 2009 hos Wayback Machine.
  35. ^ Svidt, Ole Rosenstand (2. november 2007). "Anne Linnet nummer 1 på hitlisten". Jyllands-Posten. Hentet 18. august 2012.
  36. ^ Mikkelsen, Svend-Vilhelm (8. november 2010). "Anne Linnet udgiver julealbum". Juleweb.dk. Hentet 30. maj 2024.
  37. ^ ”Vi er skilt, men stadig kærester”. ALT for damerne. "Anne Linnet har dannet par med både mænd og kvinder [...]"
  38. ^ Nielsen, Jens-Emil (2013). 70'er rock: Dansk rock 1970-1980 (1. udgave). Her & Nu. s. 76. ISBN 978-87-90184-93-3. Anne Linnet flytter sammen med den 11 år ældre saxofonist og jazzmusiker Holger Laumann, allerede mens hun som 18-årig går i 3. g.
  39. ^ a b Skrydstrup, Ingelise (2. august 2010). "57-årige Anne Linnet er blevet mor igen". B.T. Hentet 15. januar 2011.
  40. ^ ANNE LINNET FYLDER 70 – læs stort portrætinterview fra 2015. Gaffa.
  41. ^ Sørensen, Lis (2019). Jeg er kommet for at synge (1. udgave). Politikens Forlag. s. 81. ISBN 978-87-400-5154-4. Anne oplevede selv en stor sorg, da hendes far døde af en blodprop i 1979, bare 58 år gammel.
  42. ^ Anne Linnet adopterer to rumænske feriebørn B.T. 22. marts 2001. Hentet 26. april 2022
  43. ^ Anne Linnet gift med gravid 22-årig. B.T.
  44. ^ Kenan Seeberg (26. december 2013). "Anne Linnet er blevet skilt". Berlingske. Hentet 28. august 2015.
  45. ^ Anne Linnet er ligeglad med, hvad alle andre tænker: Forelskelsen har altid været mit allerstærkeste brændstof. Politiken.
  46. ^ Anne Linnet skal skilles efter fem års forhold. TV 2.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]