Paranoid-kritisk-metode

Den paranoid-kritiske-metode er kunstneren Salvador Dalis opfindelse han satte i gang i 1929. Metoden skulle indfri princippet om 'delirium af fortolkningsmæssige associationer' lånt fra psykiatriens begreb om paranoia.^[1] En spontan metode af irrationel viden, hvormed Dali kunne anvende selv sine allermindste psykologiske og fysiologiske excentriciteter forstørret op i handlinger. Som surrealist var Dali især optaget af det ubevidste i Freuds personlighedsmodel. Dali forestillede sig at metoden både skulle kunne løse artistiske og poetiske problemer såvel som hverdagsproblemer.

1. ^ José Pierre: a dictionary of surrealism. Eyre Methuen, London 1974, s. 132.

• Rem Koolhaas: Delirious New York: A Retroactive Manifesto for Manhattan. Oxford, 1978. Bogen diskuterer Dalis metode.