migration i forhistorien

Nogle af de tidligste mennesker, vi kender til, som udvandrede fra Afrika med længerevarende succes, bevægede sig langs den sydlige del af Eurasien helt til Australien allerede for mellem 60.000 og 50.000 år siden og lever videre i dag som oprindelige australiere (også kendt som aboriginere) og Ny Guinea fra måske omkring 40.000 år siden. Da de spredte sig fra Eurasien, var vandstanden lavere, og der var derfor kortere strækninger at padle over til det dengang forbundne kontinent Australien-Ny Guinea. Genetisk kan de oprindelige australiere deles op i en vest- og en østgruppe, begge med rødder meget langt tilbage i tid.

Sydøstasien blev også befolket af en gruppe jæger-samlere, de såkaldte Hoabinhan, sandsynligvis for omkring 44.000 år siden. De ser ud til at være tættest beslægtet med de nulevende jæger-samlere önge på Andamanerne, men sandsynligvis også med grupperne jōmon i Japan og jehai i Malaysia.

Det tidligste folk, vi kender genetisk i Østasien, er dokumenteret i et genom fra for 40.000 år siden fra Tyanyuan i Østkina, som danner en separat gren fra de tidligst kendte kystnære sydøstasiatiske grupper Hoabinhan og Jōmon. Denne østkinesiske gruppe danner det genetiske grundlag for mange senere østasiatiske grupper.

I Yana i Nordøstsibirien, er også fundet to genomer, som er omkring 32.000 år gamle og repræsenterer de ældste mennesker, der spredte sig hele vejen gennem Sibirien for omkring 38.000 år siden.

Palæosibirerne menes at have skilt sig fra de ældste østasiater for omkring 30.000 år siden. Derfra opstod sandsynligvis en ny undergruppe omkring Beringsstrædet for cirka 24.000 år siden. De fik ny opblanding fra de ældste nordøstsibirere og spredte sig til Nordamerika derefter. Genetisk menes disse at have befolket Nordamerika fra omkring 16.000 år siden med Clovis-kulturen, men undertiden finder man arkæologiske spor, som ser ud til at være op til 23.000 år gamle. Det er derfor muligt, at der var en indvandringsbølge før Clovis-kulturen til det nordamerikanske kontinent.

Folk med ophav i Clovis-kulturen spredte sig hastigt videre til Sydamerika for mindst 14.000 år siden. Senere kom en ny bølge til Sydamerika, som i højere grad afspejles i nutidens sydamerikanske befolkninger, men enkelte senere fund fra Lagoa Santa i det Østlige Sydamerika fraomkring 10.000 år siden viser, at den ældre Clovis-relaterede befolkning overlevede visse steder i Sydamerika.

Senere kom en ny indvandring fra Sibirien gennem Alaska og Canada helt til Grønland, hvor vi kender den fra et genom i Qeqertasussuk, der dateres til 3040-2470 f.v.t., fra Saqqaq-kulturen.

Fra et genom dateret til 970-800 f.v.t. i Uelen i det nordøstligste Rusland kan man se, at der også var en nordamerikansk gruppe, som vandrede tilbage over Beringsstrædet til Nordøstsibirien og blandede sig med de gamle sibirere. Dette skabte en ny gruppe, som ligner moderne inuit samt genomer fra Thule-kulturen i Grønland og Canada.

Efter de første forsøg på indvandring i Europa, som ikke satte sig blivende genetiske spor, lykkedes det Aurignacien-kulturen (tidligere kaldet Cro-Magnon) at etablere sig i Europa fra omkring 38.000 år siden med afsæt i Mellemøsten. De tidligste bevarede genomer fra disse mennesker er fundet i Goyet-hulen i Belgien og dateres til at være omkring 35.000 år gamle.

I omtrent samme periode spredte en lignende gruppe sig fra Mellemøsten sig nord over Kaukasus til Østeuropa vest for Uralbjergene. De er dokumenteret i et genom fra Kostenki i det sydvestlige Rusland fra for omkring 39.000-36.000 år siden og Buran Kaya på Krim-halvøen fra for omkring 36.000-35.000 år siden, samt Sunghir længere nordpå i den russiske del af Østeuropa fra for omkring 35.000-33.000 år siden, og kendes arkæologisk også som østeuropæisk Aurignacien-kultur. Tilsyneladende udvikler denne gruppe sig til gravettien-komplekset i Østeuropa, som spredes i løbet af istiden til store dele af Vesteuropa fra omkring 34-33.000 år siden, hvor de blandedes med de tidligere vesteuropæiske Aurignacien-grupper. I Tjekkiet og Østrig ser man begge genetiske grupper fra for omkring 31.000 år siden, og ligeledes i forskellige blandingsforhold på tværs af Central-, Vest-, og Sydeuropa i løbet af gravettien-perioden, hvor istiden gjorde, at folk gradvist kom til at leve i mere eller mindre isolerede lommer i Sydeuropa, hvor der stadig var jagt og ressourcer nok til at overleve.

I Dzudzuana-hulen i Georgien har man fundet to ca. 25.000 år gamle genomer, der genetisk ligner levn fra forstadiet til både de vesteuropæiske og østeuropæiske palæolitiske jæger-samlergrupper. Man mener, at denne gruppe har været udbredt i Mellemøsten væsentligt tidligere, måske fra for mellem 45.000 og 30.000 år siden.

Fra for omkring 23.000 år siden begyndte en af disse grupper, i løbet af epigravettien-perioden at sprede sig nordpå fra det sydlige Balkan-område og det sydlige Italien, i takt med at isen trak sig tilbage. For omkring 20.000 år siden nåede de til Den Iberiske Halvø (det nuværnede Spanien og Portugal) og blandede sig i forskellige grad med efterkommerne af de vestlige Aurignacien-grupper, de tidligste blivende moderne mennesker i Vesteuropa. Denne nye blandede gruppe kendes arkæologisk som Magdalénien-kulturen, og kendetegner perioden epipalæolitikum i Vest-, og Centraleuropa. Over tid blev det sydlige, vestlige, centrale, og nordlige Europa, undtagen den skandinaviske halvø, domineret af denne nye genetiske jæger-samler-type, også kendt under navnet Villabruna. Typen er opkaldt efter det første genom fra denne gruppe, som man fandt i Norditalien i 2016, dateret til omkring 14.000 år siden. Denne vidt udbredte europæiske jæger-samlergruppe kendes for mesolitikum ofte også som vesteuropæiske jæger-samlere og kendetegner også genomerne fra de første jæger-samlere, vi kender til i Danmark fra Maglemose- og Ertebøllekultur.

I Østeuropa (fra Ukraine til Uralbjergene), får man efter Gravettien og i løbet af østeuropæisk Epi-Gravettientid (for ca. 20.000-10.000 år siden) nyt genetisk input fra en jæger-samlergruppe i øst, sandsynligvis fra omkring Bajkalsøen i Sibirien. Disse jæger-samlere er først dokumenteret i genomet fra en dreng i Mal'ta ved Bajkal (ikke at forveksle med øen Malta i Middelhavet) fra for 24.000 år siden (i sig selv en blanding af de ældste nordsibirere de tidligste østasiater).

I Østeuropa kender man disse nye sibiriske folk (med lidt opblanding af de gamle lokale folk) som østeuropæiske jæger-samlere og fra ca. 10.000-5.000 f.v.t. dominerer disse mennesker Østeuropa fra de pontisk-kaspiske stepper til Karelen i Finland.

I Skandinavien holdt isen længere end i resten af Europa, og først omkring 12.000 år siden blev Skandinavien befolket, og af to meget forskellige jæger-samlergrupper. Østeuropæiske jæger-samlere indvandrede fra Nordøsteuropæisk Arktis og Finland (Fennoscandia) ned over Norges kyster, og omtrent samtidig vandrede vesteuropæiske jæger-samlere fra syd op gennem Danmark, Sverige og Norge og blandede sig med de østeuropæiske jæger-samlere. Denne blanding kendes siden da som skandinaviske jæger-samlere.

Mellemøsten var arnested og transitområde for flere af de migrationer, der nåede videre til Europa og Asien, og hvor landbruget også opstod, før det kom til Europa.

Der opstod en række genetiske grupperinger med fælles ophav i Mellemøsten, og en af disse nåede sågar til Nordafrika dokumenteret i genomer fra Taforalt i Marokko fra for omkring 15.000 år siden.

De andre forblev hovedsagelig i eller omkring Mellemøsten og udviklede sig gennem stenalderen til forskellige grupper med lidt forskellig blanding udefra. Således kender vi fra tiden for omkring 20.000-13.000 år siden til tre-fire genetiske grupper af jæger-samlere: Levantiske jæger-samlere (med lidt ekstra nordafrikansk indblanding), anatoliske jæger-samlere i nutidens Tyrkiet, iranske jæger-samlere og kaukasiske jæger-samlere. De sidste to er tættere beslægtet med hinanden end de andre og klassificeres undertiden som en samlet gruppe. Både kaukasiske og iranske jæger-samlere har også lidt indblanding fra nordeurasiske jæger-samlere fra omkring Bajkalsøen i Rusland, som ligner dem, der bredte sig til Østeuropa for omkring 20.000-12.000 år siden.

De anatoliske jæger-samlere er især kendt for de imponerende monumenter af sten, Göbekli Tepe og Karahan Tepe. Dette vidner om at det ikke kun var med landbruget, man kunne se imponerende monumental arkitektur, men denne grad af organisation kendes også hos nogle jæger-samlere.

Da landbruget bredte sig som ny livsstil og teknologi omkring 12.000 år siden, begyndte de levantiske jæger-samlere (med begyndende landbrug) fra Natufian-kulturen omkring 10.000 år siden at have genetisk kontakt med anatoliske jæger-samlere. Det er her, vi også ser landbrug brede sig i Anatolien, og hvor den genetiske gruppe vi kender som anatoliske bønder opstod. Disse anatoliske bønder brugte endnu ikke keramik, men har sandsynligvis brugt fletværk i form af kurve og æsker til opbevaring i stedet for keramik. Fra Karahan Tepe findes også imponerende kar lavet af sten.

For omkring 9.000 år siden begynder disse anatoliske bønder at sprede sig mod vest til Kreta og for omkring 8.500 år siden til Grækenlands fastland. For omkring 8.000 år siden begynder disse anatoliske bønder også at sprede sig mod øst og blande sig med jæger-samlerne i Iran og Kaukasus i takt med at landbruget spredtes til disse områder, og sandsynligvis videre til det nordlige Indien hvor vi senere finder Indusdal-kulturen. Men iranske eller kauksasiske jæger-samlere begyndte også at blande sig med bønderne i Anatolien fra for omkring 7.600 år siden, så Anatolien, Iran, og Kaukasus blev en mere blandet genpulje i denne periode; en blanding, som kendetegnede arvemassen i store dele af Mellemøsten i Kobberalderen.