Thorkild Bjørnvig

Thorkild Bjørnvig var en dansk forfatter, opvokset i Århus, siden 1973 bosat på Samsø. Efter studentereksamen fra Aarhus Katedralskole læste Thorkild Bjørnvig sammenlignende litteratur hos bl.a. Jens Kruuse, skrev prisopgave om Rainer Maria Rilke (udg. 1959) og blev magister i 1947.

Sammen med Bjørn Poulsen udgjorde han tidsskriftet Hereticas første redaktørpar i 1948-1949. Samtidig debuterede han selv som lyriker, og et frodigt vekselspil mellem elementær lyrisk inspiration og kyndig akademisk refleksion karakteriserer som helhed det omfattende og vægtige forfatterskab.

Digtsamlingerne Stjærnen bag Gavlen (1947), Anubis (1955) og Figur og Ild (1959) udgør den første, formspændte del af forfatterskabet, hvor inspirationen fra eros og natur langsomt og mættet frigøres i en suveræn kosmisk følelse og identitetsbekræftelse, der kulminerer i Ravnen (1968).

Den store digtkreds, der blev til i årene 1937-1967 og revideret i 1990, er anlagt som en bevidst kunstnerisk (selv-)realisation. Samtidig knyttede Bjørnvig sig gennem studier og oversættelser af Friedrich Hölderlin, Edgar Allan Poe, Friedrich Nietzsche, Rainer Maria Rilke og Gottfried Benn stadig tættere til den europæiske modernisme.

Det lyriske forfatterskab udviklede senere friere former, hvor alderens erfaringer svinger med, når sansningen åbner for øjeblikke af fylde: Morgenmørke (1977), Gennem regnbuen (1987) og Siv, vand og måne (1993).

I samspil med K.E. Løgstrup skærpede Bjørnvig i 1960'erne og 1970'erne sit syn på natur og sansning, bl.a. i disputatsen Kains Alter (1964). Hovedtesen — at en uforsonlig konflikt mellem kunst og kristendom bragte Martin A. Hansens forfatterskab til kunstnerisk ophør — dokumenteredes i tætte analyser, der udløste en bred litterær og teologisk debat.

Thorkild Bjørnvigs essays behandler indgående en række forfatterskaber, han følte sig udfordret af, bl.a. Sophus Claussens, men rummer også erindringstætte karakteristikker af samtidige danske forfattere, fx Frank Jæger og Tove Ditlevsen (Virkeligheden er til, 1973; Digtere, 1991).

Kritisk og præcist aflæste han den moderne civilisations splittelse, bl.a. i et banebrydende essay om "Den æstetiske idiosynkrasi" (i Begyndelsen, 1960), et punktuelt udløst virkelighedshad, hvis udgangspunkt er "følsomhed uden følelse, fornemmelse uden sanselighed".

Med sine miljødigte (Delfinen, 1975, Abeguder, 1981, Epimetheus, 1990) protesterede Bjørnvig siden 1970 mod vækstens tankeløse udryddelse af dyrearter, naturødelæggelse og mangel på sans for det, der er anderledes skabt end mennesket. Modstykket hertil var "begyndelsens" inspiration, som Bjørnvig opsøgte i litteratur, i beatmusik og i mytologiske figurer som kentauren og ravnen.

Thorkild Bjørnvig indledte sine erindringer med Pagten (1974), beretningen om det sammensatte, men inspirerende venskab med Karen Blixen i årene 1948-1955. De følgende bind viser hans forbløffende autentiske genoplevelse af detaljer og perspektiver i barndommens verden (Solens have og skolegården, 1983; Hjørnestuen og månehavet, 1984) og studieårene under og efter krigen (Jordens hjerte, 1986; Ønsket, 1987).

Et digtudvalg af Rilke i tre bind fra 1949-1958 blev i 1995 samlet under titlen Udsat på hjertets bjerge, der året efter indbragte ham EU's Aristeion-oversætterpris.

Thorkild Bjørnvigs Samlede digte udkom i 1998. Bjørnvig var medlem af Det Danske Akademi siden dets oprettelse i 1960.