Silvio Berlusconi

Silvio Berlusconi blev i 1959 direktør for et entreprenørfirma og opbyggede herefter koncernen Fininvest. Sammen med andre personligt ejede selskaber omfatter den bl.a. entreprenør- og ejendomsselskaber, tre tv-stationer (som siden 1980 har delt tv-markedet med de tre statslige kanaler), aviser (bl.a. Il Giornale) og blade, et reklamebureau, stormagasinkæden Standa og fodboldholdet AC Milan samt forlagskoncernen Mondadori.

Silvio Berlusconis kontrol med det private tv-marked og hans øvrige succeser i 1980'erne blev i ikke ringe omfang muliggjort af hans samarbejde med socialistpartiets leder Bettino Craxi, ligesom hans medlemskab af frimurerlogen P 2 også kan have haft betydning. Hans finansielle position har i nogen grad muliggjort hans politiske succes, og han var ved sin død stadig en af de rigeste enkeltpersoner i Italien.

Efter at flere politikere fra de etablerede partier, især kristelige demokrater og socialister, var blevet kompromitteret af omfattende korruptionsskandaler, gik Silvio Berlusconi i januar 1994 aktivt ind i politik med sit konservative og populistiske parti Forza Italia. Partiet blev kernen i højrealliancen Polo delle Libertà, der vandt parlamentsvalget i marts 1994 og dannede regering med Silvio Berlusconi i spidsen. Regeringen måtte imidlertid træde tilbage i december 1994, bl.a. pga. uoverensstemmelser med koalitionspartneren Umberto Bossi og hans parti Lega Nord.

Silvio Berlusconi dannede igen regering i 2001, efter at hans centrum-højre-koalition, Casa delle Libertà, havde vundet en komfortabel valgsejr ved parlamentsvalget. Foruden Forza Italia bestod koalitionen bl.a. af Alleanza Nazionale og Lega Nord. Da udenrigsminister Renato Ruggiero (1930-2013) i januar 2002 trådte tilbage i protest mod regeringens skepsis over for euroen, overtog Silvio Berlusconi også udenrigsministerposten.

Ved parlamentsvalget i april 2006 tabte Silvio Berlusconis koalition med en ganske lille margen til Romano Prodis centrumvenstre-koalition. Trods intern uenighed i Casa delle Libertà og pres fra rivaliserende koalitionspartnere påtog Silvio Berlusconi sig efter valget rollen som oppositionsleder. Forud for parlamentsvalget den 13.-14. april 2008 nedlagde Silvio Berlusconi sit parti Forza Italia for i stedet at stifte det nye parti Popolo della Libertà, som også omfatter højrepartiet Alleanza Nazionale. Sammen med koalitionspartneren Lega Nord opnåede Popolo della Libertà en overbevisende valgsejr, og den 8. maj 2008 overtog Berlusconi igen premierministerembedet.

Silvio Berlusconis politiske stil og praksis må betegnes som udpræget populistisk og baseret på en systematisk brug af tv-mediet til at påvirke meningsdannelsen. Foruden sine egne tre private kanaler kontrollerede Silvio Berlusconi som premierminister også de tre statslige RAI-kanaler og havde dermed i realiteten monopol på landsdækkende tv.

Silvio Berlusconi fik i sin regeringstid vedtaget en række love, som først og fremmest forekom at være til gavn for ham selv og hans familie og venner. Hans måde at drive politik på var præget af klanmentalitet og af en ringe respekt for statens og demokratiets institutioner. Igennem årene er Silvio Berlusconi blevet kritiseret for sin dobbeltrolle som politiker og mediemagnat, og han har tillige været involveret i en række retssager vedr. korruption og økonomisk kriminalitet.

Silvio Berlusconis regeringstid var præget af en skarp konflikt mellem premierministeren og retsvæsenet, i særdeleshed de offentlige anklagere, som Silvio Berlusconi beskyldte for at gå venstrefløjens ærinde og drive en personlig hetz imod ham. Efter at det i en periode umiddelbart før og efter valget i april 2008 virkede, som om Silvio Berlusconi ville være mere kompromissøgende og mindre konfrontatorisk over for retsvæsenet, syntes han i juni 2008 at vende tilbage til den gamle stil.

I juni 2008 verserede der endnu retssager mod Silvio Berlusconi, som bl.a. var anklaget for at have betalt den britiske advokat David Mills for at have tilbageholdt oplysninger i en sag, hvor Silvio Berlusconi ved retten i Milano var sigtet for økonomisk kriminalitet og bestikkelse.

Denne sag blev dog sat i bero, da Silvio Berlusconi i juni 2008 fik vedtaget en lov, der suspenderede behandlingen af visse typer af sager, vedrørende handlinger begået før juni 2002, i et år. Silvio Berlusconis regering arbejdede samtidig på at få vedtaget en lov, der skulle sikre indehaverne af statens højeste embeder, herunder regeringschefen, immunitet mod retsforfølgelse.

I 2013 besluttede Berlusconi at genetablere Forza Italia, men fastholdt den alliance, han havde etableret helt tilbage ved sin politiske debut i 1994. Selv var Berlusconi imidlertid dømt uvalgbar som følge af hans dom for skatteunddragelse, men styrede sit parti fra periferien og gik for en kort stund mere under den politiske opmærksomheds radar. Hans fravær medvirkede til, at højrefløjens depeche rykkede fra Forza Italia til hans allianceparti, Lega Nord.

Til gengæld stillede Berlusconi op til Europa-Parlamentet i 2019, hvor han blev valgt til trods for et rekorddårligt valg for Forza Italia. Han var dog stadig hovedansvarlig for sit partis indenrigspolitik, og han fik hurtigt kritik for at oparbejde sig et dramatisk højt fravær fra sin position i Europa-Parlamentet. Desuden blev han ramt af et langvarigt og slidsomt forløb med COVID-19, der afkræftede ham yderligere.

I forbindelse med regeringsdannelsen i 2021 påstod Berlusconi at have spillet en vigtig rolle, hvor han som kongemager gjorde Mario Draghi til premierminister. Rigtigheden af denne påstand kan betvivles, men afspejler et forsøg fra Berlusconis side på at fremstille sig selv som en midtersøgende og rationel garant for politisk stabilitet i Italien. Denne selvfortælling var særligt stærk i hans sidste år. Det til trods medvirkede Berlusconi til, at selvsamme regering måtte gå af, da han trak sin opbakning til Draghi i sommeren 2022.

Det udløste et valg i efteråret 2022, som højrefløjsalliancen vandt. Denne gang var det yderligtgående højrefløjsparti Fratelli d'Italia blevet det største, og dette partis leder, Giorgia Meloni, blev kort efter premierminister, mens Berlusconis parti, Forza Italia, måtte agere støtteparti. Om end han forsøgte at fremstille sig selv som den mindst rabiate og mest kompromissøgende aktør i regeringen, lykkedes det ikke, særligt grundet hans tætte venskab til Ruslands leder, Vladimir Putin, som Berlusconi gentagne gange optrådte imødekommende over for til trods for regeringens officielle linje, der utvetydigt støttede Ukraine i sin forsvarskamp mod Ruslands invasion.

Berlusconi døde som følge af et tiltagende dårligt helbred og modtog en statsbegravelse. Det udløste en større debat om hans eftermæle, hvor særligt venstrefløjen argumenterede for, at Berlusconi først og fremmest skulle huskes som populismens ypperste repræsentant i Italien, mens højrefløjen betragtede ham med alfaderlig respekt.

• Italiens politiske partier
• Italiens politiske system og forfatning