Sibiriens forhistorie

Efter isens afsmeltning ca. 9300 f.v.t. forløb kulturudviklingen i forskellig retning i de geografisk adskilte dele: Det nordlige og østlige Sibirien blev i mesolitikum befolket af fiskere og jægere. Deres livsgrundlag og tankeverden gengives i helleristninger med billeder af elg, hjort og bjørn. Mange steder forblev de basale levevilkår uændrede i årtusinder, endda helt frem til historisk tid som hos de bofaste jægere og fiskere på den nordlige tundra.

I skovbæltet mod nord indførtes brugen af keramik efter 5000 f.v.t., mens landbrug blev praktiseret i begrænset omfang. Et egentligt neolitisk stadie med kvæghold og agerbrug uden metalproduktion kan ikke påvises i Sibirien, hvis korte somre og hårde vintre krævede specielt tilpassede afgrøder.

Afgrøder i form af hvede og byg ankom omtrent samtidigt med kvæg- og fårehold i Altaj-regionen.

I tidlig jernalder i 600-tallet f.v.t. opstod der blandt kvæghyrder i Altaj og i dalen ved Minusinsk et hierarki, hvis rigdom afspejler sig i fyrstegrave (se Pazyryk), og hvis kunsthåndværk kendetegnes af den skythosibiriske dyrestil. For europæerne var de gentagne indfald af beredne nomadefolk fra Centralasien en trussel, først med kimmerier og skyther og senere med alanere og hunner.

På østkysten har man siden 2000-tallet f.v.t. ved floden Amur drevet laksefiskeri sideløbende med et forholdsvis beskedent landbrug. Laksefiskeri kendes også fra Kamtjatka fra 1000-tallet f.v.t., og nordpå ved Beringstrædet drev inuitiske samfund hvalfangst ca. 200 f.v.t.-1200 e.v.t. Rensdyravl bredte sig i Nordsibirien med samojedefolkets indtog i det første årtusind f.v.t.

• Sibiriens historie
• Sibiriens folkeslag
• Sibirien