Essen, by i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen 15 km øst for Duisburg; 574.600 indb. (2010). Essen er største by og centrum i Ruhrdistriktet. Med et areal på 210 km2 strækker byen sig på begge sider af Ruhrfloden fra det bakkede landskab i syd til Rhein-Herne-kanalen i nord.
Essens udvikling hænger nært sammen med Kruppkoncernen, grundlagt 1812 og byens største arbejdsgiver. Kruppværkerne fremstiller motorer, lastbiler, lokomotiver, stålelementer og forædlede stålprodukter. Jern- og stålindustrien er dominerende, men elektro-, glas-, tekstil-, bryggeri- og levnedsmiddelindustri samt kemisk industri gør sig også gældende.
Mange uddannelsesinstitutioner og forvaltningshovedsæder har til huse i Essen. Universitetet blev grundlagt i 1972; i 2003 blev det sammenlangt med Gerhard-Mercator-Universität i Duisburg under betegnelsen Universität Duisburg-Essen. Med flere end 33.000 studerende (2004) er det blandt Tysklands ti største universiteter. Desuden findes Folkwanghøjskolen for musik, teater og dans foruden forvaltnings- og økonomiakademi.
Med 110.000 m2 udstillingsareal og mere end 1,7 mio. besøgende om året er Essen en vigtig messeby. Siden 1977 har en undergrundsbane været under udbygning, og tre motorveje passerer delvis i tunneler byen. Ved Rhein-Herne-kanalen har Essen en trafikhavn med en omladning på knap 0,5 mio. t årligt samt fire industrihavne.
Næsten halvdelen af byarealet er grønne områder, som især findes i den sydlige del omkring Grugaparken og Baldeneysøen, der er dannet ved en opdæmning af Ruhrfloden. Industriområderne ligger ved kanalen i byens nordlige del.
I byens ældste del, på Burgplatz, ligger Münster, en treskibet gotisk hallekirke over en krypt fra 1000-t.; kirkens udsmykning og skatkammer rummer flere kunstværker fra ottonsk tid (900-1000-t.), bl.a. vægmalerier, den 2,25 m høje syvarmede bronzelysestage (fra år 1000) og den gyldne Madonna.
Foruden en række bemærkelsesværdige kirkebygninger fra 1900-t. findes der et operahus, opført 1983-88 efter udkast af Alvar Aalto.
Museum Folkwang, oprettet 1922, er den mest betydningsfulde kunstsamling i Ruhrdistriktet med en fornem samling fransk og tysk kunst fra 1800- og 1900-t. samt en fotografisk og grafisk samling. I 2010 indviedes en nybygning til Museum Folkwang efter udkast af den britiske arkitekt David Chipperfield.
Ruhrland-Museum omfatter Ruhrdistriktets kultur- og naturhistorie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.