Spring til indhold

John Bercow

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
John Bercow
14. februar 2018
Personlig information
FødtJohn Simon Bercow Rediger på Wikidata
19. januar 1963 (61 år)
Edgware, Storbritannien Rediger på Wikidata
NationalitetEngland Engelsk
Politisk partiKonservative Parti, Labour Party Rediger på Wikidata
ÆgtefælleSally Bercow (g. 2002)
Børn3
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedUniversity of Essex (til 1985) Rediger på Wikidata
BeskæftigelsePolitolog, politiker Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverRoyal Holloway, University of London Rediger på Wikidata
ArbejdsstedLondon Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserJames Joyce-prisen Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
John Bercows hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

John Simon Bercow (født 19. januar 1963 i Edgware) er en britisk politiker, der har været speaker for Underhuset fra 22. juni 2009 til 31. oktober 2019.[1] Før det var han medlem af det Konservative Parti fra 1980 frem til 2009, hvor han meldte sig ud af partiet, som det er kutyme når man vælges som speaker[2]. Bercow erstattede Michael Martin fra Labour som speaker.[3] Martin blev som den første speaker siden 1695 tvunget til at gå af i utide pga. en skandale.[3] Da Bercow blev valgt som speaker fik han mere opbakning fra Labour end fra sit eget parti.[4] Han blev valgt i tredje afstemningsrunde med 322 stemmer mod 271 til sin partifælle George Young.[3] I de første runder havde ingen kandidat opnået 50% af stemmerne. Efter anden runde trak alle andre end Bercow og Young deres kandidatur.[3]

Bercow blev valgt til Underhuset for de konservative i Buckingham ved parlamentsvalget i 1997 og blev på et tidspunkt medlem af skyggekabinettet.[4] Under hans ledelse har mandlige medlemmer af parlamentet fået lov til at tale uden at bære slips og rådgiverne foran ham er blevet fritaget for at bære paryk.[4]

Han begyndte at spille tennis som otteårig og blev på et tidspunkt Middlesex-mester for U/12-spillere. Senere spillede han double med den senere premierminister David Cameron.[4] Mens han gik på Essex University blev han formand for den konservative studenterforening, men den blev lukket i 1986 af det konservative partis formand.[4]

Opvækst og uddannelse

[redigér | rediger kildetekst]

Bercow gik på Frith Manor Primary School i Woodside Park, og Finchley Manorhill, der er en stor enhedsskole i North Finchley. I sin ungdom rangerede Bercow som Storbritanniens bedste juniortennisspiller, men han tabte denne position som følge af bronkitisk astma, og han kunne af samme grund heller ikke få en professionel karriere.[5][6]

Bercow færdiggjorde sine studier i statskundskab på University of Essex i 1985 og sluttede med topkarakterer.[7] Professor Anthony King udtalte "Da han var studerende her, var han meget højreorienteret, temmelig temperamentsfuld og meget dygtig. Han var en fantastisk studerende."[7]

Som ung aktivist blev Bercow medlem af den højreorienterede Conservative Monday Club. Her var han kandidat til klubbens nationale leder i 1981 med et manifest, der skulle indføre et program med "assisteret hjemsendelse" af immigranter, og han blev sekretær for klubbens immigrations- og hjemsendelseskomité.[8] I en alder af 20 år forlod han klubben med den begrundelse at han ikke kunne forlige sig med de øvrige medlemmers synspunkter,[9] og han har siden kaldt sin deltagelse i klubben for "fuldstændig vanvittig", og han har afskrevet sine synspunkter fra denne periode som "idiotiske".[8]

Karriere før politik

[redigér | rediger kildetekst]

Efter han dimitterede fra University of Essex, blev Bercow valgt som den sidste nationale bestyrelsesformand for Federation of Conservative Students (FCS) i 1986-87.[7] FCS blev nedlagt i 1987 af den daværende formand for Det Britiske Konservative Parti, Norman Tebbit, efter at et af dets medlemmer havde anklaget det tidligere konservative medlem af det britiske parlament Harold Macmillan for krigsforbrydelser ved udleveringen af kosakker til Sovjetunionen.[10] Bercow tiltrak sig opmærksomhed fra de konservatives ledelse, og i 1987 blev han udpeget af Tebbit som vice-formand for Conservative Collegiate Forum (efterfølgeren til FCS), for at lede kampagnen for studenterhjælp op til Parlamentsvalget i 1987.

Efter en periode hos en investeringsbank, sluttede Bercow sig til lobbyist-firmaet Rowland Sallingbury Casey (en del af Saatchi & Saatchi) i 1988, hvor han blev bestyrelsesmedlem inden for fem år.

Sammen med en anden konservativ, Julian Lewis, stod Bercow bag et avancereret tale- og kampagnekursus i over ti år. Kurset lærte over 600 konservative politikere (herunder flere Parlamentsmedlemmer) om kampagne- og kommunikationsteknikker. Han holdt også foredrag i USA for studerende på Leadership Institute.[11]

Politisk karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Byrådsmedlem

[redigér | rediger kildetekst]

I 1986 blev Bercow valgt som konservativt byrådsmedlem i London Borough of Lambeth, og han sad i 4 år, hvor han repræsenterede Streatham, St Leonard's ward. I 1987 blev han udnævnt som den yngste stedfortrædende gruppeleder i Storbritannien.[12]

Særlig rådgiver

[redigér | rediger kildetekst]

I 1995 blev Bercow udnævnt som særlig rådigver for Chief Secretary for finansforfalter Jonathan Aitken. Efter Aitken trådte tilbage pga. injurier tjente Bercow som særlig rådgiver for statssekretæren for National Heritage, Virginia Bottomley.

Privatliv

[redigér | rediger kildetekst]

Bercow blev gift med Sally Illman i 2002, og sammen har de tre børn.[13] Hans kone var tidligere konservativ, men skiftede og støtter nu for Labour, og hun har deltaget i kampagner både for hendes mand og for partiet Labour under valget i 1997. Bercow og hans nærmest afviser dog, at hun var særlig indflydelsesrig til at få ændret hans højreorienterede holdning.[13][14]

Bercow er humanist, og før han tog posten som Speaker var han medlem af All-Party Parliamentary Humanist Group.[15] Da han diskuterede gejstliges rolle i parlamentet, beskrev han sig selv under en dabt som "en ikke-religiøs person der havde en sekulær interesse i et vigtigt emne".[16]

Bercow har været fan af Arsenal F.C. siden januar 1971, og har sæsonkort til deres kampe. Han ser altid kampene på stadion sammen med sin søn.[17]

Titler

[redigér | rediger kildetekst]
John Bercows våben, designet af Hubert Chesshyre
  • Indtil 1997: Hr. John Bercow
  • 1997–2009: Hr. John Bercow MP
  • 2009–nu: The Right Honourable John Bercow MP

Skolastik

[redigér | rediger kildetekst]
Universitetsgrader
Land Dato Uddannelsesinstitution Uddannelse
 England 1985 University of Essex First-class honours Bachelor of Arts (BA) in Government
Universitetskansler, gæsteforelæser, guvernør og fellowships
Land Dato Uddannelsesinstitution Stilling
 England 2014 – University of Bedfordshire Universitetskansler[18]
 England 18. juli 2017 – University of Essex Universitetskansler[19][20]
 England 27. januar 2017 – University of Manchester Æresprofessor[21]
Ærestitler
Land Dato Uddannelsesinstitution Degree
 England 2010 University of Essex Doctor of the University (D.Univ)[22][23][24]
 England 16. marts 2013 University of Buckingham Doctor of Laws (LL.D)[25][26]
 England 23. januar 2014 De Montfort University Doktorat[27]
 England 30. januar 2014 City, University of London Doctor of Science (D.Sc)[28]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Rajeev Syal (4. november 2019). "Sir Lindsay Hoyle promises calm after being elected Speaker" (engelsk). The Guardian. Hentet 5. november 2019.
  2. ^ University Court - beds.ac.uk | University of Bedfordshire
  3. ^ a b c d Andersen, Niels Jacob (22. juni 2009). "Briterne får ny parlamentsformand". dr.dk. DR. Hentet 31. marts 2019.
  4. ^ a b c d e BBC (19. marts 2019). "Who is Commons Speaker John Bercow?". bbc.com (engelsk). BBC. Hentet 31. marts 2019.
  5. ^ Diary: Norton cool on Claudia show, Independent, 2009.
  6. ^ University of East Anglia (1. december 2015), Charles Clarke in-conversation John Bercow | University of East Anglia (UEA), hentet 25. juni 2018
  7. ^ a b c "Essex graduate new speaker, Colchester Campus, Government, 23. juni 2009". University of Essex. 23. juni 2009. Arkiveret fra originalen 8. juni 2011. Hentet 30. november 2010.
  8. ^ a b Rayner, Gordon; Bingham, John (10. juli 2010). "Speaker John Bercow called for 'assisted repatriation' of immigrants". The Daily Telegraph. London. Hentet 11. juli 2010.
  9. ^ Isaby, Jonathan (4. november 2002). "Profile: John Bercow". BBC News. Hentet 28. januar 2009.
  10. ^ John Stevens (21. august 1986). "Tories sue student editor over Macmillan war crimes charges". Sydney Morning Herald. s. 9.
  11. ^ John Bercow: Little Mr Turncoat in an awfully big chair (Webside ikke længere tilgængelig), The Sunday Times, 28. juni 2009
  12. ^ Wheeler, Brian (24. juni 2009). "The John Bercow story". BBC News. Hentet 30. november 2010.
  13. ^ a b Wheeler, Brian (24. juni 2009). "The John Bercow story". BBC. Hentet 2. juni 2015.
  14. ^ "JOHN BERCOW INTERVIEW: "INSECURITY PROPELLED ME TOWARDS HARDLINE RIGHT-WING POLITICS"". Big Issue. 22. juli 2014. Arkiveret fra originalen 5. juni 2015. Hentet 2. juni 2015.
  15. ^ "All Party Parliamentary Humanist Group". Her Majesty's Government. 2007. Hentet 4. november 2015.
  16. ^ United Kingdom, Parliamentary Debates, House of Commons, 1. marts 2001, (John Bercow).
  17. ^ Arsene Wenger Deserves Respect! John Bercow, Speaker Of The House of Commons på YouTube
  18. ^ "Chancellor of the University of Bedfordshire". beds.ac.uk. Hentet 7. december 2018.
  19. ^ "Speaker of the House of Commons to become sixth Chancellor of the University of Essex". Essex.ac.uk. Hentet 7. december 2018.
  20. ^ "Speaker of the House of Commons John Bercow appointed chancellor of Essex University". Gazette-news.co.uk. 19. juli 2017. Hentet 7. december 2018.
  21. ^ "Manchester appoints the Rt Hon John Bercow MP as an Honorary Professor". Manchester.ac.uk. 27. januar 2017. Hentet 7. december 2018.
  22. ^ "Honorary Graduates - University of Essex". .essex.ac.uk. Hentet 7. december 2018.
  23. ^ https://www1.essex.ac.uk/honorary_graduates/documents/HG2010/johnbercow2010oration.pdf
  24. ^ https://www1.essex.ac.uk/honorary_graduates/documents/HG2010/johnbercow2010response.pdf
  25. ^ "Honorary Graduates 2013 | University of Buckingham". Buckingham.ac.uk. 31. januar 2018. Hentet 7. december 2018.
  26. ^ http://www.buckingham.ac.uk/wp-content/uploads/2013/03/John-Bercow.pdf
  27. ^ "The Speaker". British Council. 22. juni 2009. Hentet 7. december 2018.
  28. ^ "Honorary graduates chronological". City.ac.uk. Arkiveret fra originalen 12. juni 2018. Hentet 7. december 2018.

Eksterne henvisnginer

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=John_Bercow&oldid=11876731"