Hestereje
Hesterejen (Crangon crangon) kaldes også sandhest, sandreje eller almindelig hestereje og er et tibenet krebsdyr i gruppen Caridea. Den lever i det nordøstlige Atlanterhav og er almindelig i Danmark, hvor den bliver op til 7,5 centimeter lang. Hesterejen ses ofte i meget stort tal på ren sandbund på lavt vand langs kysterne.
Levevis
[redigér | rediger kildetekst]De unge hesterejer lever især af alger, slikkrebs, vandlopper og larver af rurer, mens de større hesterejer tager børsteorme, tanglopper og pungrejer. Når hesterejen ikke jager, ligger den ofte nedgravet i sandbunden, så kun øjne og de lange følehorn er synlige. Hesterejens naturlige fjender er bl.a. torsk, ål, havørred og skrubber.[1]
Yndet spise
[redigér | rediger kildetekst]Hesterejen er en yndet spise i Tyskland, Nederlandene og især Belgien, men muligvis på grund af dens grå farve spises den sjældent i Danmark.[2] Navnet hestereje fortæller netop, at denne reje ikke er en lige så oplagt spise som de større og mere kødfulde fjordrejer, da man i gamle dage brugte at sætte forleddet heste- foran madvarer af ringere værdi. Andre eksempler er: Hestemakrel og hestekastanje.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Hans Hvass (red.) Danmarks Dyreverden, bind 3, Hvirvelløse dyr, side 145-148. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. ISBN 87-423-0076-2.
- ^ Nej tak: Se 10 gode fisk og skaldyr, som vi sender ud af Danmark, Politiken 20. maj 2013