Slægtsforskning

"Ane" omdirigeres hertil. For pigenavnet, se Ane (navn).

Slægtsforskning, også genealogi - af græsk: genea familie; græsk: logos læren om - er udforskningen af det enkeltes menneskes eller den enkelte families afstamning, og i begge tilfælde fører det til en, mere eller mindre fuldstændig slægts-historisk præsentation. Udforskerne kaldes slægtsforskere eller genealoger.

Man har kendt til slægtshistorie langt tilbage i tiden og i forskellige kulturer.

I den vestlige kulturkreds er de slægthistorier, der er omtalt i Bibelen nok bedst kendt. Første Mosebogs kapitel 5 handler om Adams slægtsbog, og kapitel 10 har overskriften "Folkeslagenes stamtavle", der indledes sådan:

1) Dette er Noas sønner, Sem, Kam og Jafets slægtsbog. Efter syndfloden fødtes der dem sønner. 2) Jafets sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tira.

I det gamle Rom blev det også skik, at man skulle kunne føre sin slægt tilbage, og netop af dette udviklede der sig en retspraksis omkring arveretten, der gjorde det nødvendigt at kunne beregne slægtskabet mellem den afdøde og arvingerne.

Beregning af slægtskabet kom til at betyde noget for den romerskkatolske kirke, da man skulle forhindre, at personer, der var i slægt med hinanden, indgik ægteskab. Her var ægteskab forbudt indtil 7. led i henhold til den kanoniske beregningsmåde^[1], hvilket krævede et godt kendskab til slægten.

I Danmark tages ofte afsæt i Gorm den Gamle, der levede i første halvdel af 900-tallet. Hans slægt er især kendt fra de to store runesten Jellingstenene i Jelling. Man kender dog ikke med sikkerhed hans forældre; men der er lavet efterslægtstavler for ham, der er ført 16 generationer frem, det vil sige til omkring 1400-tallet. Et af de mest pålidelige værker herom er skrevet af genealogen Sixten Otto Brenner, Nachkommen Gorms des Alten, König von Dänemark. ^[2]

Udover praktiske formål som arveretten og det arvelige i religiøs betydning, fik slægtsforskningen speciel betydning for adelsfamilier, der lagde vægt på at kunne sandsynliggøre, at de var af standsmæssig og fornem slægt, og – måske – havde "blåt blod i årerne".

En af de europæiske familier, der kan følges længst tilbage i tid, er den irske kongeklan O'Neill, ^[3] der godt nok ikke dukker op i historiske kilder før omkring 1160; men selv regner sin historie tilbage til den helt mytiske Niall, angiveligt søn af kong Fenius af Skytien, og femte led efter Noas søn Jafet. ^[4] Amerikanske præsidenter som George Washington, John F. Kennedy, Richard Nixon og Barack Obama skal nedstamme fra Karl den Store. Ligeså Maria Stuart, dronning Beatrix og dronning Margrethe, ^[5] men det har de til fælles med de fleste andre europæere. ^[6] Langt ude er de fleste af os i familie. ^[7]

Tidligere blev slægtsforskningen udført af professionelle forskere (genealoger). I dag er slægtsforskning blevet populært også blandt private, der af lyst eller behov vil kende til deres ophav.

Formålet med slægtsforskning er at belyse menneskers indbyrdes slægtsskab. Man anvender inden for slægtsforskningen begreberne proband, ane og anesammenfald.

Den, hvis slægtsforhold skal belyses, kaldes i slægtsforskningen for proband.

Forfædre og formødre kaldes i slægtsforskningen for aner (ental: ane).

Man skelner mellem

• agnatiske aner, der er ens mandlige forfædre, dvs. ens far, farfar, farfars far osv., – også kaldet sværdsiden
• kognatiske aner, der er alle ens forfædre og formødre uden hensyn kønnet på nogen af slægtsleddene.^[8][9]

Adelighed arves almindeligvis kun fra ens agnatiske afstamning, ens fars slægt, mens fx retten til at kalde sig jøde går igennem kognatiske aner.^{[kilde mangler]}

Teoretisk sker der en fordobling i antallet af aner i hvert slægtled tilbage i tiden. I virkeligheden bliver antallet begrænset som følge af anesammenfald. Anesammenfald kan forekomme hvad enten, man beskæftiger sig med forslægten eller efterslægten.

Slægtsforskere bruger som regel tre hjælpemidler i slægtsforskningen:

1. et oversigtsskema, der viser de fundne indbyrdes slægtsforbindelser, som regel med angivelse af navn, fødsels- og dødsår, næringsvej og levested;
2. et datablad for hver enkelt person, hvorpå der angives oplysninger om vedkommendes liv;
3. et arkiv til opbevaring af arkivalske dokumenter og genstande.

Med henblik på at få oversigt over slægtsforbindelser anvendes efter omstændighederne:

• en anetavle, der viser personers forfædre (forældre, bedsteforældre osv)
• en efterslægtstavle (stamtavle), der viser personens efterkommere (børn, børnebørn osv).
• en slægtsskabstavle, der viser alle blodslægtninge til den pågældende.

Datablade er en side, hvor man samler oplysningerne om de enkelte personers:

1. fulde navn samt evt. kaldenavn/kælenavn,
2. fødselsdato og fødselssted,
3. dåbsdate og dåbssted, desuden gudforældre og faddere,
4. forældrenes navne,
5. konfirmationsdato og konfirmationssted,
6. vielsesdato(er) og navn(e) på ægtefælle(r), desuden forlovere,
7. børn i og uden for ægteskabet med fødselsår,
8. dødsdato og dødssted,
9. begravelsesdato og begravelsessted,
10. næringsvej,
11. uddybende oplysninger om barndom, skolegang, ungdom, familiedannelse, karriere, alderdom, livssyn m.m.

Fordelen ved datablade er, at man let kan se hvilke oplysninger, man har og hvilke, der mangler.

Som et led i slægtsforskningen opbygges som regel et arkiv^[10] til opbevaring af dokumenter, billeder og genstande knyttet til de personer, der indgår i slægtsundersøgelsen. Originale fotos kan opbevares i fotoalbums og da indsat med fotohjørner, der ikke skader billedet og muliggør eventuel udtagelse. Originale arkivalske dokumenter (dåbs- og vielsesattester, eksamensbeviser, breve og lignende) kan opbevares i plastlommer i ringbind, der ikke skader dokumentet (ingen "huller" med hullemaskine). Eventuelle genstande kan opbevares i æsker eller lignende. Alle originale dokumenter opbevares i et brandsikkert skab – der er intet mere forfærdeligt end den dag, en kortslutning lader ilden brede sig og brandvæsenets slukningsarbejde gør resten med hensyn til at ødelægge et møjsommeligt opbygget slægtsarkiv.

Når man arbejder med slægtsforskning, bruger man mange forskellige kildematerialer. I hovedsagen kan man skelne mellem:

1. slægtsinterne,
2. håndskrevne
3. trykte
4. elektroniske.

Ved slægtsinterne kilder forstås dels familietraditioner, erindringer, overleveringer (herunder myter) og andet opbevaret i hukommelsen hos en eller flere af slægtens egne medlemmer, dels materielle vidnesbyrd så som fotografier, aktstykker af enhver art og genstande (arvesølv, arvestykker).

Slægtsforskning starter som regel med at registrere familietraditioner med mere. Dette skyldes flere forhold: for det første er det i reglen den letteste kilde at gå til, da de fleste kender deres egen fødselsdato, egne forældre, søskende og andre slægtninge i større eller mindre udstrækning, hvortil kommer de erindringer om sit liv den enkelte har. For det andet er der faren for, at slægtninge dør og den viden, de sad inde med, er gået tabt for evigt. For det tredje kan man ved at registre sådanne erindringer danne sig indtryk af hvad, der for den enkelte har været af betydning og hvad ikke. Ligeledes kan man ved at optage samtalen på film og bånd (samt alt, hvad moderne teknik ellers byder på) skabe sig et stemmearkiv af ældre talemåder (eller en dialekt)^[11] og danne sig et billede af personens væremåde, som kan være svært at beskrive i ord. De oplysninger, der således indsamles, bør omhyggeligt registreres med angivelse af hvor, hvornår og fra hvem, de stammer, for at andre (der ikke kender kildepersonen) skal kunne vurdere deres troværdighed. Man bør bemærke sig såvel oplysninger, som man ved er sande, som oplysninger, man ved ikke er det. Derved kan man vurdere i hvilken udstrækning, personen forsøger at "forskønne" sin fremstilling eller måske bærer avind mod andre eller af andre grunde "farver" sin beskrivelse. Endelig bør ikke forbigås den gensidige fornøjelse det er for den ældre at genkalde sig erindringer, for den yngre at få et levende indtryk af svundne tiders livsforhold.

Listen over aktstykker, der i hovedreglen opbevares i familien er lang. Her kan blandt andet nævnes^[12]:

1. fødsels- og dåbsattester,
2. vaccinationsattester,
3. karakterbøger og eksamensbeviser (herunder svendebreve m.v.),
4. skudsmålsbøger og andre udtalelser fra arbejdsgiver,
5. vielsesattester,
6. ejendomsdokumenter,
7. skattepapirer, selvangivelser, regnskabsbøger,
8. dagbøger og erindringer, lejlighedsviser, forfattede artikler og avisartikler m.m.,
9. breve og postkort skrevne af familiemedlemmer, venner og bekendte,
10. soldaterpapirer,
11. billeder (fotografier, silhouetklip) af personer, levesteder, begivenheder, idet man bør angive på bagsiden eller på et stykke papir vedlagt ophavsperson samt hvad, hvilken begivenhed eller hvem, billederne viser^[13].

Kan man ikke skaffe sig aktstykker i original, bør man skaffe sig en kopi eller afskrift af disse.

Materielle genstande^[10] kan være arvesølv, husgeråd, bøger, klæder og lignende, idet man altid bør notere sig hvem, der har anskaffet dem, hvem der har arvet dem og lignende så langt, det er muligt, for derved at danne sig et indtryk af den enkeltes liv og velstand.

Har slægten (eller den enkelte person) tilknytning til et bestemt sted, bør også gravindskrifter og epitafier registreres dels billedligt (fotografi), dels ved ordret afskrivning. Er der lakuner i teksten (på grund af afslag eller slid) bør disse omhyggeligt opmåles.

De vigtigste håndskrevne kilder er^[14]:

• Kirkebøgerne, hvor man kan finde oplysninger om fødsel, dåb, konfirmation, vielse og død;
• Folketællingerne med oplysninger om hvor, personerne boede i bestemte år, familieforhold, alder og næringsvej;
• Kopulationsprotokoller, som indgang til kirkebøgerne
• Skifteprotokoller, som indeholder opgørelser over boet, når personer dør;
• Fæsteprotokoller. Oplysning om aftale (fæstebrev) mellem gods og fæstebonde;
• Matrikelbøger, som har oplysninger om fast ejendom;
• jordebøger. Godsejeres oversigt over deres ejendomme og brugere;
• skøde- og panteprotokoller,
• tingbøger, hvori tingsvidner og retsafgørelser;
• Lægdsrullerne, som er lister over værnepligtige mænd og drenge.
• Retsprotokoller. Hvis een af ens forfædre har været i retten om det så er som anklaget eller vidne, står der som regel en del personlige oplysninger, som det ellers kan være svært af finde.

Hertil regnes:

• Vejvisere og telefonbøger,
• Dansk Biografisk Leksikon,
• staterne, der er fortegnelser over personer med samme erhverv eller har samme uddannelse^[15],
• Kraks Blå Bog,
• lokalhistoriske beskrivelser,
• Trap Danmark, der er en fyldig topografisk beskrivelse af Danmark,
• i nyere tid kan aviser indeholde stof af interesse (fx nekrologer^[16]).

På bibliotekerne findes bøger om slægtsforskning under gruppe 99.7 og 99.8.

Også på internettet kan man i dag finde mange slægtsoplysninger, idet mange enkeltpersoner lægger deres anetavler ud til offentligt brug eller offentliggør renskrivninger af kildemateriale af interesse. Af andet materiale kan nævnes:

• film (smalfilm og lignende),
• kasettebånd (sjældnere store bånd eller plader med stemmeoptagelser).

I fremtiden må man regne med at stadig flere oplysninger opbevares elektronisk.

Slægtsforskningen gør brug af forskellige metoder og fremgangsmåder i sit arbejde.

I slægtsforskningen som inden for al anden historisk forskning er kildehenvisninger af afgørende betydning for oplysningers værdi^[14]. En oplysning uden en kildehenvisning fremstår som en påstand snarere end som en dokumentation. Derfor er det et grundlæggende krav til slægtsforskningen, at det angives hvorfra, en oplysning stammer. Beroende på kildens art kan denne kildehenvisning være:

• for mundtlige oplysninger: hvem, der har givet oplysningen, hvornår (dato) og under hvilke omstændigheder (som led i interview, i erindringer eller lignende), desuden en vurdering af oplysningens kilde i forhold til oplysningens indhold (slægtning og da hvorledes, bekendt, rygte med mere);
• for arkivfundne oplysninger: kildens art (kirkebog, folketælling, skifteprotokol osv.) samt oplysninger om i hvilket arkiv, den er fundet (rigsarkivet, landsarkiv, lokalarkiv osv.), arkivgruppe, dokumentets titel (fx "X sogns kirkebog 18aa-18bb"), afdeling (fx fødte piger), år (evt. løbenummer), side eller spalte med mere således, at oplysningen ved behov let kan genfindes; om muligt er kopiering af kildestedet ønskelig (og ofte mulig via internettet, se nedenfor);
• for trykte kilder angives forfatter, titel, evt. bind, udgave, oplag, trykkested og -år, side- eller spalte og andet af betydning;
• for internetoplysninger kan internethenvisningen være en midlertidig henvisning og da med angivelse af hvilken dato, den pågældende oplysning blev hentet.

Slægtsforskere stilles jævnligt over for tre problemer:

1. anonymitetsproblemet, hvor en persons navn ikke forekommer (fx "NN‘s kone/hustru")^[17];
2. kamæleonproblemet, hvor en og samme person kan forekomme under mange betegnelser (fx "A‘s datter", "B‘s hustru", "C‘s moder" og "en gammel kone, der betler – hendes navn vides ikke", desuden samme navn uens stavet)^[18];
3. identificeringsproblemet, idet to personer kan have samme navn, have levet samme sted (fx i samme sogn) og på samme tid^[18].

Med henblik på at være sikker på, at man finder den rette person, gør slægtsforskere brug af kildekontroller, idet man dels sikrer sig imod muligheden for navnesammenfald og – hvor dette alligevel forekommer – udreder de enkelte muligheder for at sikre sig korrekt identifikation, dels så vidt muligt sikrer sig dobbelt kontrol på de enkelte oplysninger, fx ved at søge samme oplysning om samme begivenhed vedrørende samme person belyst af to af hinanden uafhængige kilder (fx kan man i 1800-tallets trykte kirkebøger under konfirmationer eller vielser også ofte finde oplysninger om fødslen, ligesom man kan bruge folketællinger til at kontrollere familiesammensætninger).

Undertiden støder slægtsforskeren på håndskrevne kilder, der er vanskelige at læse og tyde med sikkerhed. Her anvendes ofte "genfindelsesmetoden", det vil sige, at man finder et andet sted i samme kilde, hvor det vanskeligt læselige bogstav eller ord atter forekommer men i en lettere tydningsbar sammenhæng. Derved lærer man tillige forfatterens skrivevaner at kende. Mange forfattere har brugt forkortelser for bestemte ord, og her er tydningen afgørende for forståelsesværdien.

Der findes forskellige hjælpemidler til at blive bedre til tydning af gotisk håndskrift, både trykte bøger, hjemmesider og forskellige online kurser og apps.

Slægtsforskning kan laves i hånden. Strengt taget kræver der ikke stort andet end papir, en blyant og en lineal for at tegne anetavler og datablade. Imidlertid er pc'er og computere efterhånden blevet allemandseje, og fordelene ved at bruge disse ved slægtsforskningen er åbenbare. Yderligere er udviklet en række slægtsforskningprogrammer, der foruden at have et godt fremtrædelsesdesign og en indbygget løbende tilpasningsevne tillige ofte tilbyder alle slags extra tjenester så som navneregistre opdelt efter levested, oversigt over dagens slægtsmæssige begivenheder gennem tiden samt mulighed for at udlede alle slags tænkelige og utænkelige statistiske oplysninger, kort: man får stribevis af brugermuligheder.

Slægtshistoriske undersøgelser vinder i værdi ved offentliggørelse i trykt form eller på internettet (de dertil udviklede slægtsforskningprogrammer tilbyder ofte et præsentationsdesign, som egner sig hertil). Offentliggørelse indebærer mulighed for andre for at sammenholde med egen slægt og eventuelt opspore fælles aner^[19].

Slægtsforskning kan have værdi i mange forskningssammenhænge: foruden den slægtsindsigt, der opnås for slægtsforskeren (og som andre slægtsforskere i givet fald vil kunne nyde godt af), kan de fundne resultater udnyttes inden for blandt andet:

1. hjemstavnsforskningen (lokalhistorien)^[20],
2. befolkningslæren (demografien),
3. sociologien,
4. arvelighedsforskningen^[21].

• Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i slægtsforskning; 3. udgave; J.H.Schultz Forlag, København 1982; ISBN 87-569-0112-7.
• Hans H. Worsøe: Slægtshistorie – en vejledning; 3. reviderede oplag, Dansk Historisk Fællesforenings Håndbøger, København 1977; ISBN 87-7423-094-8.
• Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen: Find din slægt og gør den levende; 1. udgave; Bonderosen, 2004; ISBN 87-989850-0-0.
• Gitte Christensen og Kathrine Tobiasen: Slægtsforskning på nettet; 1. udgave; Libris, 2012; ISBN 978-87-7853-062-2.
• Liste over slægtslitteratur i Norge og Danmark Arkiveret 12. marts 2006 hos Wayback Machine
• DIS-Odense: Gotisk - lær at læse og skrive gotisk

• Personalhistorisk tidsskrift
• Slægt & Data

• On-line kursus: sådan kommer du i gang med slægtsforskning hos historie-online.dk Arkiveret 30. marts 2008 hos Wayback Machine
• "Lær-selv-kurser" i slægtsforskning på genealogi.dk

• Genealogisk Forum, facebook gruppe
• Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie
• DIS-Danmark, Databehandling i Slægtsforskning
• Danske Slægtsforskere
• Sammenslutningen af slægtshistoriske foreninger
• Jødisk Genealogisk Selskab i Danmark
• Heraldisk Selskab (Societas Heraldica Scandinavica)
• Dansk Heraldisk Selskab

• Dansk Demografisk Database, indtastede kilder (folketællinger, Oeders efterretninger, FT Sct Croix 1911, ind- og udvandrede)
• Arkivalier-Online, scannede kilder Arkiveret 15. januar 2009 hos Wayback Machine (kirkebøger og folketællinger)
• (blandt andet summariske skifteprotokoller) Arkiveret 31. maj 2009 hos Wayback Machine
• Politiets registerblade - københavnere mellem 1890-1923
• Slægt og Data: Digitale kilder
• Gotisk.dk - om gotisk håndskrift

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Slægtsforskning
• Statens Arkiver
• SLA – LokalArkiver
• WikiTree.Org
• GeneaNet
• GEDCOMP Arkiveret 19. juli 2011 hos Wayback Machine^[22]
• Projekt gravsten

• slægt, anesammenfald, slægtsforskningprogram, heraldik, personnavn, æt