Psykiatri

Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.

Denne artikels neutralitet er omstridt. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Fjern ikke denne besked indtil betingelserne til at gøre det er mødt. (august 2012) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Psykiatri er den disciplin inden for lægevidenskaben, der beskæftiger sig med at forebygge, diagnosticere og helbrede psykiske sygdomme.

Ordet kommer af det græske psyche, sind (fra oldgræsk ψυχή (psūkhē)), og -iatri, medicinsk behandling (fra græsk ἰατρός (iatrós), medicinsk).^[1] Begrebet blev første gang defineret af den tyske læge og psykiater Johann Christian Reil som "studiet af sjælen".^[2]

Nedenfor ses de betegnelser, der bruges i danske børne- og ungdomspsykiatri til at beskrive 0-19-årige behandlede. Tallene angiver andelen af alle behandlede.

• 20 %: ADHD
• 17 %: Autismelidelser
• 15 %: Tilpasningsforstyrrelser med psykiske symptomer
• 9 %: Tvangslidelser, angst og emotionelle forstyrrelser
• 7 %: Affektive lidelser
• 7 %: Adfærdsændringer forbundet med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer
• 4 %: Adfærdsforstyrrelser uden ADHD
• 4 %: Skizofreni
• 3 %: Tilknytningsforstyrrelser
• 3 %: Forstyrrelser og forandring af personlighed
• 11 %: andre betegnelser^[3]

Og det gælder dem, der er mindst 20 år (voksenpsykiatri):

• 25 %: Affektive sindslidelser
• 22 %: Skizofreni osv.
• 18 %: Nervøse og stress relaterede tilstande osv.
• 14 %: Organiske inkl. symptomatiske psykiske lidelser
• 7 %: Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol/andre psykoaktive stoffer
• 7 %: Forstyrrelser i personlighedsstruktur og adfærd
• 7 %: andre betegnelser^[4]

Den hyppigst brugte liste over psykiatriske betegnelser hedder ICD-10 F. Overskrift på den er „psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser“. Neuromedicinere bruger derimod listen ICD-10 G. Overskrift på den er „sygdomme i nervesystemet“. Listen begynder med nummer G 00 Hjernehinde betændelse. Den er forårsaget af bakterier. G 10 Huntingtons sygdom er fremkaldt af et gen, og ved G 20 Parkinsons sygdom dør hjerneceller. Forskellen er, at neuromedicinere undersøger for sygdomme i nervesystemet, mens psykiatere bruger betegnelser for adfærd.

Der anvendes stoffer der påvirker hjernens synapser. Men der findes ingen redskab til at undersøge synapserne i et enkelt menneske. Der er bare forstand på at enhvert menneske eller mus vil blive påvirket på samme måde af de her stoffer. Et eksempel er haloperidol. Stoffet hæmmer dopaminreceptorer, som der findes mange af i det ekstrapyramidale system der er med til at styre bevægelser. Så opstod der i et klinisk forsøg ekstrapyramidale lidelser hos 34% af i alt 1989 behandlede^[5] Opretholdes indtagelse af haloperidol i mindst 3 måneder, så er der mellem 15 og 30 procents risiko for, at skaden i det ekstrapyramidale system vokser sig stor nok til at forårsage tardive dyskinesier (G24.0)^[6] Disse ulækre bevægelser med tungen o.a. kan nemt medføre at den behandlede bliver behandlet som en spedalsk.

Haloperidol bruges mod bl.a. hikke, kvalme, Tourettes syndrom, „hyperaktivitet“, delirium, „mani“ og „skizofreni“.^[7] De ekstrapyramidale lidelser bliver behandlet med biperiden, et stof mod parkinsons sygdom. Der er ikke tale om en forandring i synapserne der hedder skizofreni.

Der findes mange forskellige slags hjerneskader der skyldes de kemiske stoffer. Oplysninger om sådanne „bivirkninger“ kan fås hos ^[8]. Indlægssedler fås hos xnet.dkm.dk^[9].

Opfattelsen af sindssygdom har ændret sig gennem tiderne; fra 1600-tallet var hovedformålet primært at isolere de sindssyge fra den almene befolkning. I Frankrig oprettedes anstalter, hôpitaux generaux, i 1676 med dekret af Louis 12., og det er af Foucault (2001) blevet set som begyndelsen på psykiatriens tradition – institutionaliseringen gennem seklusion, i denne sammenhæng.^[10]

I Danmark skete dette (spekulativt) allerede med oprettelsen af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset ved Christianshavns Torv i København. Ladegården ved Sankt Jørgens Sø blev i 1768 indrettet til sindssygehospital med navnet Sct. Hans Hospital. Hospitalsdriften blev senere flyttet udenfor København, til Bistrup, og eksisterer den dag i dag.^[11] Udtrykket dårekiste^[12] er en gammel eufemisme for "psykiatrisk hospital" og henviser netop til denne opbevaringspraksis.

Anstalterne brugte forskellige behandlinger for at kurere den sindssyge, varierende fra chokbehandlinger, der skulle chokere ham eller hende tilbage til sine sansers fulde brug, til dyreblodindsprøjtninger med for eksempel lammeblod; det var ikke ualmindeligt at patienter døde af anafylaktisk shock ved disse behandlinger. Andre metoder brugte pinefulde vandkure og sultekure, samt brug af pisk og trædemølle.^[13]

Den tyske læge Johann Reil definerede i 1808 ordet psykiatri (psychiaterie) i betydningen "studiet af sjælen"^[14][15]. Han forsøgte at praktisere psykiatri efter samme grundtanke som medicin – at anskue psykisk sygdom som noget der kunne kureres^[13], lige som fysisk sygdom, blot den rette metode kunne findes, og praktiserede derfor så forskellige metoder som massage, piskning, og opium.^[16] Dr. med. John G. Howells vurderer at Reil i væsentlig grad bidrog til at etablere psykiatrien som et lægeligt speciale.^[16]

I Danmark blev der i 1800-tallet oprettet flere institutioner: Sct. Hans Hospital på herregården Bistrupgård ved Roskilde i 1816^[17], Jyske Asyl i Risskov ved Århus blev taget i brug i 1852^[18], Oringe ved Vordingborg i 1858, Viborg i 1877 og Middelfart i 1888^[19]. Københavns Kommunehospital fik sin afdeling for sindssygdomme i 1875. Lægen Harald Selmer, der var kritiker af "dårevæsnet" som det så ud frem til midten af 1800-tallet, udgav den første dansksprogede lærebog i psykiatri. Selmer^[20], Christian Geill^[21] og Jens Rasmussen Hübertz ^[22]var vigtige deltagere i det paradigmeskift der fandt sted på dette tidspunkt; sindssygdom blev da betragtet som sidestillet med legemlig sygdom, blot med andre symptomer.

Den 12. november 1935 udførte Egas Moniz og Almeida Lima den første lobotomi, populært kendt som det hvide snit, der er et kirurgisk indgreb i hjernen. Metoden blev udråbt til at være et stort fremskridt, hvorfor den vandt stor udbredelse internationalt. Det har senere vist sig, at de negative resultater hos forholdsmæssigt mange patienter, herunder primært personlighedsændringer, sløvsind, apati og forholdsvis stor dødelighed, ofte blev fortiet^[23]. Efterhånden voksede kritikken af lobotomier og metoden anvendes ikke længere. Danmark udførte i perioden 1922-1983 flest lobotomier i verden, regnet efter antal indbyggere.^[24]

Siden 2. verdenskrig er psykofarmaka (kemiske stoffer) i stigende grad taget i brug og med betydelig fremgang. Blandt de anvendte midler er såkaldte neuroleptika, antidepressiva, litium og anxiolytika. Disse stoffer virker på uens måder. En mulig negativ bivirkning er dog faren for misbrug og afhængighed.^[25] Denne udvikling må ses i lyset af en teori om, at psykiske lidelser hænger sammen med forstyrrelser af den synaptiske transmission, det vil sige overførslen af signaler mellem to nerveceller, i Danmark kendt som dopamin-teorien.^[26] Disse teorier lægges til grund endnu ved indgangen til det 21. århundrede.

Inden for dansk psykiatri arbejder – ud over psykiatere og andre læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, pædagogisk assistenter og andet plejepersonale – også psykologer, socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter.

Personer med psykiske lidelser bliver almindeligvis omtalt som patienter, men kan også blive kaldt klienter, forbrugere eller modtagere af tjenesteydelser. De kan komme under pleje af en psykiatrisk læge eller andre psykiatriske praktikere af forskellige veje, de to mest almindelige er selv-henvisning eller henvisning fra en primær pleje læge. Alternativt kan en person blive henvist af hospitalets medicinske personale, ved retskendelse, ufrivillig engagement, eller, i Storbritannien og Australien, ved sektionering under en mental sundhed lov.

Personer, der gennemgår en psykiatrisk vurdering, vurderes af en psykiater for deres mentale og fysiske tilstand. Dette indebærer normalt at interviewe personen, og ofte at indhente oplysninger fra andre kilder, såsom andre sundheds- og sociale sundhedspersonale, pårørende, medarbejdere, retshåndhævende personale, akut medicinsk personale og psykiatriske skalaer. En mental status undersøgelse i, og en fysisk undersøgelse er normalt udføres for at etablere eller udelukke andre sygdomme, som kan bidrage til de påståede psykiske problemer. En fysisk undersøgelse kan også tjene til at identificere tegn på selvpåført skade; denne undersøgelse er ofte udføres af en anden end den psykiater, især hvis blodprøver og medicinsk billedbehandling udføres.

Som de fleste medikamenter kan psykiatrisk medicin give bivirkninger hos patienter, og nogle kræver løbende terapeutisk lægemiddel overvågning, f.eks fuldt blodbillede serum narkotika niveauer, nyrefunktion, leverfunktion og / eller skjoldbruskkirtel funktion. Elektrochok behandling (ECT) er undertiden administreres for alvorlige og invaliderende tilstande, såsom dem ikke reagerer på medicin. Effekten og negative virkninger af psykiatriske stoffer kan variere fra patient til patient.

I mange år har en kontrovers omgivet anvendelsen af ufrivillig behandling og anvendelse af udtrykket "manglende indsigt" i beskrivelsen patienter. Psykiske love varierer betydeligt blandt jurisdiktioner, men i mange tilfælde er ufrivillig psykiatrisk behandling er tilladt, når der vurderes at være en risiko for patienten eller andre på grund af patientens sygdom. Ufrivillig behandling refererer til behandling, der sker på grundlag af den behandlende læges anbefalinger uden at kræve samtykke fra patienten.]

Psykiatriske behandlinger har ændret sig i løbet af de sidste mange årtier. I fortiden, var psykiatriske patienter ofte indlagt i seks måneder eller mere, med nogle sager hospitalsindlæggelse i mange år. I dag er folk, der modtager psykiatrisk behandling er mere tilbøjelige til at blive set som ambulante patienter. Hvis indlæggelse er nødvendig, den gennemsnitlige hospitalsophold er omkring en til to uger, med kun et lille antal, der modtager langvarig hospitalsindlæggelse.

Psykiatrisk indlagte er folk optaget til et hospital eller en klinik for at modtage psykiatrisk behandling. Nogle er optaget ufrivilligt, måske forpligtet sig til et sikkert hospital, eller i nogle jurisdiktioner til et anlæg i fængselssystemet. I mange lande, herunder USA og Canada, varierer kriterierne for ufrivillig optagelse med lokal jurisdiktion. De kan være så bredt som at have en mental helbredstilstand, eller så smalt som en umiddelbar fare for sig selv og/eller andre. Bed tilgængelighed er ofte den egentlige faktor for optagelse beslutninger om at hårdt pressede offentlige faciliteter. Europæiske Menneskerettighedsdomstol lovgivningen begrænser tilbageholdelse til medicinsk certificerede tilfælde af psykisk lidelse, og tilføjer en ret til rettidig domstolsprøvelse af frihedsberøvelse. Injektioner er en af mange måder at administrere psykofarmaka.

Patienterne kan optages frivilligt, hvis den behandlende læge finder, at sikkerheden ikke kompromitteres af dette mindre restriktive mulighed. Psykiatriske indlæggelseafdelinger kan være sikker (for dem menes at have en særlig risiko for vold eller selvskadende adfærd), eller ulåst/åben. Nogle afdelinger er blandet sex, mens samme køn afdelinger er i stigende grad begunstiget at beskytte kvinders indlagte. Når i pleje af et hospital, er folk vurderes, overvåges, og ofte gives medicin og pleje fra et tværfagligt team, som kan omfatte læger, farmaceuter, psykiatriske sygeplejerske praktiserende læger, psykiatriske sygeplejersker, kliniske psykologer, psykoterapeuter, psykiatriske socialrådgivere, ergoterapeuter og socialrådgivere. Hvis en person, der modtager behandling på et psykiatrisk hospital vurderes som særlig risiko for at skade sig selv eller andre, kan de sættes på konstant eller intermitterende én-til-én tilsyn, og kan være fysisk tilbage eller medicineret. Folk på indlæggelse afdelinger kan tillades orlov i perioder, enten ledsaget eller på egen hånd.

I mange udviklede lande har der været en massiv reduktion i psykiatriske senge siden midten af det 20. århundrede, med væksten i samfundet pleje. Standarder for hospitalsindlæggelse fortsat en udfordring i nogle offentlige og private faciliteter, grundet finansieringsniveau, og faciliteter i udviklingslandene er typisk helt utilstrækkelig af samme grund. Selv i de udviklede lande, programmer på offentlige sygehuse varierer meget. Nogle kan tilbyde strukturerede aktiviteter og behandlingsformer, der tilbydes fra mange perspektiver, mens andre kun kan have midler til medicinering og overvågning af patienter. Dette kan være problematisk, at den maksimale terapeutiske arbejde faktisk ikke kunne finde sted på hospitalet indstilling. Dette er grunden til hospitalerne i stigende grad anvendes i begrænsede situationer og øjeblikke af kriser, hvor patienter er en direkte trussel mod sig selv eller andre. Alternativer til psykiatriske hospitaler, der kan aktivt tilbyder mere terapeutiske tilgange omfatter rehabiliteringscentre eller "rehab" som populært kaldes.

Ambulant behandling indebærer regelmæssige besøg på en psykiater til konsultation i hans eller hendes kontor, eller på et community-baserede ambulatorium. Indledende udnævnelser, hvor psykiateren udfører en psykiatrisk vurdering eller evaluering af patienten, er typisk 45-75 minutter i længde. Opfølgning udnævnelser er generelt kortere varighed, dvs. 15 til 30 minutter, med fokus på at gøre justeringer medicin, gennemgå potentielle medicin interaktioner, overvejer konsekvenserne af andre medicinske lidelser på patientens mentale og følelsesmæssige funktion, og rådgivning patienter om ændringer de kan gøre for at lette heling og remission af symptomer (f.eks, motion, kognitive terapi teknikker, søvn hygiejne-for blot at nævne nogle få). Den hyppighed, hvormed en psykiater ser folk i behandling varierer meget, fra en gang om ugen til to gange om året, afhængigt af typen, sværhedsgraden og stabilitet hver persons tilstand, og afhængigt af, hvad klinikeren og patienten beslutte ville være bedst.

Psykiatere begrænser i stigende grad deres praksis til psykofarmakologi (ordination af medicin) i modsætning til tidligere praksis, hvor en psykiater ville give de traditionelle 50-minutters psykoterapi sessioner, hvoraf psykofarmakologi ville være en del, men de fleste af høringssvarene sessioner bestod af "samtaleterapi". Dette skift begyndte i begyndelsen af 1980'erne og accelererede i 1990'erne og 2000'erne. En væsentlig årsag til denne ændring var fremkomsten af plejeforsikringsplaner, som begyndte at begrænse godtgørelse for psykoterapiske sessioner, som psykiatere. Den underliggende antagelse var, at psykofarmakologi var mindst lige så effektivt som psykoterapi, og det kunne blive leveret mere effektivt, fordi mindre tid er nødvendig for udnævnelsen. For eksempel de fleste psykiatere planlægge tre eller fire opfølgende udnævnelser timen, i modsætning til at se en patient i timen i den traditionelle psykoterapi model. [a] På grund af dette skift i praksis mønstre, psykiatere ofte henvise patienter, som de tror vil have gavn af psykoterapi til andre mentale sundhedspersonale, f.eks, kliniske socialrådgivere og psykologer.

I forhold til Ringkøbing Amt, var det i 1999 3,2 gange så sandsynligt, at en Københavner bliver indlagt i psykiatrien.

Indlagte (mellem en dag og hele året)^[27]:

• 0,2-0,3 % i Ringkøbing Amt og Nordjyllands Amt
• 0,3-0,4 % i Viborg Amt og Vejle Amt
• 0,4-0,5 % i Århus Amt, Ribe Amt, Sønderjyllands Amt, Fyns Amt, Storstrøms Amt, Vestsjællands Amt, Roskilde Amt, Frederiksborg Amt, Bornholms Amt og Københavns Amt
• 0,94 % i Københavns kommune

I forhold til Nordjyllands Amt, var det 2,8 gange så sandsynligt, at en Københavner kommer i kontakt med psykiatrien.

Mennesker med kontakt (mellem 1 minut og 1 år)^[28]:

• 0,78-1,0 % i Nordjyllands Amt og Ringkøbing Amt
• 1,0-1,3 % i Viborg Amt, Vejle Amt, Storstrøms Amt, Roskilde Amt, Frederiksborg Amt, Bornholms Amt og Københavns Amt
• 1,3-1,6 % i Århus Amt, Sønderjyllands Amt, Fyns Amt, Vestsjællands Amt
• 1,74 % i Ribe Amt
• 2,21 % i Københavns kommune

Til stadighed foregår følgende ofte på Psykiatriske hospitaler:

• Frihedsberøvelser
• Electro-shock ECT
• Tvangsbehandlinger med voldsomme bivirkninger
• Tvangsmedicinering
• Aflåsning af afdelingens yderdør
• Personlig skærmning
• Fiksering
• Beskyttelsesforanstaltninger
• Fysiske magtanvendelser i form af fastholden eller beroligende medicin

21,2 % af de indlagte i den danske psykiatri i 2007 blev tvunget til et eller andet – og tvangen er omfattende og foregår stadig på højtryk: De bliver tvunget ind i psykiatrien, indespærret, fastholdt eller lænket (fiksering se billede), deres hjerne bliver behandlet med kemiske stoffer eller elektrisk strøm (ECT), deres krop bliver behandlet med næringsstoffer eller på en helt almindelig medicinisk måde, de må tåle „personlig skærmning“ eller en alarm- og pejlesystem på kroppen.^[29]

The European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT), en af Europarådets committees, er bekymret for „physical immobilisation" – altså fiksering. I 2002 kom 5 medlemmer af CPT til Psykiatrisk Center Glostrup (almenpsykiatrisk og retspsykiatrisk), Haderslev Hospital Psychiatric Department og Sikringsafdelingen i Nykøbing Sj. En lænkning i Glostrup varede 10 dage, en „frivillig patient“ i Haderslev blev bundet to gange, 17 dage i alt, en lænkning i Nykøbing varede mindst 4 måneder.

En 27 år gammel mand var spændt fast til en seng i mindst 11 måneder i træk. Det begyndte med at han førte „grove voldelige overfald“, mens han blev tvangsbehandlet. Han lå så spændt fast til en seng i fem måneder et ukendt sted i 2012. Liselott Blixt fra §71-tilsynet kender mandens sag. Hun siger, at „nogle bæltefikserede patienter får stomi, fordi tarmene holder op med at arbejde, når de ligger ned“ i 5 måneder „uden at bevæge sig“.

Manden blev så kørt til Nykøbing og spændt fast til en seng der med det samme.

Lægerne i Nykøbing vurderede på et eller andet tidspunkt, at den 27-årige ville få det bedre, hvis han bare kunne gå. De spurgte Sundhedsstyrelsen på et eller andet tidspunkt om lov til at lænke manden på en anden måde, så han kan gå frit rundt uden at kunne slå og sparke. Måden kan ses her.^[30]

Anne Mette Dons fra Sundhedsstyrelsen siger, at Sundhedsstyrelsen traf en afgørelse, 24 dage efter lægernes ansøgning var modtaget. Men manden var spændt fast til en seng i Nykøbing i 6 måneder. Det er ikke lykkedes politiken.dk at få en kommentar fra Nykøbings overlæge Susanne Møller-Madsen.

Fire måneder senere lykkedes det personalet i Nykøbing at bade manden uden at spænde remme på ham. Han havde remmene på i dagligstuen, hvor han drak kaffe og fik kontakt til mennesker.^[31]

Der er mange lænkninger per indbygger i den danske psykiatri, set i forhold til resten af Europa.^[32] I England er det forbudt at lænke i psykiatrien.^[33] I stedet for lænker på kroppen er der kemiske stoffer i hjernen. Tit ligger der et menneske i en isolationsstue („seclusion room“) og bevæger sig ikke i mange timer („kemisk fiksering“).

Hvis en indlagte f.eks. bliver lænket til en seng og skriger „jeg klager“ i Hvidovre en onsdag formiddag i 2009, så er det personalets pligt at sende oplysninger om lænkningen til nævnet. Hvis oplysningerne sendes samme dag før kl. 11.00, så kommer 3 mennesker fra nævnet om 6 dage, men sendes efter kl. 11.00, så kommer de måske nær til den indlagtes seng for at møde andre, der klagede i samme bygning, men så kigger de ikke ind til ham. Det er hans tur 13 dage efter klagen. „Dette skulle give både nævnsmedlemmer og patientrådgivere tid til at sætte sig grundigt ind i sagen.“ Men „det altoverskyggende problem“ er, at oplysningerne er alt for korte.

Der kommer tre mennesker til hospitalet, en ansatte ved statsforvaltningen, nogen fra lægeforeningen og nogen fra SIND. De kommer for at møde indlagten, overlægen og „patientrådgiveren“ i en halv time. Alt der skete fra klagens årsag til mødet, kaldes for en sag. Ifølge nævnets forretningsorden „kan“ tvangen „findes foretaget med urette“, men nævnet afgør „normalt ved enten en godkendelse eller en tilsidesættelse“. Nævnets beretning^[34] på 63 sider indeholder ikke noget om „tvangsforanstaltninger“ der var allerede forbi, inden nævnet „tilsidesatte“ dem. I den sag med 321 lænkninger/fastholdelser blev der 180 „tilsidesat“. Og den gennemsnitlige lænkning på maven („bæltefiksering“) i Danmark i 2007 varede i 3,5 dage.

Mange klager gælder de kemiske stoffers skadelige virkninger. SIND-medlem Anders Wildenschild deltog fra 2000 til 2009. Han siger: „Det er overlægen, der definerer, hvad mindste midlet i tvangsbehandlingen er“. Statsforvaltningens og lægeforeningens mænd lader, som om de ikke hører den indlagtes bekymring over for skaderne.^[35] Nævnets sagsbehandlingstider regnes fra modtagelse af klagen hos nævnet til afsendelse af afgørelsen. De gennemsnitlige sagsbehandlingstider for de fem nævn i Danmark, et nævn i hver region (se patientklagenævn), angives til mellem 6,3 og 12 dage i 2009, 1208 sager i alt.

Bjælkediagrammet til venstre viser antallet af domme til psykiatrisk behandling (blå, rød og gul). Der var en 2,3-dobling fra 1990 (venstre) til 2006, mens antallet af domme til betinget eller ubetinget fængsel faldt i samme tidsrum (se billede til højre). Den største stigning fandt sted i vold mod „offentlig myndighed“ (markeret med gul farve).

En forklaring på det er, at antallet af tvangsindlæggelser steg fra omkring 1360 til omkring 2550.^[36] Psykiatriordfører for Socialdemokraterne Karen J. Klint siger, at „personalet er begyndt at kriminalisere patienter.“ Der idømmes lange behandlinger f.eks. for at spytte på personalet, siger Karl Bach Jensen fra „landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere“. Se også tale om retspsykatrien i praksis af socialrådgiver Tue Rossau fra Sindets dag Vejle 2011 ^[37]

En anden forklaring har led. overlæge på retspsykiatrisk klinik i København Peter Kramp: „De amter, der havde det største fald i antallet af psykiatriske sengepladser, de havde samtidig den største stigning i antallet af retspsykiatriske patienter.“^[38] „Stigningen skyldes især, at stadig flere skizofrene begår kriminalitet. Det konkluderes, at deinstitutionaliseringen er hovedårsag til denne udvikling.“ Det modsiges af cand.scient.soc. og ph.d.-studerende ved Center for Registerforskning på Aarhus Universitet Hanne Stevens. „Det største fald i antallet af sengepladser fandt sted i 1980'erne og 1990'erne, mens den største stigning i antallet af retspsykiatriske patienter har fundet sted efter 2000.“^[39]

Nogle, der „blot er kriminelle“ „trækker retspsykiatri‐kortet“, siger formand for Danske Regioner Carl Holst.^{[kilde mangler]} Det kan ikke udelukkes, at nogle blev dømt til psykiatrisk behandling i 2006, som ville have været dømt til fængsel i 1990.

Fra 1990 til 2006	dobling af domme til psykiatrisk behandling	dobling af domme til (u)betinget fængsel
Domme ikke for vold (blå)	1,2	0,67
Domme for vold mod „privatpersoner“ (rød)	2,6	2,1
Domme for vold mod „offentlig myndighed“ (gul)	10	4
Alle domme	2,3	0,87

Psykiatriske sygdomme er langt fra fuldt forståede, og der udføres vedvarende forskning med vægten lagt på følgende emner, der betragtes som særligt betydningsfulde:

• neuropsykiatri (herunder skizofreni, depression, angst, tvangstanker, bipolar lidelse og stofmisbrug)
• profylakse (forebyggelse af psykisk sygdom)
• forskning inden for:

• børne- og ungdomspsykiatri,
• psykoterapi,
• dobbeltdiagnoser vedrørende patienter, der både har en psykisk lidelse og et misbrug (ofte psykose som følge af brug af ulige bevidsthedsudvidende stoffer, herunder hash).

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet referenceprogrammer for angst, depression og skizofreni på baggrund af evidensbaseret forskning. Referenceprogrammerne skal sikre samme behandling for den samme diagnose i hele Danmark. Læger skal følge referenceprogrammer i behandlingen af de forskellige diagnoser ellers pådrager de sig ansvar.

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Psychiatry" på Wikimedia Commons Opslag i Wikiordbogen

Angst Depression Klinisk psykologi

Neuroser OCD Paranoid psykose Personlighedsforstyrrelser

Psykologi Psykoser Skizofreni Mani

• Allan Madsen: "Psykiatriens historie i Danmark" (DANSK SOCIOLOGI Nr. 1/20. årg. 2009)
• Dansk Psykiatrisk Selskab
• Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
• Patienter får elektrochok for hurtigt, dr.dk, 18. januar 2012