Spring til indhold

Bertha Wegmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 12. okt. 2012, 16:39 af Cgtbot (diskussion | bidrag) Cgtbot (diskussion | bidrag) (Bot: Retter bindestreg mellem årstal)
Bertha Wegmann
Foto: Georg E. Hansen

Bertha Wegmann (16. december 1846 i Soglio, kanton Graubünden, Schweiz22. februar 1926 i København) var en dansk portrætmaler.

Wegmanns forældre var overforstinspektør Eberhard Ludwig Wegmann (1810-1869) og Cathrine født Mini (1821-1857).

Som fem års barn kom hun til København, hvor faren, en kunstforstandig og kunstelskende mand, der i sine ledige timer beskæftigede sig meget med at male, nedsatte sig som fabrikant. Allerede som ganske lille viste hun lyst og evne til at tegne, men modtog først i sit 19. år nogen egentlig undervisning, i det hun tegnede under Frederik Ferdinand Helsted og af Heinrich Buntzen og F.C. Lund blev vejledet i at arbejde efter naturen. To år senere rejste hun til München og levede der, med undtagelse af et år, som hun tilbragte i Florents, og nogle besøg i Paris, indtil 1881; sin kunstneriske udvikling søgte hun at fremme ved at arbejde først under den ansete historiemaler professor Wilhelm von Lindenschmit den Yngre, senere under genremaleren Eduard Kurzbauer, men udbyttet af disse atelierstudier svarede ingenlunde til hendes forventninger, og mere og mere blev det hende klart, at hun stod sig bedst ved umiddelbart at studere naturen på egen hånd; adskilligt har hun dog utvivlsomt lært ved sine gentagne besøg på Parisersalonen, hvor hun tidlig begyndte selv at udstille og i 1881 erhvervede sig en "mention honorable" med et dameportræt. I 1882 bosatte hun sig i København, men da var hun allerede velkendt fra Charlottenborgudstillingerne. Hendes debutarbejde der, genremaleriet Et sygt Barn (1873), vakte vel ikke synderlig opmærksomhed, men i 1877 vandt hun almindelig anerkendelse så vel for et livfuldt og meget dygtig malet portræt som ved et genrestykke, En Enke med sit Barn, et stemningsfuldt kunstværk, der vidnede om ikke ringe herredømme over farven og til trods for de noget stærkt markerede og tunge slagskygger også om koloristisk evne. I 1882 fik hun på salonen i Paris en 3. klasses medalje for et dameportræt (kunstnerindens søster), og året derpå hædredes det samme arbejde på Charlottenborg med den thorvaldsenske udstillingsmedalje. Det legemsstore portrætbillede udmærkede sig ved sprudlende liv i opfattelsen, ved udmærket holdning, ved klar og gennemført karakteristik og ved prægtig gennemførelse så vel i formel som i koloristisk henseende; lignende fortrin havde det i 1883 udstillede mandsportræt, der fremkom sammen med det farvestrålende stillelivsmaleri En Kunstners Kvistkammer og det ofte reproducerede En ung Moder med sit Barn i en Have, hvor figurerne stod så kraftig lysende i de smukt beherskede naturomgivelser. Endnu højere end i noget af disse værker nåede dog kunstnerinden i portrættet af etatsråd Moritz G. Melchior, udstillet 1884. hun viste heri en så afgjort sans for linjernes storhed og skønhed, en så udviklet formsikkerhed og en så betydelig koloristisk dygtighed, at billedet alene derved vilde have haft krav på at nævnes mellem de bedste danske portrætter, selv om det havde stået mindre højt i henseende til klar og udtømmende karakterskildring, end det i virkeligheden gjorde.

Hermed havde frøken Wegmann friet sig ud fra den tilbøjelighed til tyngde og uigennemsigtighed i skyggepartierne, der til en vis grad havde skadet virkningen af hendes tidligere arbejder, og hun har vedblivende hævdet sin plads som en af sit fags ypperste. Det kan vel hænde, at et arbejde af hende får et noget for salonagtigt præg, dels ved en påfaldende rutineret udførelse, dels ved en ikke helt uddybende karakteristik, men gennemgående skildrer hun alvorlig og solidt og former med stor grundighed, ligesom hendes farve er lige så frisk som varm og livskraftig. En udmærket prøve på hendes senere kunst er det livfulde portræt af maleren Otto Bache, som hun i 1896 udførte for udstillingskomiteen. Så vel hjemme som ude har hun vundet overordentlig popularitet; i 1892 hædredes hun med Fortjenstmedaljen i guld.

Hun er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.

Hendes portræt er malet af Jeanna Bauck ca. 1887 (Landskrona Museum), af Paul Fischer i 1893, af Ivar Rosenberg 1916 og 1922 og af Bertha Dorph 1920-21 (Charlottenborg). Portrættegning udført af faderen 1861 (Det Kongelige Bibliotek), xylografi af H.P. Hansen 1884. Xylografi 1890 efter foto. Buste af August Saabye udstillet 1903 og af Max Andersen fra 1912. Der findes fotografier af Georg E. Hansen, Hansen & Weller og Holger Damgaard.


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af Sigurd Müller i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 18. bind, side 355, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til et mere nutidigt sprog og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen. Dette angives som fx:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=https://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.

Kilder

Bertha WegmannKunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon