Mangrove

Mangrove (også betegnet mangroveskov el. mangrovebevoksning) er træer og buske fra en lang række plantearter og -familier, som er tilpasset til at vokse i saltvand i tropiske og subtropiske kystområder. Der danner mangrovebevoksningen skove (mangroveskov) og sumpområder (mangrovesump) med et rigt biologisk liv samtidig med at mangroveområderne er med til at beskytte kystområderne fra bølgernes og havets påvirkning.
Betegnelsen mangrove anvendes både om kystbevoksningen og de enkelte planter samtidig med at det også er betegnelse for hele det økosystem og habitat-struktur, som mangrovebevoksningen indgår som uadskillelig del af.
Nogle af de mest udbredte planter i mangroveskoven er en række plantearter fra Mangrovetræ-familien (Rhizophoraceae), en tropisk og subtropisk plantefamilie. Blandt de arter, som gror i mangroven er mange arter selvbefrugtende, ligesom mange også har en viviparisk formering, dvs. at den nye plante er færdigudviklet som stiklinger på moderplanten (ex. som et skud med de nødvendige rødder) inden den løsrives herfra.