Runealfabet

Ordet "rune" betød "hemmelighed" ^[9] (som i Wulfilas gotiske bibeloversættelse; jfr. tysk raunen "hviske"). Dette navn skal ses i forbindelse med runernes magiske funktion. Desuden er skrift omgærdet af mystik i kulturer, hvor størstedelen af befolkningen er analfabeter, og det derfor er en særlig kunst at tyde skriften. "At læse" hed på norrønt "at råde runer"; heraf engelsk to read (= at læse). ^[10]

Ordene "stave" og "bogstav" (også tysk Buchstabe) stammer fra runerne, der ofte havde en fast streg - en stav - en tendens, der var endnu mere udtalt i det yngre runealfabet. Runernes form skyldes sandsynligvis, at de blev ridset på stave, træplader og træpinde (bog betyder egentlig "bøg"), men vore tidlige runeindskrifter er normalt bevaret på metalgenstande, da træ er mere forgængeligt end metal. Først omkring 600 blev det almindeligt at rejse runesten. Bøger med runer skrevet på papyrus og pergament kendes først fra middelalderen. Træstokke og birkebark med indskrifter ligeså; men det betyder ikke, at de ikke blev brugt før.^[11]

Den latinske digter Venantius Fortunatus (6. årh. e. Kr.) har skrevet dette lille distikon om runer og latinske bogstaver (Carmina 7.18):

• Barbara fraxineis pingatur rhuna tabellis.
  Quodque papyrus agit virgula plana valet.
• Tegn blot den barbariske rune på asketræstavler.
  Alt hvad papyrussen gør, det formår også den flade gren.^[12]

Runernes ophavssted er ukendt, men størsteparten af de ældste indskrifter stammer fra det nuværende Danmark. Det beviser nu ikke, at de er opstået her. Sandsynligvis har tegnene oprindeligt haft latinsk forbillede, men de fik deres særlige kantede form, fordi de blev udviklet til at blive indskåret eller -ridset i træ.^[13] Det første runealfabet var sandsynligvis særnordisk, da tegnene var til­pas­set de urnordiske sproglyde. Det kan være udviklet af én person med godt kendskab til klassiske alfabeter, men spredte sig raskt til forskellige dele af Skandinavien. Først noget senere blev runealfabetet taget i brug i et større ger­mansk område - efter de bevarede indskrifter.^[14]

Baggrunden for runernes udvikling er også usikker; men det skete næppe på grundlag af økonomiske og administrative behov. Preben Meulengracht Sørensen har foreslået, at grunden muligvis kan have været et ønske om at markere politisk uafhængighed over for Romerriget ved at have et eget skriftsprog. Samtidig fandtes der ikke et behov for et egentligt skriftsprog i Norden før omkring religionsskiftet. ^[15] Der er i al væsentlighed tre teser:

• 1. Den græske tese har ikke så mange tilhængere længere. Den antager som forbillede enten et arkaisk græsk alfabet fra det 6. årh. f. Kr. eller en østgræsk minuskelskrift fra det 2. eller 3. årh. e.Kr. Kontakten skulle være sket i Sortehavsområdet. De nordiske runeindskrifter dukker imidlertid op i 200-tallet; goterne befandt sig ved Sortehavet, da biskop Wulfila i 300-tallet benyttede enkelte runer i sit gotiske alfabet.^[16]
• 2. Den latinske tese. Når man betænker den romerske kulturs enorme betydning, da runerne dukker op, er det i udgangspunktet mest sandsynligt, at runerne skal være afledt af det latinske alfabet. Der er da også flere tegn, der mest sandsynligt har et latinsk forbillede (f.eks. ᛓ = F og ᚱ = R). Det er derfor stadig den mest populære tese blandt forskerne.^{[kilde mangler]}. På Østermarie-alfabetstenen står runerne i det latinske alfabets rækkefølge.

• 3. Den etruskisk-norditaliske tese mener, at runerne er afledt af det etruskiske alfabet eller et andet af de alfabeter, der var i brug i Norditalien og i Alperne i århundrederne før Kristi fødsel. Disse alfabeter er som det latinske afledt af det græske, men har særlige tegn og former. Tesen støtter sig først og fremmest på en indskrift på en hjelm fra Negau: Harigastiz fefakit "Harigastiz gjorde (den)". Indskriften fra det 3. eller 2. århundrede e.Kr. benytter et norditalisk alfabet, og verbet er oldlatin, men navnet er germansk. Tydningen af indskriften er dog omstridt.
  Det vægtigste argument for den italisk-etruskiske tese er bogstavernes form, der er mere arkaiske end samtidens latinske og græske indskrifter. Bogstavernes skæve streger gør dem mere runeagtige. Der er desuden mange flere bogstaver, der ligner hinanden i runealfabetet og de norditaliske alfabeter, end med enten det latinske eller det græske alfabet. Problemet er, at tesen forudsætter, at runerne blev udformet allerede omkring Kristi fødsel et sted i Alpeegnene, selv om der ikke er spor af skriften i området. De dukker først op i 200-tallet, hvor de ældste indskrifter stammer fra våben og redskaber i danske mosefund.^[16]

• 1 + 2 + 3. Træalfabet. Det er muligt at kombinere alle tre teser, da næsten alle bevarede latinske indskrifter er på sten, metal og papyrus, og da alfabeterne på sten og på papyrus er indbyrdes forskellige så kan der sagtens have været et tredje alfabet til at skære en hurtig besked i træ, men dette træalfabet er bare ikke bevaret. Runerne har en vis lighed med etruskiske skrifttegn, der væsentlig er bevaret som indskrifter i sten, bortset fra et beskrevet linnedssvøb lagt om en mumie.^[17]

I Norden var jernalderens og vikingetidens kultur mundtlig, men man rådede over et skriftsystem. Det egnede sig ikke til lange tekster. (Hvorfor ikke?) Skriftkultur var ikke ukendt, og den fandtes i flere af nabolandene.^[18]

I vikingetiden bliver den latinskkyndige indflydelse mere tydelig, fx står indskrifter pænt på linje som i et dokument. Runerne fik også en dokumenterende funktion, fx ved at beskrive og fastholde begivenheder, handlinger og situationer. Traditionelt var de monumentale runesten demonstrerende og fastholdende, men i sidste halvdel af vikingetiden fik de også en kommunikativ funktion fx i forbindelse med arvesager, hvor en sten rejses med oplysninger om slægtskabsforhold og ejendom. På den store Jellingsten proklamerede Harald Blåtand sine politiske bedrifter: "Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og gjorde danerne kristne."^[19] Mundtlige fortællinger var stadigvæk den væsentlige form.^[20] Meulegracht-Sørensen har derfor tolket vikingetidens runesten som en begyndende skriftkultur i Norden.^[21]

I 1000- og 1100-tallet blev de første lærdomscentre opbygget i Norden, og først her begynder en egentlig latinsk skriftkultur at slå rod. Alligevel vedblev runerne med at være i brug længe efter. Norges ældste bevarede bog er en håndskrevet salmebog, "Kvikne-psalteriet", fra mellem 1150 og 1200 i Trøndelag. På omslaget står der Kvikna kyrkja à mik (= Kvikne kirke ejer mig). Den er skrevet med en blanding af runer og latinske bogstaver, og indbundet i træplader. Den opbevares ved Nasjonalbiblioteket i Oslo.^[22]

Runer blev i middelalderen opfattet som et fuldgyldigt og oprindeligt nordisk alfabet, og ikke som en ufuldstændig og degenereret udgave af det latinske. Endnu i 13. århundrede blev runekundskaber regnet som vigtige kompetencer for en mand. Thorkil Damsgaard Olsen mener, baggrunden var, at runerne var en mere funktionel skriftform i dagligdagen: De ridses med kniv, som alle dengang gik med, mod en genstand med modtagelig overflade, f.eks. ben, træ eller bly. De var tilgængelige for alle i modsætning til den latinske skrifttradition, der krævede professionelt udstyr: Pergament, pen og blæk. I det 12. og 13. århundrede blev runerne endda absorberet af det gejstlige og latinkyndige miljø.^[23]

I 16. århundrede opstod der i lærde kredse i forbindelse med renæssancens interesse for antikkens kultur en fornyet interesse for runerne. Ole Worms værk Literatura Runica er det første videnskabelige værk om nordiske litteratur i middelalderen og runerne. Det har derfor haft enorm betydning, bl.a. at det indtil slutningen af 19. århundrede var den almindelige opfattelse, at de islandske middelalderlige skrifter oprindeligt var blevet skrevet med runer.^[24]

Fra vikingetiden ved man, at runer var associeret med hellig viden, og blev opfattet som en guddommelig gave, dvs. at runetekster også kunne have en ikke-kommunikativ betydning. Desuden kunne runer også bruges til at kommunikere med guddommelige magter. Overført betød rune "hemmelighed", og de mange bevarede runerækker (kaldet futhark) tyder på, at de også havde en betydning i sig selv, der måske har været religiøs. Skriftens primære funktion var at fastholde en meddelelse og/eller en forbindelse mellem en person og den genstand, de blev indridset på. Runer med religiøs betydning kunne derfor tilføre noget guddommeligt til den genstand, de var indridset på.^[25]

Fra digtet Sigurdrifúmál fremgår det, at ristning af T-runen på våben betød sejr. Grunden var formentlig, at den gjorde krigsguden Týr nærværende. Sådanne indridsede runer er fundet på flere våben. I andre tilfælde giver teksten sprogligt set ingen mening, måske fordi risteren ikke selv kunne skrive. Meulengracht-Sørensen ser det som et tegn på, at skriften i sig selv havde en betydning, der var uafhængig af selve ordenes betydning; dvs. den type meddelelser var efterligning af skrift, med det formål at bruge runernes kraft.^[26]

Før-kristne runesten indeholder ofte tekstelementer, som Thorkil Damsgaard Olsen mener, kan have haft en betydning for begravelsesritualer eller forfædrekult. Han regner det til verbal magi, som man tænkte sig blev aktiveret, hver gang en forbipasserende stavede sig igennem teksten.^[27]

Det germanske runealfabet havde fireogtyve tegn og blev brugt i hele det germanske område, men de fleste af vore indskrifter er fundet i Skandinavien. Det drejer sig fortrinsvis om amuletter og andre genstande med navne og trylleformularer. De tidligste indskriftfund er fra de store våbenofringer i de danske moser fra det 2. århundrede e. Kr. (Illerup, Nydam, Torsbjerg, Vimose).

De enkelte runer havde navne, typisk ord, der begyndte med den lyd, som runen betegnede; undtaget er ᛉ og ᛜ, da lydene z og ŋ ikke forekom i begyndelsen af et ord. Navnene kendes ikke fra samtidige indskrifter, men først fra middelalderlige håndskrifter. De er her blevet rekonstrueret i deres urgermanske form. Navnene tjente dels til at huske runerne (de blev sat på vers, som man kan se af de senere digte på oldengelsk og oldnorsk nedenfor) og dels til at tage varsler. De blev i den forbindelse delt i tre ætter.

Eksempel (Gallehus guldhorn, ca. 400):

• Runer:
  ᛖᚲᚺᛚᛖᚹᚨᚷᚨᛊᛏᛁᛉ : ᚺᛟᛚᛏᛁᛃᚨᛉ : ᚺᛟᚱᚾᚨ : ᛏᚨᚹᛁᛞᛟ
• Translitteration:
  Ek Hlewagastiz : Holtijaz : horna : tawido
• Oversættelse:
  "Jeg Lægæst, søn af Holt (fra Holt?), gjorde hornet"

Eksempel (runeæsken fra Auzon, = Franks Casket, 7. årh.):

• Runer:
  ᚻᚱᚩᚾᚫᛋᛒᚪᚾ
  ᚠᛁᛋᚳᚠᛚᚩᛞᚢᚪᚻᚩᚠᚩᚾᚠᛖᚱᚷ
  ᛖᚾᛒᛖᚱᛁᚷ
  ᚹᚪᚱᚦᚷᚪᛋᚱᛁᚳᚷᚱᚩᚱᚾᚦᚫᚱᚻᛖᚩᚾᚷᚱᛖᚢtᚷᛁᛋᚹᚩᛗ
• Translitteration:
  Hronæs ban:| Fisc flodu ahof on ferg|enberig | warþ gasric grorn þær he on greut giswom
• Oversættelse:
  "Hvalknogle: Fisken kastede floden op på fyrre|bjerget. | Uhyret blev trist, da det svømmede på stranden."

I det 8. århundrede indførtes der i Norden en forenklet form af runealfabetet med kun 16 runer. Alfabetet findes i to varianter: en langstavet og en kortstavet:

Bortfaldet af det gamle runealfabets b, d, g er usædvanligt. En mulig forklaring kan være, at de egentlig stod for de stemte frikativer [β], [ð], [γ]. I olddansk (og oldnorsk og oldsvensk) var de derimod stemte klusiler i forlyd, [b], [d], [g], som man måske mente bedst kunne betegnes med tegnene for de ustemte klusiler [p], [t], [k]. I indlyd var forskellen mellem stemt [β], [ð] og ustemt [f], [þ] desuden blevet ophævet, så heller ikke her var der længere basis for selvstændige tegn. ([γ] fulgte i så fald bare trop).

Det oprindelige a blev sandsynligvis brugt for en nasaliseret [ã] (som i fransk chance), og det transskriberes derfor ą; den nye lydværdi skyldes, at det gamle bogstavnavn *ansuz naturligt var kommet til at lyde ãs "as (gud)" (siden – efter kristendommens indførelse – omfortolket som ōss "munding"). Ved siden af dette var der blevet indført et nyt tegn for det almindelige a, nemlig den gamle j-rune, idet denne runes navn *jāra ved det regelmæssige nordiske j-bortfald var kommet til at lyde ār "år".

Det nye r, der normalt skrives R, er en fortsættelse af den gamle z-rune og bruges netop til at betegne den r-lyd, der var udviklet regelmæssigt af det urgermanske *z. På olddansk blev det sandsynligvis udtalt som en mellemting mellem z og r (muligvis lig det tjekkiske ř). Allerede tidligt forveksler man R og r efter t, og i de sene indskrifter opretholdes skellet mellem de to lyd ikke længere.

Eksempel (den Store Jellingsten, ca. 965):

• Runer:
  ᚼᛅᚱᛅᛚᛏᚱ : ᚴᚢᚾᚢᚴᛦ : ᛒᛅᚦ : ᚴᛅᚢᚱᚢᛅ : ᚴᚢᛒᛚ : ᚦᛅᚢᛋᛁ : ᛅᚠᛏ : ᚴᚢᚱᛘᚠᛅᚦᚢᚱᛋᛁᚾ : ᛅᚢᚴᛅᚠᛏ : ᚦᚬᚢᚱᚢᛁ : ᛘᚢᚦᚢᚱ : ᛋᛁᚾᛅ : ᛋᛅ : ᚼᛅᚱᛅᛚᛏᚱ : ᛁᛅᛋ : ᛋᚬᛦ : ᚢᛅᚾ : ᛏᛅᚾᛘᛅᚢᚱᚴᛅᛚᛅ : ᛅᚢᚴᚾᚢᚱᚢᛁᛅᚴ : ᛅᚢᚴᛏᛅᚾᛁ ᚴᛅᚱᚦᛁᚴᚱᛁᛋᛏᚾᚬ
• Translitteration:
  haraltr • kunukR • baþ • kaurua • kubl • þausi • aft • kurm faþur sin • auk aft • þąurui • muþur • sina • sa • haraltr • ias • sąR • uan • tanmaurk ala • auk nuruiak • auk tani karþi kristną
• Transskription:
  Haraldr konungR bað gørwa kumbl þø̄si æft Gorm, foͅður sinn, ok æft Þōrwī, mōður sīna. Sā Haraldr, es sǣR wann Danmoͅrk alla ok Norweg ok dani gærði kristna
• Oversættelse:
  "Kong Harald bad gøre dette mindesmærke efter sin fader Gorm og sin moder Thyra. Den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne."

Runealfabetet var i brug helt op i middelalderen, selv om religionsskiftet førte til, at man foretrak det latinske alfabet i officielle meddelelser. I det 13. århundreder oplevede runerne en mindre renæssance i Danmark, og Skånske lov er således skrevet med runer. En vigtig grund til at runerne bevarede deres popularitet var, at de var lettere at bruge i hverdagen. I middelalderen var skrivematerialer som papir og blæk sjældne, mens træstykker og knive, som runealfabetet var ideelt til, som regel altid var ved hånden. Den latinske skrift var i denne periode var desuden nært knyttet til kirken, mens ingen ’’ejede’’ runerne.^[11]

Det middelalderlige runealfabet har udvidet den vanskelige sekstentegnsfuþark, således at der var tegn, der svarede til de latinske tegn, der ellers blev brugt til at skrive de skandinaviske sprog ("stungne runer"):

Eksempel (melodi fra håndskriftet til Skånske Lov, ca. 1300):

• Runer:
  ᛑᚱᚯᛘᛑᛅ : ᛘᛁᚴ : ᛅᚿ : ᛑᚱᚯᛘ : ᛁ : ᚿᛆᛐ : ᚢᛘ : ᛋᛁᛚᚴᛁ : ᚮᚴ : ᛅᚱᛚᛁᚴ : ᛔᛅᛚ
• Translitteration:
  drømdæ : mik : en : drøm : i : nat : um silki : ok : ærlik : pæl
• Oversættelse:
  "Jeg drømte mig en drøm i nat om silke og kostbart stof."

Den moderne runeforskning, runologien, blev påbegyndt under renæssancen af Johannes Bureus (1568–1652). Bureus betragtede runer som hellige eller magiske i kabbalistisk sammenhæng. Olof Rudbeck den ældre (1630–1702) fortsatte arbejdet og udgav skriftet Atlantica. Også Anders Celsius (1701–1744) studerede runerne og rejste rundt i Sverige for at undersøge runesten. Siden filologiens guldalder i 1800-tallet har runologien været forbundet til germansk lingvistik.

I J. R. R. Tolkiens bog Hobbitten fra 1937 anvendes angelsaksiske runer på et kort som eksempel på "dværgeruner". Senere udviklede han sit eget runelignende Cirth-alfabet. Som resultat af Tolkiens popularitet optræder runer eller runelignende tegn i utallige populærkulturelle værker, især fantasy-litteratur, computerspil o.lign.

• Asetro
• Runemagi
• Runesten
• Ungarske runer
• Dalruner - fra Älvdalen

• Harry Andersen: "Til Skivum-stenen" (Danske Studier 1943; s. 97-112)
• S.A. Andersen: "Tawido paa Stenmagle-Æsken og paa Guldhornet" (Danske Studier 1949-50; s.147-148)
• Hans Brix: "Til Store Rygbjerg-Stenen" (Danske Studier 1931; s. 83-84)
• Anders Bæksted: "Vore yngste Runeindskrifter" (Danske Studier 1939; s. 111-138)
• Anders Bæksted: "Stenmagle-Æsken og Guldhorns-Indskriften" (Danske Studier 1946-47; s. 49-57)
• Lars Holleufer og Marie Stoklund: "Runegåde" (Skalk 1985 nr. 3; s. 4-7)
• Mikkel Hule: "De historiske sten" (kronik i Skalk 1994 nr. 2; s. 18-27)
• Mette Iversen: "Bedstefars sten" (Skalk 1978 nr. 4; s. 16-17)
• Svend Aage Knudsen, Karen Thuesen: "Omstridt runesten" (Skalk 1988 nr. 2; s. 3-9)
• Magnus Kristensen: "Runekævlen fra Viborg II" (Danske Studier 1938; s. 45-48)
• Erik Moltke: "Gravlev-Runepind" (Danske Studier 1951; s. 30-33)
• Erik Moltke: "Hemdrup-runerne" (Skalk 1972, nr. 1; s. 21)
• Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse; København 1976; ISBN 87-553-0426-5
• Michael Lerche Nielsen: "Ase, Thorgot og Bove" (Skalk 1996 nr. 3; s. 12-14)
• Michael Lerche Nielsen: "Runeindskrifter fra Starigard/Oldenburg. Og andre runefund fra det vestslaviske område" (Danske Studier 1999; s. 16-35)
• Magnus Olsen: "De skaanske og bornholmske Runestene" (Danske Studier 1906; s. 20-39)
• Thorkil Damsgaard Olsen (1994); Skriften og sproget ca. 800 – 1200 i Lund, Niels (red.); Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder. ISBN 87-7289-240-4
• Fr. Orluf: "Runekævlen fra Viborg" (Danske Studier 1938; s. 33-45)
• Fr. Orluf: "Runestenene Bjerregrav 1-2" (Danske Studier 1949-50; s. 121-131)
• Marie Stoklund: "De nye runefund fra Illerup ådal og en nyfundet runeindskrift fra Vimose" (Danske Studier 1985; s. 5-24)
• Marie Stoklund: "Die Runen der römischen Kaiserzeit" (i: Ulla Lund Hansen - et alii: Himlingøje - Seeland - Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen; København 1995; s. 317-346)
• Marie Stoklund: "De første runer - germanernes skriftsprog" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 172-178)
• Carsten Sønderby: "- og efter Åmund" (Skalk 1990 nr. 5; s. 13-15)
• Preben Meulengracht Sørensen: Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder; 2006; ISBN 87-7934-219-1
• Tarrin Willis: "The Third Grammatical Treatise, and Ole Worm’s Literatura Runica" (i: Scandinavian Studies, Winter 2004, vol. 76 no. 4); ISSN 0036-5637

•   Wikimedia Commons har flere filer relateret til Runealfabet
• Futhark, vol. 1 (2010) (engelsk)
• Futhark, vol. 2 (2011) (engelsk)
• Futhark, vol. 3 (2012) (engelsk)
• Futhark, vol. 4 (2013)
• Futhark, vol. 5 (2014)
• Futhark, vol. 6 (2015)
• Sophus Bugge: "Bemærkninger om Runeindskrifter på Brakteater" (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie; Kjøbenhavn 1871; s. 171-226)
• Sophus Bugge: Norges indskrifter med de ældre runer I; A. W. Brøggers Bogtrykkeri, Christiania 1891-1903
• Sophus Bugge: Norges indskrifter med de ældre runer II (Første halvbind); A. W. Brøggers Bogtrykkeri, Christiania 1917
• Sophus Bugge: "Nordiske Runeindskrifter og Billeder paa Mindesmærker paa Øen Man" (Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie II række, 14. bind (1899); s. 229-262)
• Sophus Bugge: "En olddansk Runeoptegnelse i England" (Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie II række, 14. bind (1899); s. 263-272)
• Erik Brate: Sveriges runinskrifter (1928)
• Sölve Gardell: "Till tolkningen av tvenne runristade västgötastenar" (Fornvännen 1934; s. 339-348) (svensk)
• Marlin Giertz: "Replik till Gad Rausings debattinlägg i Fornvännen 87 "On the Origin of the runes"" (Fornvännen 88 (1993); s. 27-28) (svensk)
• Helmer Gustavson, John Hamilton och Laila Kitzler Åhfeldt: "Fragmenten från Tomteboda. Runsten med bildframställning eller bildstenar med runinskrift" (Fornvännen 101 (2006); s. 254-267) (svensk)
• Lisbeth M. Imer: "Runes and Romans in the North" (Futhark 1 (2010); s. 41-64) (engelsk)
• Lis Jacobsen: "Moderne runeforskning" (Scandia, Vol 6, Nr 2 (1933); s. 193-207) (Webside ikke længere tilgængelig)
• Lis Jacobsen: "Runeindskrifternes vidnesbyrd om kampene omkring Hedeby. Fra Harald Gormssøn til Sven Estridsøn." (Scandia, Vol 8, Nr 1 (1935); s. 64-79) (Webside ikke længere tilgængelig)
• Hugo Jungner: "Den gotländska runbildstenen från Sanda, Om Valhallstro och hednisk begravningsritual" (Fornvännen 1930; s. 65-82) (svensk)
• Gösta Langenfelt: "Gallehusproblemet" (Fornvännen 1946; s. 290-293) (svensk)
• J.H. Looijenga: Runes around the North Sea and on the Continent AD 150-700; Groningens universitet 1997 (engelsk)
• Erik Moltke: "Järsbergstenen, en maerkelig värmländsk runesten" (Fornvännen 76 1981; s. 81-90)
• Birger Nerman: "Arkeologisk datering av vendeltidens nordiska runinskrifter" (Fornvännen 1947, s. 109-141)
• Rikke Steenholt Olesen: Fra biarghrúnar til Ave sanctissima Maria. Studier i danske runeindskrifter fra middelalderen; Ph.d.-afhandling 2007
• Gad Rausing: "On the Origin of the Runes" (Fornvännen 87 (1992); s. 200-205) (engelsk)
• Lillemor Santesson: "En blekingsk blotinskrift. En nytolkning av inledningsraderna på Stentoftenstenen" (Fornvännen 84 (1989); s. 221-229) (svensk)
• Thorgunn Snaedal: "Runinskriften på det dosformiga spännet från Tyrvalds i Klinte socken, Gotland" (Fornvännen 81 (1986); s. 80-83) (svensk)
• Thorgunn Snædal, Marie Stoklund och Marit Ählén: "Runfynd 1987" (Fornvännen 83 (1988); s. 234-250) (svensk)
• Elisabeth Svärdström: "Runfynd 1967" (Fornvännen 1968; s. 275-288) (svensk)
• Lena Thunmark-Nylén: ""Gammalt" spänne med "ny runinskrift. Några reflexioner kring magiska runor utifrån ett nyfynd" (Fornvännen 81 (1986); s. 73-79) (svensk)
• John Troeng: "A Semitic origin of some runes. An influentialforeign presence in Denmark c AD 200" (Fornvännen 98 2003; s. 289-305) (engelsk)
• Elias Wessén: "Rök, ett fornminne och ett ortnamn" (Fornvännen 70 (1975); s. 5-15) (svensk)
• Danske Runeindskrifter Arkiveret 21. marts 2012 hos Wayback Machine
• Gullskoen Runefont – Runefont for Mac og PC Arkiveret 5. marts 2005 hos Wayback Machine Citat: "...I alt er det om lag 150 teikn i fonten. Gullskoen er frivare, dvs. at han blir distribuert kostnadsfritt, medan opphavsretten ligg hos utviklaren, Odd Einar Haugen (Universitetet i Bergen, Nordisk institutt, Sydnesplassen 7, N-5007 Bergen)..."
  • Fundet via: aabne-samlinger.dk: gratis runefont til download Arkiveret 8. juli 2004 hos Wayback Machine
• Mere runeinformation: Liam Quin: Unix/X font stuff: runes. Elder Futhark Runes Arkiveret 29. september 2004 hos Wayback Machine
• Arild Hauges Runer: Om vikingtid, runer, førkristen tradisjon og folketro i Norden
• Det internasjonale tidsskriftet Nytt om runer: Meldingsblad om runeforskning publiseres hvert år av Runearkivet Arkiveret 10. juni 2007 hos Wayback Machine
• mysteriousetruscans.com: Etruscan Language Citat: "...The Germanic Runes (the Futharc) are now thought to derive from the Northern Etruscan alphabet, a fact which supports the existence of a vast Etruscan trading network..."
• Website med en database over alle danske runeindskrifter. Fremstillet af Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet.
• [2] Arkiveret 19. januar 2019 hos Wayback Machine En runepind fundet i Odense.